Forenkling af regler om offentlig gæld har alvorlig social slagside

Reglerne om inddrivelse af gæld til det offentlige bliver med et nyt lovforslag ændret betydeligt - blandt andet for at forenkle reglerne. Rådet indskærper i sit høringssvar, at der er tale om en forenkling, som kommer til at have en alvorlig social slagside for socialt udsatte grupper, herunder mennesker med komplekse sociale problemer med fx hjemløshed, psykisk og fysisk sygdom, misbrug og fattigdom. Mange socialt udsatte har efter et liv på kanten af samfundet ofte store gældsbyrder, som det ikke er muligt for de pågældende at komme ud af, og som låser de berørte i en håbløs og udsigtsløs situation.

Høringssvar

Høring over lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige andre love

Rådet for Socialt Udsatte takker for høringen over lovforslaget, som indeholder en række omfattende ændringer af inddrivelsessystemet for gæld til det offentlige.

Rådet er generelt ikke modstandere af forenkling af indviklede regelsæt. Men Rådet vil indskærpe, at der i dette tilfælde er tale om en forenkling, som kommer til at have en alvorlig social slagside for socialt udsatte grupper, herunder mennesker med komplekse sociale problemer med fx hjemløshed, psykisk og fysisk sygdom, misbrug og fattigdom. Mange socialt udsatte har efter et liv på kanten af samfundet ofte store gældsbyrder, som det ikke er muligt for de pågældende at komme ud af, og som låser de berørte i en håbløs og udsigtsløs situation.

Regeringens forslag om blandt andet at harmonisere inddrivelsesrenten, ophævelse af særregler for fx beløbsgrænser til særskilt lønindeholdelse samt reducering af antal årlige forældelsesfrister for renter mv. kan forværre situationen for socialt udsatte med i forvejen ubetalelig gæld.

Rådet for Socialt udsatte kan anbefale, at regeringen som minimum sikrer en fremadrettet, permanent finansiering til gratis gældsrådgivning for alle. I blandt andet Sverige, Norge og Finland har borgere adgang til permanent offentligt finansieret, gratis gældrådgivning. En god permanent, offentligt finansieret gældsrådgivning vil være en god samfundsmæssig investering i Danmark – og vil udgøre en afgørende hjælpende hånd til udsatte personer med store gældsbyrder til blandt andet det offentlige.

Endvidere anbefaler Rådet, at der bliver bedre muligheder for at få gældssanering/eftergivelse af offentlig gæld, også for borgere på kontanthjælp. Oplysning om mulighederne for eftergivelse af gæld som følge af særlige sociale forhold, jf. inddrivelseslovens § 13, stk. 6, bør desuden fremmes, med henblik på, at denne bestemmelse oftere finder anvendelse – hvilket kun sjældent er tilfældet i dag.

Dernæst mener Rådet, at SKAT for at styrke den enkelte skyldners overblik bør forpligtes til at fremsende en årlig opgørelse til den enkelte, hvoraf det fx fremgår, hvad der er afdraget (hhv. fradragsberettiget og ikke fradragsberettiget), heraf andel af det oprindelige krav foruden overblik over betaling af påløbne renter, betaling af tidligere påløbne renter mv. Når der skal foretages en oprydning og forenkling af reglerne bør det desuden sikres, at det tydeligt af hver lønindeholdelse fremgår, hvilke udgifter de dækker, og hvorvidt disse er fradragsberettigede – og at SKAT løbende indberetter de relevante fradrag.

Endelig vil Rådet gøre opmærksom på, at når en borger har afsonet sin straf for en kriminel handling, kan en stor gæld udgøre en væsentlig barriere for, at man kommer videre i sit liv. Denne problematik rammer også socialt udsatte borgere. Det er meget svært at få gældssaneret gæld, der stammer fra en strafbar handling, og reglerne herom bør lempes til gavn for resocialiseringen af tidligere straffede borgere i samfundet.

Emne