Høringssvar til 2-årig forsøgsordning med jobpræmie

Der bør være en reel økonomisk gevinst ved at komme i beskæftigelse - også efter at have modtaget kontanthjælp i lang tid. Men på trods af forslaget om en jobpræmieordning, vil det realistisk set stadig betyde en marginalbeskatning tæt på 90 pct. Læs mere om dette i Rådets høringssvar.

Høringssvar

Bemærkninger til høring af udkast til forslag til lov om 2-årig forsøgsordning med jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed, ændring af lov om 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere og ændring af lov om aktiv social politik.

Rådet for Socialt Udsatte takker for høringen og har i den anledning nedenstående bemærkninger.

Rådet for Socialt Udsatte er enige i synspunktet om, at der også for mennesker i bunden af indkomstfordelingen, skal være en økonomisk gevinst ved at komme i beskæftigelse. Rådet mener, at et af de store problemer er, at det for mange socialt udsatte ikke er muligt at gå fra at være langvarig kontanthjælpsmodtager til at være fuldtids lønmodtager på ordinære vilkår. For mange vil det være mere realistisk med et arbejde få timer om ugen, hvilket giver meget ringe gevinst i forhold til jobpræmieordningen. Jobpræmien giver kun 4 %, hvilket er alt for beskedent. Den sammensatte marginalbeskatning vil fortsat være tæt på 90 pct.

Kombineret med det aktuelt lille arbejdsudbud, er det vanskeligt at se den egentlige betydning af forslagets rækkevidde. Rådet for Socialt Udsatte frygter derfor, at forslaget er mere af symbolsk end reel betydning. Det ville i den forbindelse være nyttigt at kunne følge denne og den tidligere forsøgsordnings egentlige betydning.

Rådet har flere gange i sine årsrapporter peget på forslaget om at indføre et socialt skatteloft på 70 pct., så modtageren er garanteret mindst 30 kr. for hver 100 kr,, der er tjent.

Emne