Høringssvar til ændring af lov om euforiserende stoffer (Stofindtagelsesrum).

Rådet for Socialt Udsatte har i adskillige år kæmpet for at få etableret stofindtagelsesrum i Danmark. Langt om længe er emnet kommet på den politiske dagsorden, og Rådet er overvejende positivt stemt for forslaget. Læs mere om dette i nærværende høringssvar.

Høringssvar

Bemærkninger til høring af udkast til forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer (Stofindtagelsesrum). 

Rådet for Socialt Udsatte takker for høringen og har i den anledning nedenstående bemærkninger.

Rådet vil dog som det første henlede opmærksomheden på, at høringsfristen er én hverdag. Det er uacceptabelt taget i betragtning, at lovforslaget introducerer et helt nyt tilbud, hvor der bør være længere tid til at overveje og drøfte de forskellige aspekter af det konkrete forslag.

Rådet er grundlæggende positiv stemt overfor regeringens forslag om at lade kommunerne få muligheden for at oprette stofindtagelsesrum. Et forslag som Rådet igennem en årrække har været fortaler for.

Helt overordnet mener Rådet, at det er vigtigt, at de kommende stofindtagelsesrum bliver af høj kvalitet, med professionel overvågning, rådgivning og minimumskrav for åbningstider. Rådet ser det i øvrigt som en klar fordel, at indsatsen skal ses som et (lavtærskel)tilbud, hvor der ikke stilles krav om efterfølgende behandling eller patientjournalisering.

Kvalitet i indsatsen Rådet noterer sig i udkastet til forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer, at lovhjemmelen giver de kommuner, som måtte ønske det, mulighed for at oprette og drive stofindtagelsesrum. Der følger ikke statslige midler med til de kommuner, som ønsker at etablere stofindtagelsesrummene. Lovforslaget krav til tilbuddet er minimumskrav til kommunernes tilrettelæggelse af indsatsen, herunder inklusions- og eksklusionskriterier, åbningstider, kapacitet, beliggenhed mm.

Rådet har en bekymring for, at kvaliteten af stofindtagelsesrummene vil blive for ringe og at for få kommuner af økonomiske årsager vælger at etablere stofindtagelsesrum.

For at sikre en rimelig kvalitet af tilbuddet er det nødvendigt, at personalet uddannes og efteruddannes til at håndtere den specialiserede opgave, der ligger i arbejdet med stofindtagelsesrum som skadesreducerende indsats.

Rådet vurderer også, at der i indsatsen omkring stofindtagelsesrum bør forankres flere professionelle opgaver end blot overvågning og rådgivning i forhold til stofindtag. Indsatsen skal efter Rådets vurdering indeholde tilbud om screening for stofrelaterede lidelser, vaccination for hepatitis, henvisning og ledsagelse til behandling, mulighed for skadesreducerende stofbehandling, fx anvendelse af venemaskine til at finde vener og dermed undgå fixeskader samt hjælp og støtte til kontakt til det sociale system.

Det bliver i udkastet til lovforslaget skitseret, at de involverede kommuner bør inddrage politi, lokalsamfund og så vidt muligt de berørte stofmisbrugere. Yderligere vil Rådet pege på at de lokale udsatteråd også inddrages i den konkrete udformning af stofindtagelsesrummene.

Målgruppe Det skitseres i målgruppebeskrivelsen, at persongruppen er personer over 18 år, der er stærkt afhængige stofmisbrugere med et længere og vedvarende misbrug af euforiserende stoffer – dem der betegnes som de hårdest belastede stofmisbrugere. Det er i særdeleshed vigtigt at udgå pausedødsfaldene (som ses ved tilbagefald efter afvænning eller fængselsophold) i det vi ved, de spiller en væsentlig rolle i overdosisstatistikken. Det er af afgørende betydning, at denne gruppe ikke bliver ekskluderet fra at benytte stofindtagelsesrummene. Ligeledes er det essentielt, at der ikke gøres forsøg på at holde udenbysborgere, som ikke har et kommunalt tilhørsforhold, væk fra tilbuddene.

Evaluering og kvalitetsfølgegruppe Udover de årlige afrapporteringer som Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse skal varetage, mener Rådet også, at der skal nedsættes en kvalitetsfølgegruppe, der samler op på, hvordan den kommende lovgivning implementeres.