Rådet advarer om brugen af mere tvang

Lovforslaget udvider mulighederne for tvang i somatisk behandling. Forslaget skal ses i sammenhæng med den nationale handlingsplan for mennesker med demens, men omfatter også blandt andet mennesker med sindslidelser. Rådet finder det generelt betænkeligt, at man anvender tvang i indsatsen over for mennesker med sindslidelser, men mener samtidig, man bør sikre, at også mennesker, som ikke formår at forholde sig fornuftsmæssigt til et behandlingsbehov, modtager nødvendig behandling.

Høringssvar

Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Udvidelse og tydeliggørelse af muligheden for at yde en tidlig, forebyggende indsats efter serviceloven, forenkling af udmålingssystemet for merudgiftsydelsen, indførelse af varsling ved afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter serviceloven m.v.)

Rådet for Socialt Udsatte takker for høringen af 13. januar 2017. Rådet finder, at udkastet rummer mange gode elementer.

Rådet har alene forholdt sig til følgende elementer, som vurderes at have en betydning for socialt udsatte:

- Ændring af servicelovens formålsbestemmelser med øget vægt på rehabilitering og fremme af inklusion
- Nyt kapitel i serviceloven om tidlig, forebyggende indsats
- Styrkelse af borgernes retssikkerhed ved bl.a. at indføre klageadgang til Ankestyrelsen over tilbudslederens afgørelser om afslag på optagelse i og udskrivning fra kvindekrisecentre og forsorgshjem m.v.

I udkastet er formålsbestemmelsen til servicelovens kapitel om støtte til voksne udvidet, og der er tilføjet et punkt, der handler om at fremme inklusion i samfundet, herunder medvirke til at øge den enkeltes mulighed for deltagelse i uddannelse, beskæftigelse og sociale relationer. Rådet finder det positivt, at der er lagt vægt på inklusion i samfundet som et selvstændigt formål.

Det vurderes ligeledes positivt, at mulighederne for at yde en tidlig, forebyggende indsats forbedres, og at målgruppen for serviceloven dermed udvides. Rådet noterer sig, at udkastet lægger op til, at man ikke kan klage over afslag på tilbud efter det nye kapitel om tidlig, forebyggende indsats. Det er samtidig specifikt beskrevet at: ”Der er tale om en målgruppe, som efter gældende ret ikke vil kunne modtage visiterede ydelser efter serviceloven, da målgruppen omfatter borgere, hvor funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer endnu ikke har et sådant omfang, som kræves i de nugældende bestemmelser om hjælp og støtte”. Rådet finder, at der med det nye kapitel om tidlig, forebyggende indsats er en risiko for, at der sker en målgruppeforskydning, og at den personkreds, der i dag modtager støtte efter serviceloven, fremover bliver henvist til tilbud efter kapitlet om tidlig, forebyggende indsats, og derved mister sin klageadgang. Det er vigtigt, at det fremgår tydeligt, at der er tale om en ny målgruppe, og at målgruppen for servicelovens øvrige ydelser ikke bliver snævrere end den er i dag. Rådet ser det som et positivt skridt, at mulighederne for at samarbejde med frivillige organisationer og foreninger styrkes.

Endelig ser Rådet med stor tilfredshed, at det foreslås at indføre klageadgang over tilbudslederens afgørelser om afslag på optagelse i og udskrivning fra kvindekrisecentre og forsorgshjem. Dette er en betydelig forbedring af retssikkerheden for personer, der benytter disse tilbud.