LUK
  • Man får bare lyst til at lukke ned for alt og isolere sig, fordi man ikke har råd til at leve Mand, 27 år, om fattigdom

  • 00:10
Udsatte grønlændere
29. jan. 2014
Rigsfælleskabet holder grønlændere udenfor
Paradoks: Fordi grønlændere indgår i rigsfællesskabet, bliver de tilbudt mindre hjælp til at integrere sig i Danmark end andre indvandrere, selvom mange grønlændere har mindst lige så meget brug for hjælpen. Sådan skriver formand Jann Sjursen i en kronik i dag i Kristeligt Dagblad. Herunder kan du læse hele kronikken:   Rigsfælleskabet holder grønlændere udenfor Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte I et fællesskab er der desværre ofte nogen, der ufrivilligt står uden for. Det gælder også i det rigsfællesskab, som Grønland og Danmark indgår i. Rigsfællesskabet kan paradoksalt nok skabe så store problemer for grønlændere, der kommer til Danmark, at de risikerer at ende som socialt udsatte. Social-, Børne-, og Integrationsministeriet anslår, at der er mellem 1.000-1.200 udsatte grønlændere i Danmark. Men tallet kan i realiteten være dobbelt så højt, mener flere eksperter og praktikere på området. De har længe fortalt om et stigende antal grønlændere (heriblandt unge), der flytter spontant til Danmark uden at have forberedt et forsørgelsesgrundlag eller sted at bo og i stedet ender i hjemløshed, misbrug eller fattigdom. Rådet for Socialt Udsatte er talerør for udsatte mennesker. Derfor gik Rådet i efteråret 2013 i gang med en undersøgelse om udsatte grønlændere i Danmark, som først og fremmest er båret frem af 12 udsatte grønlænderes livshistorier. De skal høres og får derfor plads i denne kronik. Men lad os begynde ved paradokset. Rigsfællesskabet betyder, at grønlændere og danskere frit kan rejse mellem og opholde sig i de to lande. Og grønlændere, der kommer til Danmark for at bo, har ret til danske velfærdsydelser – de skal dog aktivt søge om dem. I teorien har grønlændere altså et stort forspring i forhold til andre indvandrere – men i praksis sætter rigsfælleskabet grønlændere tilbage i køen: Når man er udlænding over 18 år og kommer til Danmark for at bo, er man næsten altid omfattet af integrationsloven. Så får man tilbudt en bolig, et integrationsprogram med danskundervisning, kursus i danske samfundsforhold og opkvalificering til arbejdsmarkedet. Men fordi grønlænderne er danske statsborgere, er der ingen pligt til at tilbyde integrationsprogrammer. ”Andre fra andre lande får en tilbudspakke: Her kan du bo, her har du kontanthjælp. Men Danmark og Grønland bliver set som det samme. Hjælpen er gør-det-selv-agtig. Men mange grønlændere er ikke gode til at udtrykke sig,” siger Lukas, som er en af de medvirkende i Rådets undersøgelse. Uvidenhed om det danske system eller hjælpesystemer generelt har haft betydning for, at flere af de medvirkende i vores undersøgelse endte i sociale problemer. Den manglende viden skyldes blandt andet, at de fleste af dem ikke var socialt udsatte eller ikke modtog offentlige ydelser, da de boede i Grønland. Lukas blev hjemløs i Danmark og fik først hjælp efter tre måneder, da hans venner gjorde ham opmærksom på, at han godt kunne søge om kontanthjælp uden en fast adresse. En anden, Thomas, var hjemløs i seks måneder, før han tilfældigvis mødte en gadeplansmedarbejder, der opdagede, at Thomas ikke var i kontakt med det danske system, og hjalp ham videre. En del af forklaringen på, hvorfor nogle grønlændere bliver/er udsatte, ligger i historien. Da Grønland i 1953 blev udnævnt til dansk amt, skulle de grønlandske børn lære dansk – enten i Grønland eller på skoleophold i Danmark. Flytningerne frem og tilbage gav mange børn identitetskriser. Samtidig blev mange grønlændere tvangsforflyttet fra bygder til moderne boliger – den moderniseringsproces, som Danmark naturligt havde gennemgået over flere hundrede år, blev trukket ned over hovedet på grønlænderne på få årtier. Førhen havde man levet i store fællesskaber og passet hinandens børn. Nu skulle familier klare sig selv i hver deres bolig. Den kæmpe omvæltning og opgave var mere, end nogle familier kunne magte, og mange børn blev omsorgssvigtet og nogle anbragt uden for hjemmet. 52-årige Johans mor efterlod ham hos alkoholiske bedsteforældre, og senere endte han i plejefamilie, som sendte ham på kostskole i Danmark. 41-årige Miniks mor var i praksis alene med syv børn på grund af faderens alkoholmisbrug, og Minik blev som 10-årig anbragt på et børnehjem. Efter Grønland i 1979 fik hjemmestyre, ville landet tilbage til dets rødder og satte atter fokus på det grønlandske sprog. Alt dansk blev mødt med modstand. Mange af de grønlændere, der ikke længere mestrede det grønlandske sprog, følte sig nu behandlet som andenrangs borgere. På ny befandt de sig i en identitetskrise. ”I Grønland er jeg for dansk, og i Danmark er jeg ”bare” grønlænder,” fortæller Naja i undersøgelsen. Pointen er, at mange af de grønlændere, der lever en udsat tilværelse i Danmark, bærer rundt på store identitetskriser, svigt, overgreb og traumer. Dybe ar, hvoraf mange er ubehandlede, og som dels kan betyde, at dagligdagens krav og gøremål virker uoverskuelige, dels at arrene går i arv til nye generationer. 35-årige Naja havde en misbrugende mor, som ikke kunne tage sig af hende. I dag kæmper Naja selv med misbrug og har ladet sine egne børn anbringe i plejefamilie. Det skaber ekstra forvirring for nogle grønlændere, at det grønlandske velfærdssystem ikke ligner det danske. I Grønland har der i mange år været tradition for, at det offentlige sørgede for at tage dét fra en grønlænders offentlige ydelse, som skulle bruges til faste udgifter, og betalte det på vegne af den pågældende. Det betød, at man kunne bruge resten af ydelsen mere frit. Men pludselig står man i Danmark og skal selv sørge for at betale alting, og det kan i værste fald betyde, at folk bliver sat på gaden efter for mange ubetalte huslejer. I mødet med socialrådgivere opstår der ofte også forvirring. ”Der er mange grønlændere, der ikke er 100 procent på dansk. Derfor kan vi og socialrådgiverne nemt misforstå hinanden,” siger Aviaja. Desuden er en del grønlandsk kommunikation nonverbal: En rynken på næsen kan betyde ”hvem” eller ”nej”, og et træk på skuldrene kan signalere ”du bestemmer.” En del grønlændere er også tilbageholdende og ønsker at være medgørlige. Så en grønlænders reaktion på en dansk socialrådgivers uforståelige forklaringer, kan for danskeren blive opfattet som en accept af det sagte. Selvom livet umiddelbart virkede bedre i Grønland, er det kun én af de medvirkende, der ønsker at rejse tilbage. Nogle er rejst fra Grønland for at komme væk fra en ubehagelig situation. For en del er den danske kontanthjælp og billige dagligvarer medvirkende til, at de bliver. ”Det koster 85 kroner for en pakke cigaretter i Grønland. Fem stykker æbler koster 40 kroner,” fortæller Johan. Og for mange er det håbet om at skabe sig et bedre liv i Danmark, der holder dem her. Langt de fleste grønlændere, der kommer til Danmark, bliver ikke socialt udsatte. Men vi må ikke ignorere de over 1.000 (og måske mange flere) undtagelser. De får ikke tilstrækkeligt hjælp. Hjemløsetællingen fra 2013 viser eksempelvis, at kun to procent af de grønlandske hjemløse er i behandling for deres misbrug eller psykiske sygdom, mens tallet er 15 procent for danske hjemløse.  Man skal kende forskellene på grønlændere og danskere, hvis man skal indrette sociale tilbud, så de hjælper begge. Forhåbentligt kan Rådets undersøgelse skabe mere viden hos de politikere, der skal beslutte rammerne for hjælpen, de praktikere, der skal føre den ud i livet, og den almindelige dansker, der møder udsatte grønlændere i gadebilledet. Og forhåbentligt kan vores undersøgelse også spille sammen med den grønlænderstrategi, som er sat i gang. Der er sat 13 millioner satspuljekroner af til en fireårig (2013-2016) strategi for, hvordan man bedre inkluderer grønlændere i det danske samfund. Men det er ikke nok at forbedre indsatser for socialt udsatte grønlændere – vi skal helt undgå, at grønlændere bliver socialt udsatte. I både Grønland og Danmark skal professionelle og praktikere blive bedre til at spotte symptomer på et menneskes psykiske og sociale problemer og handle ved at give en kulturelt tilpasset hjælp. Danskere og grønlændere er på papiret en del af det samme fællesskab. Det ansvar skal vi tage alvorligt og gøre til virkelighed, så der ikke er nogen, der kommer til at stå udenfor.
Læs nyhed
Udsatte grønlændere
28. jan. 2014
Paradoks: Grønlænderes danske statsborgerskab spænder ben for vellykket integration
- Alt for mange grønlændere ender i hjemløshed, misbrug eller fattigdom, når de kommer til Danmark. Det gælder også grønlændere, der ikke var udsatte, da de boede i Grønland. Dét tyder på, at der er en kæmpe brist i den måde, vi modtager grønlændere på i Danmark, siger Jann Sjursen, formand for Rådet. I dag offentliggør Rådet en undersøgelse om udsatte grønlændere i Danmark. Undersøgelsen er båret frem af interviews med 12 udsatte grønlændere – en af dem er 47-årige Lukas: ”Andre fra andre lande får en tilbudspakke: Her kan du bo, her har du kontanthjælp. Men Danmark og Grønland bliver set som det samme. Hjælpen er gør-det-selv-agtig. Men mange grønlændere er ikke gode til at udtrykke sig.” Rådets undersøgelse præsenterer netop dette paradoks: Fordi grønlændere indgår i rigsfællesskabet og er danske statsborgere, bliver de ikke automatisk tilbudt hjælp til at få en bolig, lære det danske sprog og få indsigt i danske samfundsforhold. Dét til trods for, at mange grønlændere har et stort behov for hjælpen. Også efter grønlændere er blevet socialt udsatte, svigter de danske myndigheder, mener Jann Sjursen: - Hjemløsetællingen fra 2013 viser eksempelvis, at kun to procent af de grønlandske hjemløse er i behandling for deres misbrug eller psykiske sygdom, mens tallet er 15 procent for danske hjemløse. Det er en falliterklæring over for nogle mennesker, som vi både på grund af rigsfællesskabet og rent medmenneskeligt har en forpligtelse over for, som vi ikke kan være bekendt. Social-, Børne-, og Integrationsministeriet anslår, at der er mellem 1.000-1.200 udsatte grønlændere i Danmark. Men tallet kan i realiteten være dobbelt så højt, mener flere eksperter og praktikere på området.   Undersøgelsen ”I Grønland er jeg for dansk, i Danmark er jeg bare grønlænder.” Rådet for Socialt Udsatte har lavet undersøgelsen, efter at sociale organisationer i længere tid har fortalt om et stigende antal grønlændere, der kommer til Danmark og ender i en socialt udsat tilværelse. Undersøgelsen er kvalitativ og bygget op omkring personlige interviews med 12 socialt udsatte grønlændere, der bor i Danmark. De er blevet spurgt om deres opvækst, om grunden til at de rejste til Danmark, om mødet med Danmark og det danske system og om deres nuværende liv. Derudover har Rådet talt med eksperter og praktikere på området, der har givet input til kapitler om Grønlands moderne historie, juridiske problemstillinger ved at rejse til Danmark som grønlænder og om sprog- og kulturforskelle.  
Læs nyhed
Unge
17. jan. 2014
Det er urealistisk at uddanne sig uden tag over hovedet
Med den nye, lave uddannelseshjælp risikerer man at skubbe unge langt væk fra i stedet for mod uddannelse, fordi de unge risikerer at blive hjemløse. Sådan skriver formand Jann Sjursen i et indlæg til Altingets Socialdebat om kontanthjælpsreformen. Herunder kan du læse hele indlægget:   Det er urealistisk at uddanne sig uden tag over hovedet Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Er det mon lettest at finde overskud og motivation til at påbegynde en uddannelse, når man har et sted at bo, en seng at sove i og spiser ordentligt – eller hvis man står på gaden, må bruge timevis hver dag på at finde ly for natten, og det kniber med råd til mad? Fordi svaret er så indlysende, er det mig en gåde, at regeringens kontanthjælpsreform med den nye uddannelseshjælp trådte i kraft 1. januar, uden at selvsamme politikerne har sikret billige boliger og/eller bolighjælp til de forventede 17.500 unge under 30 år, der efter de nye regler skal leve af 5.753 kroner før skat. For hvis ikke disse unge får ekstra støtte og tag over hovedet, bliver uddannelseshjælpen til en uddannelsesforhindring. Rådet for Socialt Udsatte er blot én stemme i et større kor, der udtrykker stor bekymring for konsekvenserne af kontanthjælpsreformen. Eksempelvis siger Ole Pass, formand for Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer, i årsberetningen for 2013, at ”vi i kombination af lavere ungesatser, stigende huslejer og i forvejen mangel på billige boliger kan imødese et stigende antal boligløse unge.” For beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er det øjensynligt meget mere simpelt. I november sidste år udmeldte hun, at de unge selv måtte finde noget billigere at bo i. Men det er nemmere sagt end gjort. I december sagde Kjeld Poulsen, formand for landets største boligselskab, KAB, om den nye uddannelseshjælp: ”Der er simpelthen ikke nok til at dække en husleje. Selv når man bor i vores billigste boliger, er det ikke nok.” Han forventede dengang, at KAB allerede i januar vil opleve, at flere lejere ikke kan betale huslejen og derfor må udsættes. I maj sidste år beklagede KABs direktør Jesper Nygaard, at de ikke kunne finde flere billige boliger: ”Det er nærmest umuligt at skaffe den slags boliger. Og vi gør dem ikke kunstigt dyrere. Stigningen skyldes hovedsagelig afgifter og renovation.” I 2010 havde KAB 2.531 boliger med en husleje på under 3.000 kroner, i 2013 var tallet skrumpet til 505. På landsplan er antallet af de billigste almene og private boliger faldet med 33 procent i samme tidsrum, viser tal fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter i maj 2013. I det daglige er den nye uddannelseshjælp – og den udvidede ungeydelse, som med reformen gælder alle unge under 30 – også alt for lidt at leve af. I regeringens ekspertudvalg om fattigdom, som jeg selv sad med i, regnede vi os frem til, at personer på den nye uddannelseshjælp – selv med en husleje på under 3.000 kroner – har langt mindre at råde over end det såkaldte minimumsbudget. Minimumsbudgettet er lavet af forskere og angiver de forbrugsudgifter, der er nødvendige for at opretholde et acceptabelt leveniveau. I 2013 udgav Rådet en publikation om udsatte unge. Mange af de unge, vi talte med i den forbindelse, modtog ungeydelsen og havde store problemer med at klare sig for den: ”Jeg har samlet flasker, spist kartoffelpulvermos og stjålet mad. Jeg kan ikke finde en lavere husleje, for jeg bor i ydre nordvest, og det er en ret billig leje,” fortalte en ung kvinde os. Hun var endda en af de heldige. Flere af de andre fortalte, at ungeydelsen var direkte årsag til, at de var endt på gaden, fordi den var for lav til at betale en bolig med. Vi må ikke få flere af disse unge. Der er desværre ikke politisk vilje til at hæve uddannelseshjælpen, så den svarer til en almindelig kontanthjælpssats. Ville det i stedet være en politisk farbar vej at ændre reglerne for individuel boligstøtte til husstande uden børn, så de bliver sidestillet med husstande med børn? Det vil betyde, at man kan give unge en boligsikring, der er højere end 15 procent af boligudgiften. Det løser ikke hele problemet, men vil være et skridt i den rigtige retning. Man kunne også ændre i kontanthjælpsreglerne for støtte til særlig høje boligudgifter – § 34 i lov om aktiv socialpolitik – så alle modtagere af uddannelseshjælp og ungeydelse kan få hjælp efter den bestemmelse. Samtidig er det helt nødvendigt med en intens overvågning af reformens konsekvenser: Beskæftigelsesministeriet må på månedsbasis offentliggøre, dels hvor mange der kommer til at stå uden bolig, dels hvor mange, der rent faktisk kommer i gang med uddannelse og holder fast i den. Og så er der brug for nytænkning. Ole Pass skrev i den tidligere nævnte beretning: ”Der er brug for at finde kreative løsninger i samarbejde med boligselskaberne samt at se på mulighederne for at forbedre boligstøttelovgivningen...” Og Københavns Kommunes nye socialborgmester Jesper Christensen (S) sagde i sidste måned: ”Vi er nødt til på tværs af udvalgene at finde en bedre løsning, så de unge ikke bliver sat på gaden og bliver hjemløse.” Derfor bør Beskæftigelsesministeriet også lave en lynundersøgelse af, hvad kommunerne rent konkret har sat i gang for at forhindre, at uddannelseshjælpen bliver en uddannelseshindring.                
Læs nyhed
Øvrigt
10. jan. 2014
Nye medlemmer og nyt kommissorium
I slutningen af december sidste år kom socialminister Annette Vilhelmsens genudpegning af Jann Sjursen som formand for den kommende fireårige rådsperiode, nu følger hendes udpegning af rådsmedlemmerne. Vi vil gerne byde velkommen til tre nye medlemmer: - Anja Bloch, som er formand for Brugernes Akademi og bestyrelsesmedlem og frivillig brugerrepræsentant hos Gadejuristen - Robert Olsen, som er forstander for Kofoeds Skole og formand for Socialpolitisk Forening - Knud Kristensen, som er formand for Landsforeningen SIND De tre nye medlemmer træder i stedet for Joan Münch, programchef i Frelsens Hær, Bjarne Lenau Henriksen, fængselspræst, og Jens Erik Rasmussen, som er frivillig projektleder og tidligere generalsekretær i Blå Kors. Socialminister Annette Vilhelmsen siger om det nye råd: "Det glæder mig meget at have fået sammensat et råd, der repræsenterer en både bred og stærk indsigt i socialt udsattes vilkår. Jeg er sikker på, at Rådet for Socialt Udsatte også i de næste fire år vil være garant for at sætte vigtige emner på dagsordenen, som vedrører socialt udsattes liv og muligheder i vores samfund." Nyt kommissoium med større fokus på fattigdom og forebyggelse Samtidig har Rådet fået nyt kommissorium - kommissoriet tegner den linje, Rådet skal arbejde ud fra. Socialminister Annette Vilhelmsen siger om de nye ændringer: "Jeg er glad for, at vi har fået revideret kommissoriet for Rådet for Socialt Udsatte, bl.a. med et styrket fokus på fattigdom, forebyggelse af sociale problemer og det enkelte menneskes mulighed for at skabe et godt liv for sig selv."
Læs nyhed
Øvrigt
19. dec. 2013
Rådets anbefalinger til regeringens sociale 2020-mål
I september 2013 præsenterede regeringen sine sociale 2020-mål - mål, der skal forbedre indsatserne for nogle socialt udsatte grupper. Udspillet satte et tiltrængt politisk fokus på en stor gruppe mennesker, der i alt for langt tid er blevet overset og sparet på. Men der var store mangler ved udspillet. For det første manglede der et mål for bekæmpelse af fattigdom. For det andet var der ikke sat en krone af til at indfri målene. Rådet for Socialt Udsatte tog udspillets udfordringer op. Vi inviterede brugere, eksperter og praktikere til et stormøde i november 2013. Formålet var at samle forslag til, hvordan regeringen når sine mål – og at foreslå mål for de vigtige områder, som ikke umiddelbart var en del af regeringens udspil. Der er kommet to ting ud af arbejdet: 1) Anbefalinger fra Rådet for Socialt Udsatte til regeringen om, hvordan den når sine sociale 2020-mål. 2) En rapport om arbejdet på stormødet, som præsenterer alle de gode ideer, som deltagerne udarbejdede. Du kan læse begge dele her. Vi håber, at regeringen tager imod Rådets anbefalinger. Og vi håber, at rapporten vil blive brugt af NGO’ere, lokale beslutningstagere og ildsjæle i den fortsatte fortalervirksomhed med og for socialt udsatte.
Læs nyhed
Øvrigt
28. nov. 2013
Positivt med satspuljepenge til unge hjemløse og psykisk syge, men puljen er for lille
Satspuljepartierne har i dag aftalt at give 72,5 millioner kroner over fire år til en ny Hjemløsestrategi. Det glæder formanden for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen: - Det er meget positivt, at satspuljepartierne har afsat midler til et fortsat strategisk fokus på hjemløseområdet. Rådet for Socialt Udsatte har længe peget på, at der er et massivt behov for at sætte ind over for det bekymrende antal af hjemløse, som stiger og stiger – særligt blandt unge mennesker. Formanden konstaterer dog samtidig, at beløbet er mindre end de ubrugte midler, der blev tilbage af den gamle hjemløsestrategi, hvor bl.a. Københavns Kommune i år sendte 73 millioner kroner retur til Socialministeriet. Det var en meget stor del af den oprindelige bevilling på i alt 500 millioner kroner i perioden 2009-2013. Derfor glæder det Jann Sjursen, at der i den netop aftalte finanslov for 2014 også blev afsat midler til en særlig indsats for unge, som er i risiko for at blive hjemløse – i alt 80 millioner kroner over fire år. Jann Sjursen siger:     - Jeg vil gerne kvittere for, at regeringen og aftaleparterne bag finansloven også har fokus på de unge hjemløse i finanslovsaftalen. I mine øjne kan det stigende antal unge hjemløse ikke få opmærksomhed nok. Det er nu, der skal sættes ind over for unge, som er hjemløse eller på vej til at blive det – ellers kan det blive en social deroute for de unge, som ikke kan vendes. Samlet set giver satspuljen og finansloven for 2014 et godt fundament for at bekæmpe hjemløsheden.   Et nødvendigt løft af psykiatrien Satspuljens sundhedsdel indeholder initiativer på psykiatriområdet, som skal forbedre indsatsen i regioner og kommuner for mennesker med en psykisk lidelse. Det glæder Jann Sjursen: - Vi ved, at en meget stor andel af socialt udsatte i Danmark har psykiske problemer. Jeg er derfor overordnet meget tilfreds med, at indsatsen på psykiatriområdet får et ordentligt løft. Særligt vil jeg fremhæve den vigtige akutindsats over for mennesker med psykiske problemer og indsatsen for at mindske brugen af tvang i psykiatrien. For få penge i satspuljen Jann Sjursen er dog generelt forbeholden over for størrelsen af satspuljen: - Grundlæggende er satspuljen alt for lille og fortsat historisk lav. I lyset af, at udviklingen for socialt udsatte i Danmark går den forkerte vej i disse år, så er der brug for en forbedret indsats. Det kræver ganske enkelt også flere penge både nationalt og kommunalt.
Læs nyhed
Øvrigt
20. nov. 2013
Undersøgelse: Danskere efterlyser bedre indsatser for socialt udsatte
70 procent af befolkningen mener, at socialt udsathed er et problem i Danmark. Og 50 procent mener, at indsatsen ikke prioriteres godt nok, når de offentlige midler fordeles. Det viser en ny holdningsundersøgelse, som Epinion har lavet for Rådet for Socialt Udsatte. Undersøgelsen bliver offentliggjort torsdag den 21/11 til et stormøde om indsatser for socialt udsatte, som Rådet er vært for. - Undersøgelsens resultater står i skærende kontrast til virkeligheden i stat og kommuner, hvor der spares på indsatser for socialt udsatte. Fra 2010 til 2012 har kommuner skåret en milliard kroner på udgifter til socialt udsatte. Og i regeringens sociale 2020-mål er der ikke sat finansiering af til at nå målene, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. - Det er opløftende, at danskerne bakker op om en bedre prioritering af området. Det er et område, der i alt for lang tid har været lavt prioriteret på den politiske dagsorden, siger Jann Sjursen. Rådet for Socialt Udsatte samler brugerorganisationer, frivillige sociale organisationer m.fl. på området for socialt udsatte voksne til stormøde torsdag-fredag. Målet er at komme med forslag til, hvordan regeringen kan nå de sociale 2020-mål.
Læs nyhed
Udsatteråd
11. nov. 2013
Det er lige så vigtigt at høre udsattes stemmer MELLEM valgene
En stemme er ikke kun det kryds, man sætter i stemmeboksen. Det er også den stemme, der bliver hørt mellem valgene i en løbende dialog mellem borger og beslutningstager. Sådan en dialog kan lokale udsatteråd skabe. Det skrev Rådets formand Jann Sjursen i et debatindlæg, der blev bragt i Politiken sidste uge. Herunder kan du læse hele indlægget. I PDF-filen kan du se, hvordan indlægget så ud i Politiken.   Det er lige så vigtigt at høre udsattes stemmer mellem valgene Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Med kommunalvalget lige om hjørnet er der ekstra fokus på demokratiet og på at få alle til at stemme – også socialt udsatte borgere. Men en stemme er ikke kun det kryds, man sætter i stemmeboksen. Det er i lige så høj grad den stemme, der bliver hørt mellem valgene i en løbende dialog mellem borger og beslutningstager. Socialt udsatte borgere over hele landet har brug for talerør, der til alle tider sikrer gruppen en formel adgang til beslutningstagerne – lokale udsatteråd er sådan et talerør. 73 af landets 98 kommuner har ikke et lokalt udsatteråd. Dét til trods for, at det er en stor succes hos de 25 kommuner, der har. Rådene rådgiver politikerne i kommunalbestyrelserne om, hvordan man lokalt kan forbedre forholdene for udsatte borgere. Det styrker det lokale demokrati og giver en stemme til en gruppe, der ofte bliver overhørt og kan have svært ved at råbe politikerne op. Socialt udsatte borgere eller brugerorganisationerne bør være med i de lokale udsatteråd. Regeringen vil ikke gøre det lovpligtigt for kommunerne at oprette kommunale udsatteråd på lige fod med ældreråd og handicapråd, som kommunerne SKAL nedsætte. At socialt udsatte ikke er ligestillet, giver et uheldigt signal om, at gruppen er mindre vigtig end andre. Det forstærker den marginalisering, socialt udsatte allerede oplever. Kommunalbestyrelserne kan råde bod på den manglende ligestilling ved at nedsætte et lokalt udsatteråd. Det sker ofte på opfordring fra lokale ildsjæle. Den kommunale valgkamp er en oplagt anledning for de lokale kræfter til at udfordre de kommende byrådsmedlemmer på deres vilje til dialog med socialt udsatte – også efter valget. Rådet for Socialt Udsatte skrev for nyligt til 140 væresteder, forsorgshjem, varmestuer og andre tilbud til socialt udsatte i de kommuner, der ikke har et lokalt udsatteråd. I brevet opfordrede Rådet de frivillige kræfter til at arbejde for at få nedsat et lokalt udsatteråd i deres kommune. Rådets opfordring til de lokale kræfter er et supplement til mange gode initiativer, der for tiden sættes i gang for at få socialt udsatte til stemmeurnerne til kommunalvalget den 19. november. Rådet bakker op om og har stor respekt for dette arbejde og de mange lokale og landsdækkende frivillige sociale organisationer, der gør en stor indsats. Rådet håber, at dets initiativ i samspil med de andre kan være med til at styrke demokratiet – både før, under og efter kommunalvalget. 
Læs nyhed
Beskæftigelse
11. nov. 2013
Rådet bakker op om forslag til at styrke socialøkonomiske virksomheder
Socialøkonomiske virksomheder kan være til gavn for socialt udsatte mennesker, som med beskæftigelse på særlige, individuelle vilkår kan få et mere værdigt liv. Derfor bakker Rådet op om en række anbefalinger til, hvad man konkret kan gøre for at udvikle området, så man styrker det potentiale, som socialøkonomiske virksomheder har. Forslagene kommer fra Udvalget for Socialøkonomiske Virksomheder, som er nedsat af regeringen.   I PDF-filen herunder kan du se det brev, som Rådet har sendt til social-, børne-, og integrationsminister Annette Vilhelmsen. I brevet bakker Rådet op om udvalgets forslag og fremhæver fire af dem, som Rådet mener er særligt vigtige.
Læs nyhed
Udsatteråd
15. okt. 2013
Rådet opfordrer frivillige til at arbejde for oprettelse af lokale udsatteråd
Det er frivilligt for en kommunalbestyrelse, om den vil nedsætte et lokalt udsatteråd. Det sker ofte på opfordring fra lokale ildsjæle. Derfor skrev Rådet for Socialt Udsatte i sidste uge til 140 væresteder, forsorgshjem, varmestuer og andre tilbud til socialt udsatte i de kommuner, der ikke har et lokalt udsatteråd. I brevet opfordrede Rådet de frivillige kræfter til at arbejde for at få nedsat et lokalt udsatteråd i deres kommune og eventuelt tage spørgsmålet op i debatten forud for kommunalvalget den 19. november. I brevet lå også en infopakke om lokale udsatteråd. Socialt udsatte har brug for et talerør, der til alle tider sikrer gruppen en formel adgang til beslutningstagerne. Socialt udsatte borgere bliver ofte overset i den lokale politiske debat og formår måske ikke at råbe politikerne op under kommunens forhandlinger om vigtige beslutninger. Et lokalt udsatteråd sikrer en jævnlig og vedvarende dialog mellem socialt udsatte borgere og politikerne i en kommune og styrker dermed demokratiet. Samspil med andre initiativer Rådets opfordring til de lokale kræfter er et supplement til mange gode initiativer, der for tiden sættes i gang for at få socialt udsatte til stemmeurnerne til kommunalvalget den 19. november. Rådet bakker op om og har stor respekt for dette arbejde og de mange lokale og landsdækkende frivillige sociale organisationer, der gør en stor indsats. Rådet håber, at dets initiativ i samspil med de andre kan være med til at styrke demokratiet – både før, under og efter kommunalvalget.
Læs nyhed
Øvrigt
10. okt. 2013
2020-mål: Høje ambitioner – hvor er investeringerne?
Regeringens 2020-mål på stofmisbrug om, at 50 procent af afsluttede behandlingsforløb skal ende med stoffrihed eller reduktion i stofbrug, er et ambitiøst mål. Det kan dog vise sig at være helt urealistisk, hvis der ikke samtidig investeres i området. Sådan skriver Rådets formand Jann Sjursen i et debatindlæg på Altinget.dk i dag. Nedenfor kan du læse indlægget:   2020-mål: Høje ambitioner – hvor er investeringerne? Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Regeringens 2020-mål på stofmisbrug om, at 50 procent af afsluttede behandlingsforløb skal ende med stoffrihed eller reduktion i stofbrug, er et ambitiøst mål. Det kan dog vise sig at være helt urealistisk, hvis der ikke samtidig investeres i området. Med de eksisterende metoder og måder at behandle stofmisbrugere er det kun 20-30 procent af de personer, der afslutter et behandlingsforløb med stoffrihed, der holder sig stoffrie i det følgende år. Samtidig har behandlingseffekten hverken i Danmark eller udlandet rykket sig markant de seneste 40 år. Det er derfor nærmest et mål om at bryde ”lydmuren” i den eksisterende behandling, som regeringen sætter sig. Det kan kun bifaldes. Men det holder ikke uden brug af flere penge.  Når man dertil lægger, at kun cirka halvdelen af de 33.000 misbrugere med behandlingskrævende misbrug er i behandling – så må man forvente, at der med bedre behandling skal behandles endnu flere. Tallet stammer fra Sundhedsstyrelsen, hvis estimat i øvrigt kun dækker de misbrugere, som kommer i kontakt med offentlige registre – de egentlige mørketal har man ikke fat i. Regeringens mål er som skrevet sat højt. Men i formuleringen af målet ligger der også en anerkendelse af, at reduktion i stofbrug også er et behandlingsmål – ikke kun stoffrihed. Det er et fremskridt. Der er meget i den eksisterende indsats, der kan gøres bedre. Alt for mange misbrugere er i en sporadisk substitutionsbehandling, hvor de ikke modtager tilstrækkelige tilbud om psykologbehandling, noget at lave, uddannelse og/eller beskæftigelse på egne vilkår. Det høres også alt for tit, at efterværnet efter intensiv behandling (døgn- eller dagbehandling) er utilstrækkelig.  Paradoksalt nok har kommunerne fra 2010-2012 sparet 55 millioner kroner på stofmisbrugsbehandlingen – det svarer til seks procent. I samme periode har de også sparet på støttekontaktpersoner til misbrugere, sindslidende mv. – helt præcist 54 millioner kroner. Det er en reel besparelse på 24 procent! På aktivitets- og samværstilbud og beskyttet beskæftigelse til misbrugere, sindslidende mv. har kommunerne sparet 145 millioner kroner svarende til 24 procent. Med de besparelser går kommunerne bestemt ikke i retning mod bedre efterværn og opfølgning. Det er vanskeligt at forestille sig, at man i behandlingsresultater og effekter kan bryde ”lydmuren” uden at investere mere. Som Hanne Thomsen, formanden for Missionen blandt Hjemløse, skrev i sit indlæg i sidste uge, håber jeg, at afsnittet i regeringens 2020-plan om, at der ikke er brug for at afsætte flere midler – og ministrenes gentagen af dette mantra – er en smutter i korrekturen på både skriftet og talepunkterne. Desværre tager jeg nok fejl. Det samme gør de, der tror, at man på det sociale område kan få fremskridt og forbedringer helt uden at investere. Jeg opfordrer regeringen og andre gode kræfter til at formulere konkrete forslag, der fører os tættere på målene. Så må det vurderes, hvad der ligger inden for de eksisterende økonomiske rammer, og hvad der kræver investeringer ud over det. Rådet for Socialt Udsatte deltager gerne i denne proces.  
Læs nyhed
Sindslidende
04. okt. 2013
Nu venter psykiatrien på regeringen!
Pressemeddelelse fra Rådet for Socialt UdsatteFredag den 4. oktober 2013 Nu kan regeringen ikke længere udskyde at komme med ambitiøse mål for en bedre indsats til sindslidende og psykisk sårbare. Rapporten fra regeringens Psykiatriudvalg, som i dag bliver offentliggjort, sætter fingeren på mange ømme punkter, som regeringen bør komme med konkrete bud på, hvordan kan løses. Rådet for Socialt Udsatte peger især på udvalgets forslag om ambitiøse og konkrete mål for reduktion af brugen af tvang: - Der skal gøres op med afmagtspsykiatrien og gennemføres en kulturændring i forhold til brugen af tvang, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Især behandlingen af dobbeltbelastede personer, altså personer med både en psykisk lidelse og et misbrug, skal strammes op og forbedres: - Det må være slut med, at mennesker med en sindslidelse og et misbrug ikke får en samlet og integreret behandling, siger Jann Sjursen. Siden kommunalreformen har regionerne, der har ansvar for den psykiatriske behandling, og kommunerne, der har ansvaret for misbrugsbehandlingen, været forpligtet til at tale sammen om behandlingen af dobbeltbelastede borgere. Alligevel er der alt for mange eksempler på, at de to sektorer ikke samarbejder. Reelle forbedringer koster Psykiatriudvalget har delt deres anbefalinger op i dém, der efter udvalgets vurdering kan gennemføres inden for de eksisterende budgetter, og dém, der kræver flere økonomiske ressourcer. Regeringen må ikke nøjes med kun at plukke i de omkostningsfrie forslag. Hverken i den regionale eller den kommunale indsats kan der for alvor ske forbedringer af indsatsen uden nye investeringer. Rapporten peger bl.a. på behovet for bedre uddannelse af personalet som ét element i en samlet indsats for at nedbringe brugen af tvang. Imidlertid har udvalget ikke sat kroner og ører på de anbefalinger, der ifølge udvalget vil koste noget at gennemføre. Det er en stor mangel ved udvalgsarbejdet. – Når udvalget ellers har arbejdet så intenst med området, er det ærgerligt, at der ikke også er vurderinger af omkostningssiden, siger Jann Sjursen. Med konkrete forslag til omkostninger kunne man nemmere spille op af eksisterende fakta – for eksempel tallet for fuldtidsstillinger i den regionale psykiatri, som Dansk Sygehusinstitut sidste år vurderede, at der manglede 1.200 af. Jann Sjursen slutter af med opfordringen til, at de ambitiøse mål for forbedringer i psykiatrien bliver gjort til konkrete og forpligtende 2020-mål.
Læs nyhed
1 ... 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 ... 27