LUK
  • Man får bare lyst til at lukke ned for alt og isolere sig, fordi man ikke har råd til at leve Mand, 27 år, om fattigdom

  • 00:10
Fattigdom
04. apr. 2014
Rådets nye rapport: Forslag til, hvordan man bekæmper fattigdom
Et loft på nedsættelsen af kontanthjælp og skattetræk på små indtægter tjent ved siden af kontanthjælpen, bedre mulighed for eftergivelse af gæld og en bedre boligstøtte – det er blot tre af de forslag til, hvordan man kan bekæmpe fattigdom, som Rådet for Socialt Udsatte fremhæver fra en ny rapport om fattigdomsbekæmpelse, som CASA (Center for alternativ samfundsanalyse) har lavet for Rådet. Efter at regeringen i 2013 vedtog en fattigdomsgrænse, vil det logiske næste skridt være at lave en strategi til bekæmpelse af fattigdom – noget, som Rådet i lang tid har efterspurgt. Den danske debat om fattigdom er fastlåst, og der kommer få nye ting på bordet. Rådet bad derfor CASA om at kigge på de lande, vi normalt sammenligner os med, og undersøge, om der er nye ideer at hente dér. Herunder kan du læse: 1) Et samlet overblik over forslagene fra andre lande. 2) Et mere detaljeret overblik med en mere uddybende gennemgang af forslagene fra hvert enkelt land.
Læs nyhed
Fattigdom
18. mar. 2014
Når forargelse driver socialpolitikken
Man kan ikke - som Politiken gjorde forleden dag - bare sammenligne en almindelig løn med den samlede ydelse, en kontanthjælpsmodtager får. Sådan skriver Rådets formand Jann Sjursen i et debatindlæg, som er i Politiken i dag. Herunder kan du læse hele indlægget:   Når forargelse driver socialpolitikken Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Social Udsatte Politikens forsideoverskrift fra 11. marts, ”Hver femte ledig får over 200.000 kroner”, forarger. For det første er indholdet i artiklen misvisende – mange kontanthjælpsmodtagere er ikke ledige, de er syge, i behandling, er eller burde være i rehabilitering, uddannelse eller oplæring. For det andet giver artiklen medløb til en forargelse, der allerede eksisterer hos mange danskere, og som kun har én udgang: At kontanthjælpen bliver beskåret for mennesker, der er syge, i behandling eller uden chance for kunne arbejde. Tallene er økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestagers svar til et spørgsmål fra Folketingets Finansudvalg. Politiken hopper på den limpind, som spørgerne i udvalget har sat op, nemlig hvor man sammenligner en almindelig løn med et beløb, som ganske rigtigt består af kontanthjælp, men også består af ydelser til børn, fripladser og lignende – ydelser, som alle børnefamilier i tilsvarende situation med lav indkomst kan få. Det kan være indkomst fra SU, løn, selvstændig virksomhed og andet. Formålet med ydelserne er, at børnefamilier kan hjælpe deres børn godt i vej, selv om de har lav indkomst. Sammenregningen fører til, at for eksempel en enlig kontanthjælpsmodtager med tilstrækkeligt mange børn og høj husleje ”tjener” over 250.000 kroner. Men hvis man laver det samme regnestykke for en enlig lønmodtager i lavtlønsområdet med ét barn, så har AE-Rådet så glimrende vist, at vedkommende tjener mere end 350.000 kroner brutto. Skal vi forarges over dét? Nej, selvfølgelig ikke. Man kan ikke bare omregne børnefamilieydelse, børnetilskud og lignende til bruttoløn. Man får ikke løn for at få børn. Man kan kun frygte, hvor størrelsen af kontanthjælpen ender, hvis forargelsen bag Politikens forsideoverskrift driver værket. Hvor er derimod forargelsen over, at kontanthjælpssystemet er ved at blive afviklet som værn mod fattigdom for de dårligst stillede i Danmark? I forvejen er der huller i systemet: Det har på papiret hjulpet med at afskaffe fattigdomsydelser, men mange lider i realiteten alvorlige afsavn, hvis de er på en almindelig kontanthjælp – 14 procent af kontanthjælpsmodtagerne har af og til ikke råd til at spise tre måltider om dagen, 12 procent har undladt at købe medicin, og 27 procent undlader at besøge familie og venner, der bor mere end 20 kilometer væk. Og med regeringens indførelse af den nye fattigdomsydelse, uddannelseshjælpen, er der stor risiko for mange flere fattige og hjemløse danskere blandt unge - unge der opgiver fodfæstet i livet, fordi de bare bliver sat på den lave ydelse uden, at kommunerne sætter andre fremadrettede, hjælpende tiltag i gang.  Indignation kan være og er ofte en god drivkraft i politik, men vi må passe på, at forargelsen ikke bliver en undskyldning for at opgive solidariteten med de dårligst stillede i samfundet.
Læs nyhed
Øvrigt
07. mar. 2014
Lukkede puljer
Vent med at træffe hurtige beslutninger om, hvordan ansøgninger til puljer i ministerierne skal foregå - for ingen af de hidtidige måder har fungeret optimalt. Sådan skriver formand Jann Sjursen i et debatindlæg i dag i Kristeligt Dagblad. Læs hele indlægget herunder.   Lukkede puljer Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Umiddelbart synes svaret på lukkede puljer i Socialministeriet at være enkelt – gør dem til åbne ansøgningspuljer! Senest har Frivilligrådets formand Vibe Klarup Voetmann i debatten fremført, at de frivillige organisationer bruger ekstra tid og ressourcer på lobbyarbejde for at finde ud af, hvilke puljer, der eksisterer, og hvordan organisationerne kan få en del af kagen. Der er derfor – fra mange flere kritikere end bare Frivilligrådet – ønsker om at ændre procedurerne. Men kaster man et blik tilbage i tiden, tyder det snarere på, at der er brug for at viske tavlen ren i forhold til ansøgningsformerne. For problemet med tidskrævende ansøgningsprocedurer er langtfra ny. I slut-90’erne og start-00’erne var det helt almindeligt, at organisationer og lobbyister gik folketingsmedlemmer på dørene eller hev fat i dem på Christiansborgs gange for at gøre opmærksom på dem selv og deres projekter. Det førte også til kritik for mangel på åbenhed og lige behandling af potentielle ansøgere. Desuden tog det for meget af organisationernes og folketingsmedlemmernes egen tid, og ringmapperne med ansøgninger fyldte for meget på deres hylder. I stedet blev de åbne puljer skabt. Alle kunne søge, og rugbrødsarbejdet lå hos embedsmændene. Det har blot skabt et nyt problem for organisationerne. For når der er åbent for alle, som er det mest almindelige, er der tilsvarende mange organisationer, der bruger time-, dage- og ugevis på at udforme ansøgninger, hvoraf langt de fleste er spildt arbejde, fordi kun en brøkdel får del i puljepengene i sidste ende. Tilmed er der fortsat lukkede puljer, som organisationers lobbyister må bruge tid på at finde gennem et detektivarbejde. Hvor er puljerne? De er få og stadig færre! Der er altså ingen af de hidtidige procedurer, der har fungeret optimalt og uden, at en eller flere parter følte, de brugte for meget tid på det. Så frem for at kaste sig ud i hurtige beslutninger eller vælge en løsning, der er en kopi af tidligere tiders procedurer, er der nok nærmere behov for at sætte uret på timeout, samle politikere og organisationer og sammen finde den proces, der giver mest mening – og koster mindst tid.
Læs nyhed
Udsatte grønlændere
07. mar. 2014
Konference med bud på bedre indsatser for udsatte grønlændere
”Der skal udarbejdes en integrationspakke. De Grønlandske Huse skal stå for integrationen af alle grønlændere og henvise til den relevante myndighed.” ”Mulighed for gratis terapi og psykologhjælp – udsatte grønlændere i Danmark har mange psykiske problematikker.” Det var nogle af de forslag til forbedringer af indsatser for udsatte grønlændere, som deltagerne havde skrevet og hængt op på gule, grønne, røde og blå lapper. Og det var netop formålet med den konference, som Rådet for Socialt Udsatte havde inviteret til onsdag den 5. marts i Fællessalen på Christiansborg. De 150 deltagere, der både talte politikere, praktikere og forskere, var interesserede, engagerede og indignerede, og en summen af snak og meningsudvekslinger fyldte fra morgenstunden salen og fortsatte dagen ud. Indsatser skal vare ved og bredes ud Rådets formand Jann Sjursen var den første til at indtage Fællessalens talerpodie. Han bød velkommen med opfordringen om, at projekterne i de indsatser, der bliver en del af regeringens nye grønlænderstrategi, ikke stopper, når strategien stopper. Det så man nemlig ske med den såkaldte Hvidbog i midten af 00'erne. Herefter gav Jann Sjursen ordet til Finn Sørensen, MF (EL) og medlem af Folketingets Social- og Grønlandsudvalg. Han understregede vigtigheden af, at de erfaringer, man får med grønlænderstrategien, hurtigst muligt bliver bredt ud til alle landets kommuner – lige nu er kun fem kommuner med i strategien. Dansk og grønlandsk socialminister enig i behov for bedre indsatser Den grønlandske socialminister Martha Lund Olsen, minister for Familie og Justitsvæsen i Grønland, havde taget turen helt fra Grønland. Hun lagde ud med at efterlyse integrationshjælp til grønlændere, der kommer til Danmark. Derudover fortalte hun om de ting, man gør i Grønland for at forebygge socialt udsathed. Da den danske socialminister Manu Sareen, minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, tog over fra sin grønlandske kollega, startede han ud med at vedkende sig, at der i mange år ikke er blevet gjort nok for at hjælpe udsatte grønlændere i Danmark. Han ville gerne være med til at sørge for, at erfaringerne fra grønlænderstrategien i 2016 bliver bredt ud til hele landet. Herefter stillede de to socialministre sammen op til spørgsmål fra tilhørerne. Når grønlændere rejser til Danmark Til frokost havde deltagerne både mulighed for at netværke med hinanden over en sandwich og skrive udfordringer og løsninger for udsatte grønlændere ned på post-it-sedler og hænge dem op på væggen. Efter frokost gik oplægsholderne fra at være politikere til at have en mere faglig karakter. Seniorforsker ved SFI, Else Christensen, fortalte om sin undersøgelse af, hvorfor nogle grønlændere rejser til Danmark. Hun kunne blandt andet fortælle, at beslutningen om at rejse til Danmark ofte bliver truffet hurtigt og uden at forberede et forsørgelsesgrundlag i Danmark. Herefter var der besøg fra Aalborg, hvor der er særligt mange grønlændere blandt byens hjemløse. Derfor har kommunen oprettet en særlig grønlænderenhed. Jeppe Bülow Sørensen fra enheden fortalte, at grønlænderne er glade for den sagsbehandling, de får dér, fordi alle sagsbehandlerne har særlig viden om grønlændere. Helle Rønn Christensen fra Kofoeds Skole i Aalborg fortalte om skolens tilbud til grønlændere. Dagens sidste mand på podiet var Peter Ellemann, som er leder af hjemløseenheden i København. I København har man ikke en decideret grønlænderenhed. Peter Ellemann fortalte, hvordan man i stedet forsøger at integrere grønlændere i eksisterende tilbud. Til slut kunne de spørgelystne deltagere debattere med oplægsholderne. Rådet kommer med anbefalinger til regeringen Som dagen var skredet frem, havde Fællessalens væg fået mere og mere kulør af deltagernes lapper med forslag. Rådet vil bruge konferencen og deltagernes input til at formulere konkrete forslag til regering og Folketing, der kan forbedre indsatserne for udsatte grønlændere. OBS: Rådet vil stadig gerne have forslag til, hvordan man kan forbedre indsatserne – hvis du har input, kan du sende dem til Rådet på post@udsatte.dk seneste onsdag den 12. marts.
Læs nyhed
Udsatte grønlændere
06. mar. 2014
Hjælpen til udsatte grønlændere er alt for dårlig
I går, den 5. marts, holdt Rådet konference om indsatsen for udsatte grønlændere. I den anledning har formand Jann Sjursen et indlæg i Politiken i dag om netop denne indsats. Læs hele idnlægget herunder:   Hjælpen til udsatte grønlændere er alt for dårlig Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Udsatte grønlændere i Danmark får ikke ordentligt hjælp til deres ofte massive problemer. Gruppen er blevet svigtet i årevis, og problemet vokser blot i takt med det stigende antal tilflyttende grønlændere: Socialministeriet anslår, at der lever mellem 1.000-1.200 udsatte grønlændere i Danmark. Men tallet kan i realiteten være dobbelt så højt, mener flere af de eksperter og praktikere på området, som Rådet samarbejder med. De har længe fortalt om et stigende antal grønlændere (især unge), der flytter spontant til Danmark uden at have forberedt et forsørgelsesgrundlag eller sted at bo og i stedet ender i hjemløshed, misbrug eller fattigdom. På grund af et begrænset politisk fokus på gruppen, mangler der viden om udsatte grønlændere. Derfor gennemførte Rådet for Socialt Udsatte i efteråret selv en undersøgelse af, hvorfor nogle grønlændere bliver udsatte, når de flytter til Danmark. I den forbindelse talte vi med 12 udsatte grønlændere i Danmark. Undersøgelsen og beretningerne fra de sociale organisationer viser en tydelig tendens: Der bliver gjort alt for lidt for at hjælpe disse mennesker. For eksempel viser hjemløsetællingen fra 2013, at kun to procent af de grønlandske hjemløse er i behandling for deres misbrug eller psykiske sygdom, mens tallet er 15 procent for danske hjemløse. Derudover vidner beretningerne fra de sociale organisationer og fagfolk om manglende indsatser, få midler, lav prioritering af området hos beslutningstagerne, og personale på socialkontorer, der ved alt for lidt om grønlændere og deres særlige udfordringer ved at forstå dansk og danskerne. Sidstnævnte er en meget væsentlig faktor. For er der én ting, som fagfolk og Rådets egen undersøgelse slår fast, er det, at grønlænderes anderledes forventninger og manglende kendskab til den sociale indsats og danske forhold spiller en meget stor rolle i spørgsmålet om, hvorfor nogle grønlændere bliver udsatte i Danmark. Modsat hvad man kunne tro, får grønlændere i dette henseende ingen fordele ud af at være en del af rigsfællesskabet. Rigsfællesskabet betyder, at grønlændere og danskere frit kan rejse mellem og opholde sig i de to lande. Og grønlændere, der kommer til Danmark for at bo, har ret til danske velfærdsydelser – de skal dog aktivt søge om dem. I teorien har grønlændere altså et stort forspring i forhold til andre indvandrere – men i praksis sætter rigsfælleskabet grønlændere tilbage i køen: Når man er udlænding over 18 år og kommer til Danmark for at bo, er man næsten altid omfattet af integrationsloven. Så får man tilbudt en bolig, et integrationsprogram med danskundervisning, kursus i danske samfundsforhold og opkvalificering til arbejdsmarkedet. Men fordi grønlænderne er danske statsborgere, er der ingen pligt til at tilbyde integrationsprogrammer. ”Andre fra andre lande får en tilbudspakke: Her kan du bo, her har du kontanthjælp. Men Danmark og Grønland bliver set som det samme. Hjælpen er gør-det-selv-agtig. Men mange grønlændere er ikke gode til at udtrykke sig,” siger Lukas, som er en af de medvirkende i Rådets undersøgelse. Kommunikationsproblemer fylder også, når kontakten til det danske hjælpesystem er skabt – et system, det for socialt udsatte mennesker i al almindelighed er en jungle at finde rundt i. Udsatte grønlændere har præcist de samme vanskeligheder, men kæmper derudover med problemer med det danske sprog – foruden de sociale og kulturelle forskelle. ”Der er mange grønlændere, der ikke er 100 procent på dansk. Derfor kan vi og socialrådgiverne nemt misforstå hinanden,” siger Aviaja, som er en anden medvirkende i Rådets undersøgelse. Desuden er en del grønlandsk kommunikation nonverbal: En rynken på næsen kan betyde ”hvem” eller ”nej”, og et træk på skuldrene kan signalere ”du bestemmer.” En del grønlændere er også tilbageholdende og ønsker at være medgørlige. Så en grønlænders reaktion på en dansk socialrådgivers uforståelige forklaringer, kan for den danske socialrådgiver blive opfattet som en accept af det sagte. Men bliver der slet ikke fra centralt hold gjort noget for udsatte grønlændere? Jo. Men indsatsen har indtil videre vist sig at være for inkonsistent og præget af lappeløsninger. Satspuljefinansierede projekter sættes i gang, men stopper, når pengene slipper op. Under de betingelser bliver der ikke udviklet den ekspertise og de særlige fagligheder, der er nødvendige for at give socialt udsatte grønlændere en bedre behandling. Der er rigtigt mange led i kæden mellem en grønlænders afrejse fra Grønland og tilværelsen som udsat i Danmark. Oplysning i Grønland om Danmark og det danske system kan gøres meget bedre, og heldigvis er man ved at lave en oplysningskampagne om netop dette i Grønland. Ankomsten til Danmark og indføringen i regler, skikke og sprog trænger til et gevaldigt løft. Og indsatserne for de mennesker, der alligevel ender som udsatte, skal prioriteres meget højere. Der mangler psykiatere, misbrugsbehandlere og socialrådgivere med kulturel og sproglig kompetence. Som et forsøg på at samle disse mange led holdt Rådet i går en konference om udsatte grønlændere, hvor de cirka 150 deltagere både tæller socialministeren, den grønlandske minister for Familie og Justitsvæsen, forskere, fagfolk og praktikere. Rådet håber, at deltagerne med hver deres viden og kompetence kan give hinanden og de danske og grønlandske beslutningstagere et fagligt indspark til, hvordan indsatsen for udsatte grønlændere kan blive meget bedre.  
Læs nyhed
Misbrug
03. mar. 2014
Tilståelsessag: Myndigheder krænker dobbeltbelastede borgeres rettigheder
Det er pivhamrende ulovligt, når behandlere på psykiatriske udrednings- og behandlingssteder afviser mennesker med psykiske problemer med det krav, at de først skal være stoffri. Desværre er det en problematik, som Rådet i årevis har kendt til. Sådan skriver Rådets formand Jann Sjursen i dag i et debatindlæg i Jyllands-Posten. Herunder kan du læse hele indlægget:   Tilståelsessag: Myndigheder krænker dobbeltbelastede borgeres rettigheder Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Udtrykket ”at stå på dørtærsklen til noget” betyder at stå over for en ny og ofte bedre begyndelse. Men mennesker med psykiske problemer, der samtidig har et stofmisbrug, bliver bogstaveligt talt afvist på dørtrinnet til psykiatriske udrednings- og behandlingssteder, ofte uden at få så meget som en samtale med en læge. Kravet fra behandlerne er nemlig, at de skal være stoffri, ofte i månedsvis, før de får lov at blive udredt. Men det krav er pivhamrende ulovligt ifølge sundhedsloven. Problemet er desværre velkendt og påpeget af Rådet for Socialt Udsatte og andre – senest for nylig i en P1 Dokumentar om ADHD-ramte, der bliver nægtet en psykiatrisk behandling på grund af deres misbrug. I udsendelsen medvirkede Flemming Stenild, formand for Danske Regioners Social- og Psykiatriudvalg. Efter at han klart erkendte, at afvisningen af disse mennesker er ulovlig, fortalte han, at Danske Regioner allerede var opmærksomme på problemet for tre år siden, og at han nu håbede, at problemet kan være løst inden for det kommende år. Den udmelding er simpelthen for slap. Der er blevet spildt og spildes fortsat menneskeskæbner på gulvet, fordi regioner og kommuner snøvler. Regioner tager sig af den psykiatriske behandling, og kommunerne står for misbrugsbehandlingen, og de to instanser er dårlige til at tale sammen og få givet en koordineret indsats. I 2013 blev satspuljepartierne enige om fremover at afsætte 6 millioner kroner årligt til at forbedre denne indsats. Men når problemet har været kendt i årevis af både politikere, praktikere og ikke mindst de berørte mennesker, uden at der er sket noget, skal der meget skrappere midler i brug. For eksempel kan regioner og kommuner få bøder, hvis de overskrider deres budgetter. Hvorfor er der ikke lignende sanktioner, når de krænker borgeres rettigheder? Det paradoksale ved, at loven ikke bliver overholdt, er, at hvis den gjorde, ville hele samfundet vinde på det: Som det fremgår af P1 Dokumentaren, stopper mange patienters misbrug af sig selv, når de kommer i psykiatrisk behandling, fordi der ikke længere er behov for at dulme de psykiske symptomer. Det får mange ud af den kriminalitet, der hidtil har finansieret stofferne. Og når krop og sjæl har fundet ro i en behandling, er det meget nemmere at koncentrere sig om uddannelse og job.
Læs nyhed
Udsatte grønlændere
07. feb. 2014
Kom til konference om udsatte grønlændere
Den 5. marts 2014 holder Rådet for Socialt Udsatte konference om udsatte grønlændere - og du er inviteret. Konferencen foregår i Fællessalen på Christiansborg fra 9.30-15.00, og det er gratis at deltage. Læs mere om konferencen i programmet.
Læs nyhed
Unge
31. jan. 2014
Undersøgelse om udsatte unge skal vise, hvordan de bedre kan hjælpes
Vi har brug for at vide meget mere om udsatte unge og om, hvad der kan hjælpe dem. For hjælpen er tydeligvis ikke god nok. Derfor har Rådet sat gang i en undersøgelse om udsatte unge. Sådan skriver formand Jann Sjursen i en klumme på hjemmesiden www.en-af-os.dk. 'En af os' er en kampagne, der vil afstigmatisere psykisk sygdom. Herunder kan du læse hele klummen, som du også kan finde her.   Undersøgelse om udsatte unge skal vise, hvordan de bedre kan hjælpes Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Vi har brug for at vide meget mere om udsatte unge og om, hvad der kan hjælpe dem. For hjælpen er tydeligvis ikke god nok: Der kommer flere unge på kontanthjælp, flere unge hjemløse og flere unge misbrugere. Det er unge, der mangler netværk, uddannelse og arbejde, har omfattende sociale og psykiske problemer og føler sig uvelkomne i et samfund, som stiller meget høje krav til effektivitet og uddannelsesniveau. Hvordan er vi nået hertil? Bliver der ikke gjort nok for udsatte unge? Eller er den hjælp, de får, ikke den rigtige? Det vil Rådet for Socialt Udsatte prøve at finde ud af. Derfor har vi bedt Center for Ungdomsforskning (CeFU) om at undersøge udsatte unges livssituation, hvordan de unge selv håndterer den, og hvad de har brug for til at få det bedre. CeFU skal grave et spadestik dybere, end Rådet hidtil selv har gjort. I 2013 lavede Rådet nemlig en kvalitativ undersøgelse af 30 udsatte unges møde med det offentlige system og de tilbud om hjælp, de får derfra. Udover fattigdom, hjemløshed eller misbrug var psykisk sårbarhed noget, som mange af disse unge kæmpede med. En af de unge, en mand med skizofreni og depressioner, fortalte: ”Jeg kunne godt have brugt, at kommunen ville tænke i behandlingstilbud, allerede da jeg var syg, i stedet for at der skulle gå halvandet år, hvor jeg blev endnu mere syg.” En anden sagde: ”Jeg prøvede igen og igen at sige til min sagsbehandler, at jeg havde det dårligt, men de sendte mig bare til jobcoach. På daværende tidspunkt var jeg så dårlig, at jeg ikke kunne formulere en positiv sætning om mig selv.” For de unge, vi talte med, var uddannelse og arbejde ikke en magisk løsning på deres problemer og marginalisering. En ansættelseskontrakt i hånden eller en indskrivning på en skole fjerner ikke den forhistorie og de dybtliggende problemer, der ofte er årsag til, at de unge til at starte med havde svært ved at søge/gennemføre en uddannelse eller job. Vores undersøgelse viste, at de unge i stedet har et stort ønske om at få andre og mere hensigtsmæssige tilbud om hjælp – for eksempel psykologhjælp, misbrugsbehandling, mere fleksible uddannelses- og arbejdsformer og bare dét at blive mødt med respekt og værdighed. Men alt hvad der ligger forinden og udenom disse ønsker, ved vi for lidt om: Hvordan oplever og håndterer de unge en ofte meget udfordrende hverdag? Hvad består den hverdag af? Hvilke strategier gør de selv brug af for at løse deres problemer? Hvilke eksisterende tilbud og former for hjælp fungerer for dem og ønsker de flere af? Og hvordan kan man – udover at forbedre selve tilbuddene – forbedre de unges livssituation? Det er lige nøjagtigt disse spørgsmål, som Center for Ungdomsforskning skal forsøge at besvare i deres undersøgelse, som de gik i gang med i januar i år. Rådet er talerør for udsatte borgere og er derfor især glad for den stemme, som CeFUS forskerne vil give de unge.  En stor del af undersøgelsen kommer nemlig til at bygge på 25-30 interviews med unge fra hele landet. Derudover taler forskerne med professionelle og andre ressourcepersoner, der har med de unge at gøre. Undersøgelsen ligger klar om et års tid, i januar 2015. Til den tid vil resultaterne forhåbentligt gøre det meget nemmere for Rådet at rådgive politikerne, eksperter og praktikere om, hvordan de bedst hjælper udsatte unge, herunder unge med psykiske vanskeligheder. Men vi må ikke ligge brak i mellemtiden – kurverne for unge kontanthjælpsmodtagere, hjemløse og misbrugere stiger støt. Indtil CeFUs undersøgelse ligger klar, må alle, der har viden om udsatte unges vilkår og behov, råbe op og udbrede den for resten af samfundet – præcist ligesom EN AF OS gør med sine kampagner, hjemmeside og denne klumme.   Læs Rådets publikation om udsatte unges møde med det offentlige system her.  
Læs nyhed
Øvrigt
30. jan. 2014
En faldskærm der ikke folder sig ud
En faldskærm, som ikke folder sig ud, når man er i frit fald mod jorden, er lige så meget værd som ingen faldskærm. På samme måde kan man sige, at kontanthjælpsreformens positive elementer om helhedsorienterede indsatser, koordinerende sagsbehandlere og mentorer til særligt udsatte kontanthjælpsmodtagere ikke er noget værd, hvis de ikke omsættes til virkelighed. Sådan skriver formand Jann Sjursen i et debatindlæg til Altinget.dk i dag. Nedenfor kan du læse hele debatindlægget:   En faldskærm der ikke folder sig ud Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte En faldskærm, som ikke folder sig ud, når man er i frit fald mod jorden, er lige så meget værd som ingen faldskærm. På samme måde kan man sige, at kontanthjælpsreformens positive elementer om helhedsorienterede indsatser, koordinerende sagsbehandlere og mentorer til særligt udsatte kontanthjælpsmodtagere ikke er noget værd, hvis de ikke omsættes til virkelighed. Kontanthjælpsreformen indeholder flere kritisable elementer, men den indeholder også – på papiret – nogle gode initiativer i forhold til de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere. Kontanthjælpsmodtagere med komplekse problemer skal således efter reformens hensigt modtage en helhedsorienteret indsats, som afspejler den enkeltes behov og tager hånd om hans eller hendes problemer. Den enkelte får blandt andet ret til en koordinerende sagsbehandler. For de unge under 30 år er der også mulighed for at modtage en forhøjet kontanthjælp – i forhold til den ellers urimeligt lave ungeydelse – i form af et aktivitetstillæg. Men alt dette vel og mærke kun hvis den enkelte vurderes ikke uddannelses- eller jobparat, men derimod aktivitetsparat. Kommunernes forvaltning er afgørende Der er derfor god grund til at rette spotlyset mod kommunernes forvaltning af de nye regler og den konkrete sagsbehandling. Det er i kommunerne, at kontanthjælpsreformens elementer skal implementeres, og det er derfor også her, de gode hensigter om helhedsorienterede indsatser og særlig støtte til udsatte skal stå deres prøve. Jeg er meget enig med formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, som i sit debatindlæg fra 23. januar også peger på kommunernes implementering som en altafgørende faktor. Desværre tegner der sig – som Majbrit Berlau også fremhæver – allerede et billede af, at kommunerne forvalter de nye regler meget forskelligt. Eksempelvis bliver op til 70 procent af de unge kontanthjælpsmodtagere vurderet uddannelsesparate ifølge en rundrigning til 15 kommuner foretaget af Jyllands-Posten tidligere på måneden. Det er langt over det niveau, man forventede ved vedtagelsen af reformen. Et illustrativt eksempel på den meget vide fortolkning af reglerne i kommunerne er en konkret sag, som har fyldt i mediebilledet på det sidste: En ung mand, som var indlagt på psykiatrisk hospital, blev vurderet uddannelsesparat af sin kommune. Sagen er desværre næppe er en enlig svale. Vi så også problemer med en uhensigtsmæssig implementering i forbindelse med regeringens førtidspensionsreform. Kommuner lurpasser med de ressourceforløb, som var en helt central del af reformen – i 2013 nåede de kun cirka en tiendedel af de planlagte forløb på i alt 14.000. Så i stedet for en rehabiliterende indsats er der parkeret endnu flere i kontanthjælpssystemet. Det er meget bekymrende. Reglerne skaber negative incitamenter Kommunerne står altså med en meget stor opgave med at implementere de nye reformer, og det er et ansvar, de skal tage på sig. Men hertil skal det retfærdigvis siges, at kommunerne som bekendt arbejder inden for de rammer, Folketinget har fastlagt. Og det er nok ikke for meget sagt, at kontanthjælpsreformen er skruet sådan sammen, at kommunernes incitament til at vurdere de unge uddannelsesparate er stort. Ikke alene betyder mærkatet ’uddannelsesparat’, at den unge har ret til en lavere ydelse. Det betyder også, at kommunen slipper for at skulle tilrettelægge de aktive tilbud, som de aktivitetsparate unge har krav på, om som kan bringe dem tættere på målet om uddannelse – herunder retten til en mentor og en koordinerende sagsbehandler. Og så kommer reformens gode takter i forhold til helhedsorienterede indsatser slet ikke i spil, men forbliver alene hensigter. Konsekvenserne af reformen skal monitoreres Det kan altså konkluderes, at der er et stort behov for at følge konsekvenserne af implementeringen af kontanthjælpsreformen. Der er behov for, at der sker en systematisk monitorering af, hvordan kommunerne forvalter de nye regler, og af, hvilken effekt reformen har i forhold til de berørte borgere. Der er mange faldgruber – og lang vej igen for de positive elementer i reformen.   Den 23. januar skrev formand for FOA, Dennis Kristensen, at maskerne i velfærdssamfundets sociale sikkerhedsnet er blevet større med den nye kontanthjælpsreform, og at mange derfor vil falde igennem. Skal man blive i det billede, kan man sige, at de så heller ikke længere hænger fast i sikkerhedsnettet. Men det er næppe den måde, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og forligsparterne havde tænkt sig at nå målet om, at færre skal hænge fast i kontanthjælpssystemet!                   
Læs nyhed
Udsatte grønlændere
29. jan. 2014
Rigsfælleskabet holder grønlændere udenfor
Paradoks: Fordi grønlændere indgår i rigsfællesskabet, bliver de tilbudt mindre hjælp til at integrere sig i Danmark end andre indvandrere, selvom mange grønlændere har mindst lige så meget brug for hjælpen. Sådan skriver formand Jann Sjursen i en kronik i dag i Kristeligt Dagblad. Herunder kan du læse hele kronikken:   Rigsfælleskabet holder grønlændere udenfor Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte I et fællesskab er der desværre ofte nogen, der ufrivilligt står uden for. Det gælder også i det rigsfællesskab, som Grønland og Danmark indgår i. Rigsfællesskabet kan paradoksalt nok skabe så store problemer for grønlændere, der kommer til Danmark, at de risikerer at ende som socialt udsatte. Social-, Børne-, og Integrationsministeriet anslår, at der er mellem 1.000-1.200 udsatte grønlændere i Danmark. Men tallet kan i realiteten være dobbelt så højt, mener flere eksperter og praktikere på området. De har længe fortalt om et stigende antal grønlændere (heriblandt unge), der flytter spontant til Danmark uden at have forberedt et forsørgelsesgrundlag eller sted at bo og i stedet ender i hjemløshed, misbrug eller fattigdom. Rådet for Socialt Udsatte er talerør for udsatte mennesker. Derfor gik Rådet i efteråret 2013 i gang med en undersøgelse om udsatte grønlændere i Danmark, som først og fremmest er båret frem af 12 udsatte grønlænderes livshistorier. De skal høres og får derfor plads i denne kronik. Men lad os begynde ved paradokset. Rigsfællesskabet betyder, at grønlændere og danskere frit kan rejse mellem og opholde sig i de to lande. Og grønlændere, der kommer til Danmark for at bo, har ret til danske velfærdsydelser – de skal dog aktivt søge om dem. I teorien har grønlændere altså et stort forspring i forhold til andre indvandrere – men i praksis sætter rigsfælleskabet grønlændere tilbage i køen: Når man er udlænding over 18 år og kommer til Danmark for at bo, er man næsten altid omfattet af integrationsloven. Så får man tilbudt en bolig, et integrationsprogram med danskundervisning, kursus i danske samfundsforhold og opkvalificering til arbejdsmarkedet. Men fordi grønlænderne er danske statsborgere, er der ingen pligt til at tilbyde integrationsprogrammer. ”Andre fra andre lande får en tilbudspakke: Her kan du bo, her har du kontanthjælp. Men Danmark og Grønland bliver set som det samme. Hjælpen er gør-det-selv-agtig. Men mange grønlændere er ikke gode til at udtrykke sig,” siger Lukas, som er en af de medvirkende i Rådets undersøgelse. Uvidenhed om det danske system eller hjælpesystemer generelt har haft betydning for, at flere af de medvirkende i vores undersøgelse endte i sociale problemer. Den manglende viden skyldes blandt andet, at de fleste af dem ikke var socialt udsatte eller ikke modtog offentlige ydelser, da de boede i Grønland. Lukas blev hjemløs i Danmark og fik først hjælp efter tre måneder, da hans venner gjorde ham opmærksom på, at han godt kunne søge om kontanthjælp uden en fast adresse. En anden, Thomas, var hjemløs i seks måneder, før han tilfældigvis mødte en gadeplansmedarbejder, der opdagede, at Thomas ikke var i kontakt med det danske system, og hjalp ham videre. En del af forklaringen på, hvorfor nogle grønlændere bliver/er udsatte, ligger i historien. Da Grønland i 1953 blev udnævnt til dansk amt, skulle de grønlandske børn lære dansk – enten i Grønland eller på skoleophold i Danmark. Flytningerne frem og tilbage gav mange børn identitetskriser. Samtidig blev mange grønlændere tvangsforflyttet fra bygder til moderne boliger – den moderniseringsproces, som Danmark naturligt havde gennemgået over flere hundrede år, blev trukket ned over hovedet på grønlænderne på få årtier. Førhen havde man levet i store fællesskaber og passet hinandens børn. Nu skulle familier klare sig selv i hver deres bolig. Den kæmpe omvæltning og opgave var mere, end nogle familier kunne magte, og mange børn blev omsorgssvigtet og nogle anbragt uden for hjemmet. 52-årige Johans mor efterlod ham hos alkoholiske bedsteforældre, og senere endte han i plejefamilie, som sendte ham på kostskole i Danmark. 41-årige Miniks mor var i praksis alene med syv børn på grund af faderens alkoholmisbrug, og Minik blev som 10-årig anbragt på et børnehjem. Efter Grønland i 1979 fik hjemmestyre, ville landet tilbage til dets rødder og satte atter fokus på det grønlandske sprog. Alt dansk blev mødt med modstand. Mange af de grønlændere, der ikke længere mestrede det grønlandske sprog, følte sig nu behandlet som andenrangs borgere. På ny befandt de sig i en identitetskrise. ”I Grønland er jeg for dansk, og i Danmark er jeg ”bare” grønlænder,” fortæller Naja i undersøgelsen. Pointen er, at mange af de grønlændere, der lever en udsat tilværelse i Danmark, bærer rundt på store identitetskriser, svigt, overgreb og traumer. Dybe ar, hvoraf mange er ubehandlede, og som dels kan betyde, at dagligdagens krav og gøremål virker uoverskuelige, dels at arrene går i arv til nye generationer. 35-årige Naja havde en misbrugende mor, som ikke kunne tage sig af hende. I dag kæmper Naja selv med misbrug og har ladet sine egne børn anbringe i plejefamilie. Det skaber ekstra forvirring for nogle grønlændere, at det grønlandske velfærdssystem ikke ligner det danske. I Grønland har der i mange år været tradition for, at det offentlige sørgede for at tage dét fra en grønlænders offentlige ydelse, som skulle bruges til faste udgifter, og betalte det på vegne af den pågældende. Det betød, at man kunne bruge resten af ydelsen mere frit. Men pludselig står man i Danmark og skal selv sørge for at betale alting, og det kan i værste fald betyde, at folk bliver sat på gaden efter for mange ubetalte huslejer. I mødet med socialrådgivere opstår der ofte også forvirring. ”Der er mange grønlændere, der ikke er 100 procent på dansk. Derfor kan vi og socialrådgiverne nemt misforstå hinanden,” siger Aviaja. Desuden er en del grønlandsk kommunikation nonverbal: En rynken på næsen kan betyde ”hvem” eller ”nej”, og et træk på skuldrene kan signalere ”du bestemmer.” En del grønlændere er også tilbageholdende og ønsker at være medgørlige. Så en grønlænders reaktion på en dansk socialrådgivers uforståelige forklaringer, kan for danskeren blive opfattet som en accept af det sagte. Selvom livet umiddelbart virkede bedre i Grønland, er det kun én af de medvirkende, der ønsker at rejse tilbage. Nogle er rejst fra Grønland for at komme væk fra en ubehagelig situation. For en del er den danske kontanthjælp og billige dagligvarer medvirkende til, at de bliver. ”Det koster 85 kroner for en pakke cigaretter i Grønland. Fem stykker æbler koster 40 kroner,” fortæller Johan. Og for mange er det håbet om at skabe sig et bedre liv i Danmark, der holder dem her. Langt de fleste grønlændere, der kommer til Danmark, bliver ikke socialt udsatte. Men vi må ikke ignorere de over 1.000 (og måske mange flere) undtagelser. De får ikke tilstrækkeligt hjælp. Hjemløsetællingen fra 2013 viser eksempelvis, at kun to procent af de grønlandske hjemløse er i behandling for deres misbrug eller psykiske sygdom, mens tallet er 15 procent for danske hjemløse.  Man skal kende forskellene på grønlændere og danskere, hvis man skal indrette sociale tilbud, så de hjælper begge. Forhåbentligt kan Rådets undersøgelse skabe mere viden hos de politikere, der skal beslutte rammerne for hjælpen, de praktikere, der skal føre den ud i livet, og den almindelige dansker, der møder udsatte grønlændere i gadebilledet. Og forhåbentligt kan vores undersøgelse også spille sammen med den grønlænderstrategi, som er sat i gang. Der er sat 13 millioner satspuljekroner af til en fireårig (2013-2016) strategi for, hvordan man bedre inkluderer grønlændere i det danske samfund. Men det er ikke nok at forbedre indsatser for socialt udsatte grønlændere – vi skal helt undgå, at grønlændere bliver socialt udsatte. I både Grønland og Danmark skal professionelle og praktikere blive bedre til at spotte symptomer på et menneskes psykiske og sociale problemer og handle ved at give en kulturelt tilpasset hjælp. Danskere og grønlændere er på papiret en del af det samme fællesskab. Det ansvar skal vi tage alvorligt og gøre til virkelighed, så der ikke er nogen, der kommer til at stå udenfor.
Læs nyhed
Udsatte grønlændere
28. jan. 2014
Paradoks: Grønlænderes danske statsborgerskab spænder ben for vellykket integration
- Alt for mange grønlændere ender i hjemløshed, misbrug eller fattigdom, når de kommer til Danmark. Det gælder også grønlændere, der ikke var udsatte, da de boede i Grønland. Dét tyder på, at der er en kæmpe brist i den måde, vi modtager grønlændere på i Danmark, siger Jann Sjursen, formand for Rådet. I dag offentliggør Rådet en undersøgelse om udsatte grønlændere i Danmark. Undersøgelsen er båret frem af interviews med 12 udsatte grønlændere – en af dem er 47-årige Lukas: ”Andre fra andre lande får en tilbudspakke: Her kan du bo, her har du kontanthjælp. Men Danmark og Grønland bliver set som det samme. Hjælpen er gør-det-selv-agtig. Men mange grønlændere er ikke gode til at udtrykke sig.” Rådets undersøgelse præsenterer netop dette paradoks: Fordi grønlændere indgår i rigsfællesskabet og er danske statsborgere, bliver de ikke automatisk tilbudt hjælp til at få en bolig, lære det danske sprog og få indsigt i danske samfundsforhold. Dét til trods for, at mange grønlændere har et stort behov for hjælpen. Også efter grønlændere er blevet socialt udsatte, svigter de danske myndigheder, mener Jann Sjursen: - Hjemløsetællingen fra 2013 viser eksempelvis, at kun to procent af de grønlandske hjemløse er i behandling for deres misbrug eller psykiske sygdom, mens tallet er 15 procent for danske hjemløse. Det er en falliterklæring over for nogle mennesker, som vi både på grund af rigsfællesskabet og rent medmenneskeligt har en forpligtelse over for, som vi ikke kan være bekendt. Social-, Børne-, og Integrationsministeriet anslår, at der er mellem 1.000-1.200 udsatte grønlændere i Danmark. Men tallet kan i realiteten være dobbelt så højt, mener flere eksperter og praktikere på området.   Undersøgelsen ”I Grønland er jeg for dansk, i Danmark er jeg bare grønlænder.” Rådet for Socialt Udsatte har lavet undersøgelsen, efter at sociale organisationer i længere tid har fortalt om et stigende antal grønlændere, der kommer til Danmark og ender i en socialt udsat tilværelse. Undersøgelsen er kvalitativ og bygget op omkring personlige interviews med 12 socialt udsatte grønlændere, der bor i Danmark. De er blevet spurgt om deres opvækst, om grunden til at de rejste til Danmark, om mødet med Danmark og det danske system og om deres nuværende liv. Derudover har Rådet talt med eksperter og praktikere på området, der har givet input til kapitler om Grønlands moderne historie, juridiske problemstillinger ved at rejse til Danmark som grønlænder og om sprog- og kulturforskelle.  
Læs nyhed
Unge
17. jan. 2014
Det er urealistisk at uddanne sig uden tag over hovedet
Med den nye, lave uddannelseshjælp risikerer man at skubbe unge langt væk fra i stedet for mod uddannelse, fordi de unge risikerer at blive hjemløse. Sådan skriver formand Jann Sjursen i et indlæg til Altingets Socialdebat om kontanthjælpsreformen. Herunder kan du læse hele indlægget:   Det er urealistisk at uddanne sig uden tag over hovedet Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Er det mon lettest at finde overskud og motivation til at påbegynde en uddannelse, når man har et sted at bo, en seng at sove i og spiser ordentligt – eller hvis man står på gaden, må bruge timevis hver dag på at finde ly for natten, og det kniber med råd til mad? Fordi svaret er så indlysende, er det mig en gåde, at regeringens kontanthjælpsreform med den nye uddannelseshjælp trådte i kraft 1. januar, uden at selvsamme politikerne har sikret billige boliger og/eller bolighjælp til de forventede 17.500 unge under 30 år, der efter de nye regler skal leve af 5.753 kroner før skat. For hvis ikke disse unge får ekstra støtte og tag over hovedet, bliver uddannelseshjælpen til en uddannelsesforhindring. Rådet for Socialt Udsatte er blot én stemme i et større kor, der udtrykker stor bekymring for konsekvenserne af kontanthjælpsreformen. Eksempelvis siger Ole Pass, formand for Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer, i årsberetningen for 2013, at ”vi i kombination af lavere ungesatser, stigende huslejer og i forvejen mangel på billige boliger kan imødese et stigende antal boligløse unge.” For beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er det øjensynligt meget mere simpelt. I november sidste år udmeldte hun, at de unge selv måtte finde noget billigere at bo i. Men det er nemmere sagt end gjort. I december sagde Kjeld Poulsen, formand for landets største boligselskab, KAB, om den nye uddannelseshjælp: ”Der er simpelthen ikke nok til at dække en husleje. Selv når man bor i vores billigste boliger, er det ikke nok.” Han forventede dengang, at KAB allerede i januar vil opleve, at flere lejere ikke kan betale huslejen og derfor må udsættes. I maj sidste år beklagede KABs direktør Jesper Nygaard, at de ikke kunne finde flere billige boliger: ”Det er nærmest umuligt at skaffe den slags boliger. Og vi gør dem ikke kunstigt dyrere. Stigningen skyldes hovedsagelig afgifter og renovation.” I 2010 havde KAB 2.531 boliger med en husleje på under 3.000 kroner, i 2013 var tallet skrumpet til 505. På landsplan er antallet af de billigste almene og private boliger faldet med 33 procent i samme tidsrum, viser tal fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter i maj 2013. I det daglige er den nye uddannelseshjælp – og den udvidede ungeydelse, som med reformen gælder alle unge under 30 – også alt for lidt at leve af. I regeringens ekspertudvalg om fattigdom, som jeg selv sad med i, regnede vi os frem til, at personer på den nye uddannelseshjælp – selv med en husleje på under 3.000 kroner – har langt mindre at råde over end det såkaldte minimumsbudget. Minimumsbudgettet er lavet af forskere og angiver de forbrugsudgifter, der er nødvendige for at opretholde et acceptabelt leveniveau. I 2013 udgav Rådet en publikation om udsatte unge. Mange af de unge, vi talte med i den forbindelse, modtog ungeydelsen og havde store problemer med at klare sig for den: ”Jeg har samlet flasker, spist kartoffelpulvermos og stjålet mad. Jeg kan ikke finde en lavere husleje, for jeg bor i ydre nordvest, og det er en ret billig leje,” fortalte en ung kvinde os. Hun var endda en af de heldige. Flere af de andre fortalte, at ungeydelsen var direkte årsag til, at de var endt på gaden, fordi den var for lav til at betale en bolig med. Vi må ikke få flere af disse unge. Der er desværre ikke politisk vilje til at hæve uddannelseshjælpen, så den svarer til en almindelig kontanthjælpssats. Ville det i stedet være en politisk farbar vej at ændre reglerne for individuel boligstøtte til husstande uden børn, så de bliver sidestillet med husstande med børn? Det vil betyde, at man kan give unge en boligsikring, der er højere end 15 procent af boligudgiften. Det løser ikke hele problemet, men vil være et skridt i den rigtige retning. Man kunne også ændre i kontanthjælpsreglerne for støtte til særlig høje boligudgifter – § 34 i lov om aktiv socialpolitik – så alle modtagere af uddannelseshjælp og ungeydelse kan få hjælp efter den bestemmelse. Samtidig er det helt nødvendigt med en intens overvågning af reformens konsekvenser: Beskæftigelsesministeriet må på månedsbasis offentliggøre, dels hvor mange der kommer til at stå uden bolig, dels hvor mange, der rent faktisk kommer i gang med uddannelse og holder fast i den. Og så er der brug for nytænkning. Ole Pass skrev i den tidligere nævnte beretning: ”Der er brug for at finde kreative løsninger i samarbejde med boligselskaberne samt at se på mulighederne for at forbedre boligstøttelovgivningen...” Og Københavns Kommunes nye socialborgmester Jesper Christensen (S) sagde i sidste måned: ”Vi er nødt til på tværs af udvalgene at finde en bedre løsning, så de unge ikke bliver sat på gaden og bliver hjemløse.” Derfor bør Beskæftigelsesministeriet også lave en lynundersøgelse af, hvad kommunerne rent konkret har sat i gang for at forhindre, at uddannelseshjælpen bliver en uddannelseshindring.                
Læs nyhed
1 ... 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 ... 28