LUK
  • Man får bare lyst til at lukke ned for alt og isolere sig, fordi man ikke har råd til at leve Mand, 27 år, om fattigdom

  • 00:10
Øvrigt
27. sep. 2013
Sociale 2020-mål: Intet afkast uden investering
Der er trin, der må tages, hvis man vil nå regeringens sociale 2020-mål: Viden om, hvad der skal til, og hvordan man laver de nødvendige indsatser. Penge, der muliggør indsatserne. Og selve udførelsen af dem. Sådan skriver Rådets formand Jann Sjursen i et indlæg til Altingets debat om de sociale 2020-mål. Herunder kan du læse indlægget i dets fulde længde:   Sociale 2020-mål: Intet afkast uden investering Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Da tv-kameraerne forleden indstillede fokus på socialminister Annette Vilhelmsen, statsminister Helle Thorning og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager til regeringens pressemøde om dens sociale 2020-mål, satte ministrene fokus på den sociale indsats for Danmarks mest udsatte borgere. Denne politiske opmærksomhed hilser jeg og mange andre velkommen. Socialt udsatte og de, der arbejder med og for socialt udsatte, har længe følt, at området bliver overset på den politiske dagsorden – undtagen når der skal laves besparelser på statens og kommunernes udgifter. Politisk opmærksomhed rykker imidlertid ingenting i sig selv, selvom det er et vigtigt skridt for forandringer. Der er andre trin, der må tages, hvis man vil nå 2020-målene: Viden om, hvad der skal til, og hvordan man laver de nødvendige indsatser. Penge, der muliggør indsatserne. Og selve udførelsen af dem. Nærlæser man regeringens sociale 2020-plan, kan man se, at målene kommer til at indgå i regeringens prioritering af forslag til satspuljen – som imidlertid ikke får tilført nye penge før 2017 – og på det sociale område for finansloven for 2014. Man kan håbe, at sidstnævnte er en mulighed for at investere nye og ekstra penge i indsatserne. Men det bliver nok desværre ved håbet. Ved præsentationen af målene gjorde ministrene det klart, at der ikke følger så meget som en krone med – der er allerede mange penge på området, blev der sagt. Det er ærgerligt ikke at investere, når der mange steder allerede er taget et indledende trin eller to. Tag for eksempel regeringens mål om at reducere antallet af hjemløse. Takket være Hjemløsestrategien, der har kørt de seneste fire år, ved vi allerede, hvordan de såkaldte ’Housing First’-metoder kan få hjemløse borgere i egen bolig. Og regeringen skriver da også i sin 2020-plan, at den vil arbejde for, at metoderne udbredes i kommunerne. Mere specifik skal det ifølge regeringen ske ved ”…at kommunerne målrettet arbejder med at udbrede de virkningsfulde metoder…” og ”…at kommunerne arbejder på at stille relevante boligløsninger til rådighed.” Men dét kræver altså en økonomisk investering. Ellers hjælper kommunernes gode vilje nok så meget. Det ved regeringen godt, for det viser evalueringen af Hjemløsestrategien, som socialminister Annette Vilhelmsens eget ministerium har foretaget. Man kan også læse, at hvis man i implementeringen af strategien investerer i både politisk og administrativt engagement og i uddannelse af (ekstra) personale, så giver det overskud – hurtigt endda. Evalueringen viser også tydeligt store menneskelige gevinster ved metoderne, som bliver til økonomiske gevinster: Der bliver færre udgifter til ophold på boformer, kriminalitet, psykiatri og sundhed, og de hjemløse borgeres tilknytning til arbejdsmarked og uddannelser bliver større. Overordnet set skal vi investere, så socialt udsatte borgere får langt bedre muligheder for at vinde fodfæste i livet igen.  Det skal vi, fordi vi vil et velfærdssamfund for alle –  uanset, om det kan betale sig. Menneskers værd kan ikke gøres op i kroner og ører. Men faktisk ved vi, at investeringer i indsatser, der gør socialt udsatte borgere godt, også er godt ud fra et økonomisk synspunkt. Der er altså både menneskelige og økonomiske grunde til at investere i metoderne. Men det forudsætter, som regeringen ganske rigtigt skriver, at kommunerne investerer i arbejdet. Med det økonomiske pres, kommunerne i forvejen er under, har de brug for en økonomisk håndsrækning til at opprioritere det sociale område – især når tal fra Danmarks Statistik viser, at kommunerne fra 2010-2012 har sparet en milliard på udgifter til socialt udsatte. Hjemløsestrategiens metoder et blot ét eksempel på mange allerede afprøvede eller eksisterende midler til at forbedre vilkårene for de mest udsatte borgere, som imidlertid kræver penge at gennemføre. Andre er eksempelvis rådgivning, vejledning, sociale tilbud, overførselsindkomster, uddannelse eller job på særlige vilkår. Og i mere bred forstand handler sundhed, uddannelse og beskæftigelsespolitik også om at bekæmpe social nød. Hjemløsestrategien viste, at der også er brug for mere ny viden. Selvom strategiens metoder med stor succes fik de hjemløse borgere, der deltog i strategien, i egen bolig, er der samtidig kommet flere hjemløse til alt i alt. Der er altså stor brug for at vide mere om, hvordan man forebygger hjemløshed. Alle skal nemlig hjælpes og have mulighed for at forbedre deres situation – hvad end man er hjemløs eller på vej til det, udsat ung eller voksen, voldsamt kvinde eller misbruger. Det kommunikerer regeringen da også med sin titel for de sociale 2020-mål: ’Alle skal med.’ Skal det lykkes, må der imidlertid også følge nogle virkemidler med planen.                  
Læs nyhed
Fattigdom
24. sep. 2013
Derfor er en fattigdomsgrænse relevant – også i Danmark
I dag har Rådets formand Jann Sjursen en kronik om fattigdom i Kristeligt Dagblad. Kronikken kommer dels som opfølgning på regeringens sociale 2020-mål, dels som et modsvar på den kritik, der har været af den nye fattigdomsgrænse og af begrebet fattigdom i Danmark generelt. Nedenfor kan du læse kronikken i dens fulde længde:   Derfor er en fattigdomsgrænse relevant – også i Danmark Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte ”Fattigdom er at give op.” ”Jeg har ikke råd til at have andre i mit liv.” Udsagnene er to menneskers personlige oplevelser af fattigdom i Danmark, som Rådet for Socialt Udsatte samlede ind i vinteren 2012 til brug for en publikation. Konsekvenserne af fattigdom rammer og er et stort problem for de 42.000 danskere, der er langvarigt fattige. Men fattigdom har også konsekvenser for samfundet. Når mennesker opgiver at være en del af fællesskabet og opgiver at bidrage til samfundet, så bliver vi alle fattigere. Derfor skal fattigdom bekæmpes – også her i landet. Og derfor er det så bemærkelsesværdigt, at regeringen, der i år har indført en fattigdomsgrænse, ikke gør det til en del af sine sociale 2020-mål at bekæmpe fattigdommen – som er tredoblet på godt 10 år. Hvorfor have en fattigdomsgrænse, når den ikke bliver brugt til noget? Ekspertudvalget om fattigdom, som jeg selv deltog i, fik til opgave at komme med forslag til, hvordan en dansk fattigdomsgrænse kan se ud, hvis den skal afgrænse de persongrupper, der ud fra en økonomisk vurdering har så lidt, at de meget vanskeligt kan være en del af fællesskabet – de er fattige. Det var ikke en enkel opgave. Afgrænsningen skulle kunne møde almindelig accept i befolkningen som en dækkende opgørelse af antallet af fattige. Afgrænsningen skulle samtidig afspejle ændringer i fattigdom som følge af samfundsudviklingen eller som følge af politiske tiltag. Udvalget lagde en relativ forståelse af fattigdom til grund for forslaget om en fattigdomsgrænse – for eksempel, at man skal have mulighed for at få dækket helt grundlæggende behov for mad, sundhed, husly og tøj. Derudover skal man have de fornødne forbrugsgoder og muligheder, som anses for nødvendige for at være en del af fællesskabet. Det nødvendige minimum for en levefod kaldes rent teknisk for et minimumsbudget. Ekspertudvalget havde ikke mulighed for at få fremstillet et sådan budget, men i 90’erne lavede en gruppe forskere et minimumsbudget for Forbrugerstyrelsen, og det blev opjusteret først i 00’erne. Ekspertudvalget opregulerede budgettet til 2011-prisniveau. Minimumsbudgettet er på cirka 111.000 kroner for en enlig med en gennemsnitlig husleje, og det er et budget, vi i ekspertudvalget har skævet til i vores arbejde. Hvor stor en indkomst kan finansiere minimumsbudgettet? Hvis man ser bort fra formue og gæld, så er indkomst og forbrugsmuligheder det samme. Denne logik begrunder, at fattigdom – altså mangel på de ressourcer og muligheder, som samfundet anser for nødvendige for at være en del af fællesskabet – også kan analyseres ud fra indkomst. Blandt økonomer er det almindeligt at analysere fattigdom ved at se på, hvor mange personer, der har en indkomst under en given grænse. Denne metode bruger man i OECD og EU, der har fastsat en fattigdomsgrænse på henholdsvis 50 og 60 procent af medianindkomsten – den midterste indkomst. I ekspertudvalget sammenlignede vi beløbet ved en indkomstgrænse på 50 procent af den danske medianindkomst (103.200 kroner for en enlig) med beløbet for minimumsbudgettet – der er ikke stor forskel. Fordelen ved i Danmark at kigge på indkomsten er, at vi har mange og gode data for personers indkomst, mens data for forbrug er sparsomme. Mange mennesker kan udskyde køb af tøj og forbrugsgoder, hvis indkomsten i en kortere periode er meget lav. Men er den det i længere tid, sætter marginaliseringen ind. Derfor anbefalede ekspertudvalget, at fattigdomsgrænsen blev defineret som en indkomst på eller under 50 procent af medianindkomsten tre år i træk. I 2009 var der 166.000 personer med en indkomst under 50 procent, mens 42.200 havde været under grænsen tre år i træk. Den sidste gruppe definerer ekspertudvalget som økonomisk fattige, men begge tal er efter min mening meget vigtige og alt for høje. Det går ganske enkelt i den forkerte retning. Som det fremgår af ekspertudvalgets rapport, så er antallet af fattige i Danmark tredoblet siden 1999! Ekspertudvalget anbefalede i øvrigt, at man ser bort fra studerende og personer i husstande med studerende. Mange studerende har en (selvvalgt) lav indkomst, men er i almindelighed ressourcestærke unge mennesker, der er og tager del i det samfundsmæssige fællesskab. Endelig indgår personer med formue over 100.000 kroner ikke. Kritikken af den nye fattigdomsgrænse har blandt andet været, at fattigdom aldrig afskaffes – når alle bliver rigere, så flyttes medianindkomsten opad, og der vil fortsat være (lige så mange) fattige. Det kan lyde paradoksalt. Men fattigdom er, når en person ikke har mulighed for at gøre og købe de ting, der i samfundet anses for et nødvendigt minimum. Når det minimum vokser – og det gør det, når indkomsterne stiger – så bliver der flere fattige, hvis de dårligst stillede familiers indkomster stiger langsommere end det almindelige – medianindkomsten. Rent matematisk er det heller ikke rigtigt at sige, at der altid vil være fattige med en relativ fattigdomsgrænse. Alle kan godt have en indkomst, som minimum er over 50 procent af medianindkomsten uden, at der er en helt lige indkomstfordeling. En tredje kritik af den relative fattigdomsgrænse er, at hvis de rigeste flytter til udlandet, så bliver der færre fattige, fordi medianindkomsten falder. I praksis er indkomsterne ved medianindkomsten meget tæt på hinanden. Så rent praktisk vil det ikke betyde meget for medianindkomsten, om den rigeste ene procent af befolkningen flytter. Ekspertudvalgets forslag til en fattigdomsgrænse burde kunne nyde bred politisk anerkendelse. Jeg anerkender og glæder mig over, at regeringen tog grænsen til sig ved offentliggørelsen. Jeg håber, den manglende anerkendelse bunder mere i partitaktiske hensyn og politisk spilfægteri end i egentlig uenighed i substansen. Noget modstand bunder i en teori om – meget skarpt trukket op – at hvis man gør fattige mennesker fattigere, så tager de sig sammen og finder en vej ud af fattigdommen. Så enkelt er det desværre ikke! Ekspertudvalgets analyser viser klart, at der for langt de fleste kontanthjælpsmodtagere i gruppen af fattige allerede er store økonomiske gevinster ved et fuldtidsjob på mindstelønnen. Det er ikke mangel på økonomiske incitamenter, der holder mennesker fanget i fattigdom. En strategi til bekæmpelse af fattigdom skal først og fremmest indeholde instrumenter, der gør mennesker i stand til at forsørge sig selv – ikke det modsatte! Hvis kontanthjælpen bliver så lav som de afskaffede fattigdomsydelser, fører det til marginalisering. Hvis man ikke har råd til at spise tre måltider om dagen, gå til tandlæge eller købe en beskeden gave til nevøens fødselsdag, er det svært at bevare værdigheden. Hvis man holder op med at besøge familie og venner, fordi man ikke har penge til busbilletten eller ikke kan invitere på genbesøg, er man på vej ud af det nære fællesskab. Og hvis man ikke har telefon, internet eller penge til transport til jobcentret eller lægehuset, er man på vej ud af det store fællesskab. Man giver op. Det skete for mange af modtagerne af fattigdomsydelserne, og det må ikke blive gentaget. Der må være en grænse for fattigdom – og den er nu sat af regeringen. Nu gælder det om at bekæmpe fattigdom i praksis.    
Læs nyhed
Øvrigt
13. sep. 2013
Regeringens sociale 2020-mål nås ikke uden investering
- Det er altid godt, når en regering sætter sig klare mål. Midlerne skal imidlertid også være der. Hvis de sociale 2020-mål ikke bare skal blive en papirtiger, så er det vigtigt, at de bliver fulgt op med konkrete strategier og planer for, hvordan målene skal nås. Sådan siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, oven på regeringens offentliggørelse af sine sociale 2020-mål. - Det er ikke realistisk, at indsatserne for socialt udsatte for alvor får et løft, hvis der ikke kommer flere penge. Kommunerne har skåret en milliard kroner på udgifterne til socialt udsatte de seneste to år, og satspuljen på finansloven er historisk lav – derfor er det vanskeligt at finansiere nye initiativer på disse konti, siger Jann Sjursen. Regeringen glemmer de fattige  - Det er bemærkelsesværdigt, at regeringen, der i år har indført en fattigdomsgrænse, ikke sætter sig et ambitiøst mål i forhold til at bekæmpe den stigende fattigdom i Danmark. Med en tredobling af fattigdommen inden for godt 10 år et det en væsentlig eksklusionsfaktor.  Det er end ikke med i regeringens 2020-plan. Hvorfor skulle vi så have en fattigdomsgrænse? Spørger Jann Sjursen. Forkert fokus på unge Et af regeringens mål er, at mindst 50 procent af udsatte børn og unge som 25-årige skal have gennemført en ungdomsuddannelse. Til dét siger Jann Sjursen: - Hvis regeringen vil have flere udsatte unge i uddannelse, kræver det en masse andre målrettede indsatser for de unge, der handler om alt muligt andet end uddannelse. De unge har ofte så mange psykosociale problemer, de skal have hjælp til, før overskuddet til at uddanne sig overhovedet kommer.   Her kan du læse regeringens sociale 2020-mål.
Læs nyhed
Udsatteråd
05. sep. 2013
Lokale udsatteråd til topmøde om rådenes fremtid
Hvordan ser fremtiden ud for landets lokale udsatteråd? Det var spørgsmålet, som Vejle Udsatteråd havde inviteret landets resterende udsatteråd til topmøde for at få besvaret. Repræsentanter for 22 af landets i alt 24 udsatteråd mødte op i Spinderihallerne i Vejle onsdag den 4. september – ivrige efter at dele ud af egne erfaringer og tage andres med hjem. Herunder kan du læse: 1) Resumé af mødet. Her kan du læse, hvilke temaer og punkter, der blev diskuteret, og hvilke synspunkter, der kom frem i debatterne. 2) Rapport om lokale udsatteråd og medierne. Medieforsker Aske Kammer har undersøgt, om det har en betydning for mediedækningen af udsatteområdet, at der er lokale udsatteråd. 3) Svar på et spørgeskema, der blev delt ud under topmødet. Rådet for Socialt Udsatte spurgte de fremmødte råd om deres sammensætning og hvilke temaer, de diskuterer på deres møder.
Læs nyhed
Hjemløshed
30. aug. 2013
Brug vores viden om hjemløshed
Der har aldrig været så meget viden om hjemløshed som nu. Stat og kommune, brug den i kampen mod hjemløshed, opfordrer Rådets formand Jann Sjursen i en analyse i Politiken, som er bragt 30. august 2013. Nedenfor kan du læse analysen i dens fulde længde:   Brug vores viden om hjemløshed Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Der har aldrig været så meget viden og data om hjemløshed som nu. Nogle af de særligt brugbare tal er fra SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd), som siden 2007 har talt de hjemløse hvert andet år. De seneste fire år er der samtidig gennemført en Hjemløsestrategi med udvikling af metoder til at hjælpe hjemløse i egen bolig. Kommunerne og staten kender udforingerne med at forebygge og bekæmpe hjemløshed. De kan bruge denne viden – sammen med viden fra praktikere, sociale organisationer og de hjemløse selv – som grundlag for ambitiøse socialpolitiske mål på området. Men det gør de langtfra. Flere unge hjemløse Den seneste hjemløsetælling viser, at der i optællingsugen, uge seks i 2013, var 5.800 hjemløse – godt 800 flere end i 2009, hvor der var ca. 5.000. (2007-tællingen er opgjort anderledes end resten, derfor starter tallene først i 2009.) 1.138 af de hjemløse er unge mellem 18 og 24 år, hvilket er næsten en fordobling siden 2009, hvor der var 633. Og der er ikke tale om unge studerende i en akut boligsituation før studiestart, men unge med massive sociale problemer, hvoraf hjemløshed kun er ét. Brugbar viden… Hjemløsetællingen viser også, at næsten 1.000 personer i 2013 var i én af de to mest udsatte former for hjemløshed; når man sover på gaden om natten eller overnatter på natvarmestuer. 595 sov på gaden i løbet af uge seks, dog ikke nødvendigvis hele ugen. Nogle dage søgte de en natvarmestue, andre dage et hjemløseherberg eller en seng hos bekendte. For 349 var natvarmestuer den mest brugte overnatningsform. Igen ikke hele ugen, måske med andre dage på forsorgshjem eller en sofa hos bekendte. Vi ved også fra tællingen, at stigningen i hjemløshed er meget høj i de københavnske omegnskommuner, hvor der i 2013 er næsten dobbelt så mange hjemløse, 1.341, som i 2009, hvor der var 701. Det er dog stadig Københavns Kommune, der med 1.581 har langt flest hjemløse, selvom stigningen kun er godt fem procent. Aarhus har 617 hjemløse – en stigning på 32 procent siden 2009. Hjemløsetællingen er også en guldgrube af viden om misbrug, psykisk og somatisk sygdom hos hjemløse personer: 65 procent har et misbrug, 47 procent er ramt af en psykiatrisk lidelse, mens 31 procent har både et misbrug og en psykiatrisk lidelse. …men bliver den viden brugt? Det er nedslående læsning, når tællingen gør rede for de mange hjemløse, der ikke får hjælp af det sociale system til at komme ud af hjemløsheden: Kun 32 procent er skrevet op til en bolig. Kun 45 procent af de hjemløse, der er ramt af en psykiatrisk lidelse, får behandling – det er meget lavt taget i betragtning, at den psykiske lidelse formentlig er en væsentlig årsag til hjemløshed. Kun 22 procent har en handleplan, som sociale myndigheder bruger som grundlag for en social indsats. Indtrykket fra marken er generelt, at alt for meget social indsats er ukoordineret. Kun 28 procent har en støttekontaktperson, som ellers kan hjælpe den hjemløse til at få mere ro på tilværelsen og bygge bro til hjælpeforanstaltninger. Kommunerne har haft det fulde socialfaglige og økonomiske ansvar for indsatsen for hjemløse siden strukturreformen i 2007. Hjemløsetællingerne burde være et wake up-call til kommunerne, da antallet af hjemløse er steget i den periode, kommunerne har haft ansvaret. Samtidig er tilbud til hjemløse et af de områder, som kommunerne sparer mest på. Kommuner sparer på udsatte Fra 2010-2012 har kommunerne ifølge de kommunale regnskaber sparet 54 millioner kroner på udgifter til støttekontaktpersoner til sindslidende og hjemløse. Det er en nedgang på 24 procent. Budgettet for 2013 rummer en yderligere besparelse på 25 millioner. I samme periode sparer kommunerne 150 millioner kroner eller 25 procent på udgifterne til væresteder og aktivitetstilbud. Budgettet for 2013 ligger yderligere cirka 50 millioner kroner under regnskabet for 2012. Det er nedskæringssatser, der langt overgår det, kommunerne i gennemsnit sparer. Det kan ikke være rigtigt, at kommunerne balancerer deres budgetter på ryggen af de dårligst stillede. Særligt fordi man ved, at de ret billige indsatser med støttekontaktpersoner, væresteder og aktivitetstilbud har en god effekt på hjemløse. Regering, stat og kommuner har fælles ansvar Der ligger meget viden om, hvordan man rent faktisk kan bekæmpe hjemløshed – ifølge evalueringen af Hjemløsestrategien kan det tilmed blive dyrere at lade være med at gøre noget end omvendt. Kommunerne må udnytte den viden, og staten skal hjælpe og forlange, at kommunerne løfter ansvaret. Der ligger også problemer på regeringens bord. Vi ved, at 32 procent angiver økonomiske problemer som en væsentlig årsag til deres hjemløshed. Vi ved også, at det er meget svært for hjemløse at finde boliger, de kan betale ud af en kontanthjælp – især for unge på den meget lave ungeydelse. Dette problem, som bliver endnu større med kontanthjælpsreformen, bør regeringen tage alvorligt!      
Læs nyhed
Øvrigt
29. aug. 2013
Værsgo, regering – input til de sociale 2020-mål
Regeringen har siden sidste år varslet en række sociale 2020-mål, der skal forbedre den danske velfærd og forholdene for nogle af de dårligst stillede borgere. I en ny årsrapport kommer Rådet for Socialt Udsatte med input til målene. - Vores årsrapport viser, at der virkeligt er behov for et løft af den sociale indsats, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. - For eksempel har vi fundet tal, der viser, at kommunerne fra 2010-2012 har sparet en milliard kroner på udgifterne til socialt udsatte. Samtidig bliver der især flere unge udsatte, både hjemløse, misbrugere og kontanthjælpsmodtagere. De politiske prioriteringer hænger ikke sammen med socialt udsattes behov. Derfor ser jeg frem til regeringens konkrete sociale 2020-mål og håber, at regeringen i udformningen af dem vil lade sig inspirere af forslagene i vores årsrapport. Giv socialt udsatte unge flere chancerDer bliver flere socialt udsatte unge. Unge, som kæmper med en lang række psykosociale problemer, mis-brug, hjemløshed, og som har for svært ved at drage nytte af de nuværende tilbud. Rådet mener, der blandt andet er behov for fleksible uddannelses- og beskæftigelsesforløb og lettilgængelig psykologhjælp og misbrugsbehandling på ungdomsuddannelserne. Bring sundhedsvæsenet i øjenhøjde med socialt udsatteSocialt udsatte dør 22 år før den gennemsnitlige dansker. En vigtig årsag til denne alarmerende ulighed er, at socialt udsatte ikke får en hensigtsmæssig behandling i tide. Derfor foreslår Rådet, at sundhedsvæsenet skal gøres mere tilgængeligt for socialt udsatte, fx ved at have socialsygeplejersker på alle større somatiske og psykiatriske sygehuse og ved at tilbyde gratis tandbehandling, der også tager hensyn til brugernes særli-ge behov. Halvér antallet af fattige inden 2020Efter anerkendelsen af fattigdomsgrænsen bør regeringen nu kaste sig over en ambitiøs strategi for be-kæmpelse af fattigdom. En halvering af fattigdommen i 2020 vil være et ambitiøst mål. Rådet foreslår også, at der skal ske en uafhængig overvågning af udviklingen i fattigdom, samt at man for fremtiden vurderer konsekvenserne for fattigdom af al ny lovgivning, der har relevans for udviklingen af fattigdom. Rådet for Socialt Udsattes årsrapport bliver offentliggjort torsdag den 29. august til Brugernes BaZar i Odense – et arrangement med cirka 900 deltagere, der samler socialt udsatte, politikere og andre interesse-rede til debat, musik og udveksling af synspunkter. I år kan Brugerne BaZar desuden holde 10 års jubilæum.
Læs nyhed
Øvrigt
23. aug. 2013
Flere hjemløse – det kræver handling
Antallet af hjemløse i Danmark stiger stadig. Der bliver især flere unge hjemløse. Det kan man læse i SFI’s kortlægning af hjemløshed, ’Hjemløshed i Danmark 2013’, som offentliggøres i dag, fredag den 23. august.  - Det er dybt bekymrende – især taget i betragtning, at Hjemløsestrategien til en halv milliard kroner de seneste fire år faktisk har skullet bekæmpe hjemløshed, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Politisk fokus skal fastholdes med indsats til 100 mio. Det er dog ikke Hjemløsestrategiens skyld, mener formanden. Udfordringen i forhold til at knække hjemløsekurven har været større end forudset. Strategien har imidlertid vist, at det gør en forskel at sætte aktivt ind: Stigningen i antallet af hjemløse er ikke så kraftig i de kommuner, der har været med i strategien.  - Det er helt afgørende, at det strategiske fokus fastholdes politisk, og at der følges op på kommunernes indsats. Der skal gøres en vedholdende og aktiv indsats for at forebygge og bekæmpe hjemløshed. Det koster penge, og derfor er det nødvendigt at afsætte 100 millioner kroner på finansloven til formålet. Ellers får vi heller ikke den fulde gevinst af den halve milliard, der allerede er investeret i strategien, siger Jann Sjursen, der hermed opfordrer den nye socialminister Annette Vilhelmsen (SF) til at tage det stigende antal hjemløse meget alvorligt og sætte ind med en forstærket indsats for at knække kurven. Indsatsen skal sikre, at det politiske ejerskab til kampen mod hjemløshed bliver fastholdt i de kommuner, der deltog i Hjemløsestrategien, og bredes ud til resten af landets kommuner. Desuden bliver opgaven med at bekæmpe hjemløshed specifikt blandt unge højst sandsynligt endnu større med kontanthjælpsreformen, som betyder, at de 25-29-årige også bliver omfattet af den lave ungeydelse. Opkvalificér den sociale indsats Den forstærkede indsats skal blandt andet fokusere på kvaliteten af den sociale indsats – fx på landets forsorgshjem og herberger. - Herbergerne og forsorgshjemmene er meget vigtige tilbud, for det er ofte her, hjemløse borgere kommer i kontakt med det offentlige. Den sociale indsats disse steder skal fastholdes og udvikles – så kan tilbuddene blive det første skridt ud af hjemløshed for mange mennesker, siger Jann Sjursen. SFI’s rapport peger på, at den sociale indsats når en alt for lille andel af de hjemløse. For eksempel har kun 1/3 af de hjemløse en støttekontaktperson. Det er en konto, som kommunerne for tiden sparer drastisk på. Kommunerne har altså også en stor opgave og ansvar for at forbedre forholdene for hjemløse og bekæmpe hjemløshed.   Antallet af hjemløse i Danmark 2009: 4.998 2013: 5.820 = Det svarer til en stigning på 16 procent over de fire år. Antallet af unge hjemløse (18-24 år) i Danmark 2009: 633 2013: 1.138 = Det svarer til en stigning på 80 procent over de fire år. Kilde: ’Hjemløshed i Danmark 2013 – National kortlægning’, SFI 2013   Antallet af hjemløse med en støttekontaktperson, bostøtte m.v. Hjemløse på herberger: 37 % Hjemløse gadesovere: 27 % Hjemløse, der overnatter hos familie og venner: 21 % Kilde: ’Hjemløshed i Danmark 2013 – National kortlægning’, SFI 2013 Offentlige udgifter til støttekontaktpersoner til sindslidende, hjemløse mv. 2010: 227,5 mio. kr. 2012: 173,6 mio. kr. = Det svarer til et fald på 24 procent. Kilde: Danmarks Statistik og Rådet for Socialt Udsatte, Rådets årsrapport 2013
Læs nyhed
Øvrigt
24. jun. 2013
Kom til Brugernes Bazar 29. august
Brugernes BaZar er en dag og et mødested, hvor brugere, praktikere, politikere og andre interesserede kan samles om debat, taler, musik, diverse aktiviteter, mad og samvær. Bazaren bliver ligesom de seneste år afholdt i Kongens Have i Odense. I år er datoen torsdag den 29. august, og temaet er "Ung og udsat." Læs programmet i linket nedenfor.
Læs nyhed
Sundhed
13. jun. 2013
Kom til Rådets paneldebat på Folkemødet
Rådet for Socialt Udsatte er med på Folkemøde på Bornholm fredag den 14. og lørdag den 15. juni 2013. Lørdag afholder vi en paneldebat, hvor alle er velkomne. Vi skal i debatten forsøge at finde ud af, hvordan afstanden mellem de praktiserende læger og socialt udsatte mennesker kan blive kortere. Rigtigt mange socialt udsatte borgere har nemlig ingen kontakt til deres egen læge – det viser flere undersøgelser. Dét til trods for, at gruppen har massive helbredsproblemer. Læs mere om tidspunkt, sted og paneldeltagere i vores flyer. Vi håber, at der kommer rigtigt mange til debatten - ses vi?
Læs nyhed
Øvrigt
12. jun. 2013
Lille land med behov for stor strategi
I Danmark er der store forskelle på den hjælp, som socialt udsatte borgere modtager – det afhænger helt af, hvilken kommune, man bor i. Derfor er der brug for en stor, national strategi for udvikling af indsatsen for socialt udsatte. Sådan skriver formand Jann Sjursen i et debatindlæg på Altinget.dk. Her kan du læse indlægget i dets fulde længde:   Lille land med behov for stor strategi Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Selvom Danmark er et lille land, er der store forskelle på den hjælp, som socialt udsatte borgere modtager – det afhænger helt af, hvilken kommune, man bor i. Historisk set er der ofte mange tilbud i hovedstaden og de større byer – det er jo her, der findes mange misbrugere, hjemløse og prostituerede. Det er i hvert fald den gængse opfattelse. Men faktisk er der flere indikatorer på, at flere og flere af socialt udsatte personer bevæger sig fra de større byer og ud på landet. Socialt udsatte har meget ofte flere problemer end ét – misbruget går ofte hånd i hånd med psykisk sygdom, eller den hjemløse ernærer sig ved prostitution og så videre. Derfor er indsatsen for socialt udsatte meget kompleks og højt specialiseret. En indsats, som med strukturreformen i 2007 blev kommunernes ansvar – uanset kommunens størrelse eller faglige specialkompetence. Det er en sund tanke, at socialt udsatte skal have hjælp dér, hvor alle andre også får hjælp fra. Men det skaber både et problem i forhold til, om kommunerne kan løfte den specialiserede indsats – det rejser evalueringen af kommunalreformen for eksempel nogle spørgsmålstegn ved – og til om de mange mindre enheder har de fornødne incitamenter, faglige og økonomiske ressourcer og risikovilligheden til på egen hånd at satse på nye udviklingsprojekter. Med andre ord er der brug for en stor, national strategi for udvikling af indsatsen for socialt udsatte – især taget i betragtning, at der ikke før 2017 kommer nye penge til satspuljen, der ellers har finansieret en stor del af de eksisterende projekter på området. Men hvad kunne de centrale elementer i sådan en ny udviklingsstrategi være? Det største drive finder man hos de ildsjæle, der til daglig arbejder med praktisk, socialt arbejde. Man finder dem både i den kommunale og frivillige/selvejende sektor. De forsøger hver dag at finde konkrete løsninger på, hvordan vi hjælper mennesker med komplekse, sociale problemer – og ofte FINDER de også en løsning. De løsninger skal udbredes. Men for at det kan ske, skal ildsjælenes udviklingsarbejde støttes og forankres i både offentligt regi og i civilsamfundet. Vi kan som land også lære af andres gode løsninger. For eksempel når det gælder praksisnær forskning i socialt arbejde. Det mangler vi nemlig i høj grad her i Danmark i forhold til vores nordiske nabolande. Hvorfor ikke kigge dem over skulderen og lære af deres erfaringer? Det vil være et stort skridt fremad, hvis vi får koblet en udviklingsstrategi for udsatteområdet til praksisnær forskning, så gode erfaringer bliver samlet op og gjort brugbare for andre. Endeligt er det et nationalt ansvar at finde den nødvendige finansiering af sådan en fond for socialt udsatte – tak til Knud Kristensen fra SIND for at bakke op om mit forslag. Måske skal den deles op i en udviklingsfond og en driftsfond, som han foreslår. Anne Baastrup fra SF nævner fine eksempler på, at enkelte kommuner kan udvikle et lille område. Sådanne eksempler viser, at noget findes og fungerer, men de er ikke beviset på en generel tendens – i dette tilfælde desværre. Udvikling af indsatsen til socialt udsatte er et forsømt område, hvor der skal meget mere til, før det batter. I mit sidste indlæg foreslog jeg en kommunal samfinansiering – ikke at forveksle med det moderne begreb ’samskabelse’ – det er jo kommunerne, der i form af bedre indsatser skal høste gevinsterne af udviklingsarbejdet. Samtidig vil en kommunal (med)finansiering forhåbentligt højne den kommunale ansvarlighed for og engagement i det specialiserede socialområde.    
Læs nyhed
Fattigdom
07. jun. 2013
Tre gange så mange fattige på 11 år – lav en samlet strategi mod fattigdom!
Antallet af langvarigt fattige danskere er tredoblet på bare 11 år – det betyder, at der i dag lever 42.000 langvarigt fattige i Danmark. De største grupper er ledige på kontanthjælp og selvstændige. Det kan man læse i den netop offentliggjorte rapport fra regeringens ekspertudvalg om fattigdom. Det skriger på behovet for, at regering og Folketing tager konkrete og markante skridt til at bekæmpe den voksende fattigdom i Danmark. - Rådet for Socialt Udsatte mener, at regeringen bør udarbejde en strategi til bekæmpelse af fattigdom, som indeholder ambitiøse mål og konkrete initiativer, siger Rådets formand Jann Sjursen, der har siddet med i regeringens ekspertudvalg. Et element i dén strategi bør være den fattigdomsgrænse, som ekspertudvalget på et sagligt grundlag anbefaler i deres rapport, og som socialministeren til Rådets glæde idag meddelte, at hun anerkender og vil indføre: - Det er et vigtigt skridt, at regeringen anerkender grænsen. Når vi har dén at vurdere og måle fattigdom i Danmark ud fra, er der langt større chancer for at få en konstruktiv debat om, hvad der så skal og kan gøres for at bekæmpe fattigdom, siger Jann Sjursen. - En fattigdomsgrænse kan også blive et godt instrument til at vurdere konsekvenserne af kontanthjælpsreformen, som udbreder den sidste fattigdomsydelse i kontanthjælpssystemet – ungeydelsen – til også at gælde de 25-29-årige. Hvis ikke reformen får de unge væk fra kontanthjælp, så vil konsekvenserne unægtelig være flere fattige danskere. Han mener samtidig, at den årlige afrapportering om udviklingen i fattigdom, som ekspertudvalget anbefaler, og som socialministeren også har lovet vil komme til næste år, skal laves af en uafhængig instans og ikke af regeringen. - Til gengæld skal regeringen forpligte sig til at reagere på afrapporteringen, og i den proces skal den inddrage og høre civilsamfundet, siger Jann Sjursen. Rådet for Socialt Udsatte håber også, at regeringen fremover vil undersøge, hvordan og hvor meget relevante lovforslag virker på fattigdom på samme måde, som lovforslag undersøges for effekter på ligestilling og miljø.   Fattigdomsgrænsen:Ekspertudvalget anbefaler i dets nye rapport, at man definerer en person som fattig, hvis personen tre år i træk lever for under 103.200 kroner om året efter skat (for enlige.) Det svarer til 50 procent af danskernes medianindkomst. (Dog fraregner man studerende og personer med formue på over 100.000 kroner.)
Læs nyhed
Øvrigt
06. jun. 2013
Udvikling af sociale indsatser ligger på nationale skuldre
Hvis der ikke bliver kompenseret for de midler, som ikke bliver tilført satspuljen, vil udviklingen af nye tilbud til socialt udsatte gå i stå og igangværende projekter dø ud. Sådan skriver Rådets formand Jann Sjursen i et debatindlæg på Altinget.dk. Her kan du læse indlægget i dets fulde længde:   Udvikling af sociale indsatser ligger på nationale skuldre Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte I debatten om satspuljen hører man ofte ordet ’puljetyranni’ fra især kommuner og organisationer. Ordet dækker over deres beklagelser over, at staten med puljepenge bestemmer, hvilke udviklingsprojekter og sociale indsatser, kommunerne og organisationerne skal lave. Rigtigt tyranni er det dog ikke – kommunerne og organisationerne kan jo lade være med at søge pengene. Men det kommer der  ikke noget godt ud af i forhold socialt udsatte. Imidlertid er ordene ’nationalt ansvar’ nogle, man IKKE hører så ofte i debatten. Dét til trods for, at det altså ER et nationalt anliggende at styre og sætte gang i den faglige udvikling af specialiserede, sociale indsatser. Det er ikke i orden bare at overlade ansvaret til de 98 kommuner. Det nationale ansvar gælder helt indlysende for indsatserne i kommunerne, men også i den frivillige, sociale sektor, som er en vigtig aktør på udsatteområdet. Mange kommuner tager ansvaret på deres skuldre. Og sociale indsatser, der i dag er lovgivning og landsdækkende socialpolitik, er startet som projekter og tiltag i enkelte kommuner. Det er fint og må gerne fortsætte – nye ideer kommer jo næsten altid fra de mennesker, der til daglig har fingene i virkelighedens bolledej. Men det er ofte centrale, nationale initiativer, der gør det muligt at udbrede de nye ideer til hele landet, så Danmark ikke kun hænger sammen på grund af infrastrukturen, men også på grund af den sociale struktur. Satspuljen er den pulje, der finansierer langt størstedelen af nye initiativer og udvikling på udsatteområdet - der er desværre ikke mange andre finansieringskilder.  ’Fælles Ansvar’-programmerne i 00’erne og Hjemløsestrategien er eksempler på store udviklingsprogrammer finansieret af satspuljen, som har sat gang i mange rigtigt gode aktiviteter rundt om i landet. Finansministeren meldte fornylig ud, at der med al sandsynlighed ikke bliver overført nye midler til satspuljen før 2017. Det er katastrofalt. Hvis der ikke bliver kompenseret for det på andre måder, bliver udviklingen af nye tilbud til socialt udsatte borgere sat i stå. Samtidig vil igangværende, gode satspulje-projekter dø ud, når deres løbeperiode udløber, fordi der ikke er penge til at fortsætte. Kan man alligevel sikre midler til både udvikling og udbredelse af nye indsatser for socialt udsatte i denne periode? Det er muligt. Måske ville det være en god ide, hvis kommunerne selv finansierede en udviklingspulje til udvikling af indsatserne – hvis man for eksempel tager 0,3 procent af de kommunale serviceudgifter, vil dét beløb stort set svare til en satspuljeoverførsel. Ellers må det være finansloven, der holder for, sådan som Rådet for Socialt Udsatte har foreslået. Man kan også lede efter helt nye kilder. Den ekstra beskatning af Nordsøolien på 27,5 milliarder røg i Togfonden, så de er placeret. Men de kreative embedsmænd i Finansministeriet har sikkert andre kilder i kikkerten, og så kunne det være, at politikerne skulle placere nogen af dem i en ’Fond for Socialt Udsatte.’ Der er brug for sådan en investeringsfond. Så ville man også komme ud over satspuljekonstruktionen, hvor det bl.a. er de dårligst stillede borgere, der selv lægger penge i puljen.
Læs nyhed
1 ... 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 ... 27