Gå direkte til indhold
  • Jeg vil gerne have et almindeligt liv ligesom alle andre Kvinde, 27 år, kontanthjælpsmodtager

Fattigdom
17. mar. 2015
Carsten Koch-udvalget slår hovedet på sømmet med forslag om gæld
- Nu kan Folketinget ikke undslå sig det længere: Carsten Koch-udvalget slår hovedet på sømmet i den nye udredning, hvor gæld fremhæves som en væsentlig barriere for beskæftigelse blandt socialt udsatte.  Sådan lyder det fra Rådet for Socialt Udsattes formand, Jann Sjursen. Carsten Koch-rapporten blev offentliggjort i dag og peger blandt andet på, at gæld en helt central barriere for, at kontanthjælpsmodtagere kommer i job. Jann Sjursen siger: - Gæld blandt socialt udsatte er et samfundsmæssigt problem på lige fod med for eksempel misbrug af alkohol eller stoffer. Alligevel er gældsproblemer ikke på samme måde politisk anerkendt som et problem for samfundet. Gælden er en møllesten om halsen på socialt udsatte, som er med til at forhindre, at de kan tage hånd om andre sociale problemer. Carsten Koch-udvalget anbefaler, at der gives mulighed for smidigere afdrag på gæld til det offentlige. Men Rådets formand mener, at Carsten Koch-udvalget ikke går langt nok. Man bør ifølge Rådet gå skridtet videre: - Reglerne skal ændres, sådan at kontanthjælpsmodtagere ikke kan afvises gældssanering, som det ofte sker i dag. Med en gældssaneringsordning får den enkelte en frisk start og viden om, at gælden indenfor en årrække er afdraget.  Flere anbefalinger vedr. socialt udsatte og gæld Flere konkrete ændringsforlag i forhold til blandt andet forbedrede muligheder for gældssanering for socialt udsatte kan findes i den rapport om socialt udsatte og gæld, som Rådet for Socialt Udsatte udkom med i oktober 2014. Rapporten, som hedder ”Gæld, gældsrådgivning og gældssanering for socialt udsatte”, giver et juridisk overblik over gældsudfordringer for socialt udsatte og mulighederne for gældsrådgivning, gældssanering mv. Rapporten kan findes her
Læs nyhed
Misbrug
16. mar. 2015
Pressemeddelelse: Substitutionsbehandlingen til stofmisbrugere er utidssvarende
Substitutionsbehandlingen til stofmisbrugere er utidssvarende - Substitutionsbehandlingen i Danmark lider af slitage. En stor gruppe aktive stofmisbrugere får ingen hjælp. Og mange af dem, der får hjælp, får en hjælp, der er så skandaløst ringe, at den har karakter af parkering af de dårligst fungerende misbrugere på metadon eller anden substitutionsmedicin. Det er ganske enkelt for dårligt og uværdigt, udtaler Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. En ny rapport, som Rådet for Socialt Udsatte har fået udarbejdet tegner et billede af store udfordringer for substitutionsbehandlingen* i Danmark. Kun lidt over halvdelen af alle opiatmisbrugere er i behandling. Undersøgelsen viser blandt andet, at op til 40 procent oplever, at de slet ikke eller i mindre grad får hjælp til at blive stoffrie, får det psykisk bedre, får hjælp til økonomi, får et bedre helbred eller får forbedret deres boligsituation. Brugerne fortæller, at de fravælger kontakten til behandlingspersonalet pga. frygten for, at der skulle blive ændret i dosis, hvis man er tilfreds med sin dosis. Behandlingssystemet mødes ikke med tillid og positive forventninger. Undersøgelsen viser, at det er behov for mere fleksible rammer i behandlingssystemet. Medicinen udleveres ofte kun i et kort tidsinterval, hvilket betyder, at der er mange brugere samlet på én gang. Det lokker pushere til og øger risikoen at fastholde brugerne i et sidemisbrug. Men snævre åbningstider gør det også svært at deltage i aktivering eller passe et arbejde eller en uddannelse. - Når mennesker i substitutionsbehandling har svært ved at passe deres arbejde, fordi de skal møde i behandling i et bestemt tidsrum på dagen, så tager man sig jo lidt til hovedet. Behandlingssystemet bliver en barriere for brugere i forhold til at knytte sig til arbejdsmarkedet. Og når brugerne samtidig fortæller, at de korte udleveringstider er med til at øge risikoen for, at man bliver tilbudt stoffer, så nærmer man sig jo næsten noget kriminelt, slutter Jann Sjursen. Baggrund for undersøgelsen: Center for Rusmiddelforskning og KABS Viden har udarbejdet undersøgelsen på opdrag af Rådet for Socialt Udsatte. Undersøgelsen bygger på interviews med 220 brugere - fordelt på 16 behandlingssteder landet over. *Substitutionsbehandling er en form for lægebehandling, som tilbydes opiatmisbrugere (primært heroinmisbrugere), og som bygger på et lignende eller identisk stof til det stof, der normalt bruges. Behandlingen kommer enten med eller uden psykosocial støtte. Hele undersøgelsen kan findes her Yderligere oplysninger: Formand Jann Sjursen: 30 26 49 01 Politisk konsulent Karina Find: 41 85 11 03
Læs nyhed
Hjemløshed
16. mar. 2015
Billige boliger kræver akut handling
Debatten om billige boliger på Altinget.dk har demonstreret, hvad vi godt vidste i forvejen: Intentionerne er legio, men de grydeklare løsninger mangler. Statistikken er mistrøstig. Den viser udfordringens omfang: Rigsrevisionen har vist, at der siden 2007 er forsvundet ca. 140.000 billige boliger fra markedet. Det vil sige små boliger, der udlejes til under 3.000 kr. om måneden. Det er et fald på 55 procent, og der er nu kun 110.000 boliger med en husleje på under 3.000 kr. tilbage på landsplan. I tillæg er antallet af boliger med en husleje på mellem 3.000 og 4.000 kr. om måneden faldet med 27 procent siden 2007. Rådet for Socialt Udsatte offentliggjorde i februar en landsdækkende brugerundersøgelse om livet på hjemløseboformer – drevet under Servicelovens paragraf 110. Undersøgelsens resultater var temmeligt enslydende på især ét område. Det var et udtrykt ønske blandt næsten alle de adspurgte 200 beboere landet over at få egen bolig: 9 ud af 10 vil gerne have deres egen bolig, 3 ud af 4 vil gerne bo i en almindelig lejlighed, og hele 97 procent af de unge hjemløse under 30 år ville gerne have deres egen bolig.   Morten Kabell påtager sig her i debatten prisværdigt sin del af ansvaret for at fremskaffe billige boliger. Københavns kommune bør roses for fx at have indgået et samarbejde med boligselskabet KAB om at udvikle en ny boligtype, der er målrettet socialt udsatte. Om end det stadig er et projekt i sin vorden, demonstrerer målsætningen om en husleje på maksimalt 3.200 kroner fint, at der bliver arbejdet konkret med at udvikle de løsninger, vi så brændende har brug for. For sagen er jo, at det ikke kun handler om at skaffe boliger til de nævnte hjemløse. Der er en reel risiko for, at der bliver en større gruppe af fattige, som ikke har råd til de boliger, der udbydes. Med mindre der fra landspolitisk hold sikres løsninger nu og i de kommende år frem, vil den nuværende situation kun blive alvorligt forværret. Debatten her på Altinget.dk viser allehånde tænkelige tekniske argumenter for, at det nærmest ikke kan lade sig gøre at bygge billigt i Danmark. Hvis man har behov for en opsummering af, hvorfor udfordringen nærmest er uoverstigelig, skal man bare læse Torben Christensens indlæg (direktør i Ejendomsforeningen Danmark) fra d. 11. december: De danske byggestandarder er for høje (og derfor dyre) og byggegrundene i byerne er meget dyre, hedder det bl.a. i indlægget. Om det alligevel er muligt at bygge skrabet og billigt, jf partnerskabsaftalen mellem Københavns kommune og KAB, så kan nybyggeri ikke løse den store efterspørgsel. Pointen er dog den, at vi efterhånden nærmer os en nødssituation for den stadig større gruppe af danske borgere, der simpelthen ikke har råd til de stadigt dyrere boliger. Og nødsituationer modsvares som bekendt bedst af ekstraordinære indsatser fra statens side. Det bør derfor igen understreges, at det aktuelle behov for ”akutboliger” (se indlæg d. 15. januar) er påtrængende. Socialt udsatte unge kunne også drage gavn af en forældrekøbsmodel, hvor kommunen eller boligselskaber køber store lejligheder og udlejer videre som værelse eller bofælleskaber. Eller også skal der kigges efter midlertidige løsninger med ’container’-boliger på centrale tomme grunde i byerne. Der er med andre ord brug for løsninger nu.   Indlægget af formand Jann Sjursen er bragt på Altinget.dk den 16. marts 2015
Læs nyhed
Fattigdom
09. mar. 2015
Hellere et socialt skatteloft end kontanthjælpsloft
Debatindlægget er bragt d. 8. marts 2015 i Politiken   Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Helt fra barnsben lærer man, at man ikke skal gå tilbage til en fuser. Alligevel har man i den sidste uge set politikere lege med fusere fra 00´ernes politiske landskab. Vi ved nu, at et kontanthjælpsloft, som den forrige regering indførte i 00´erne, er lig med større fattigdom. Fra fattigdomsydelserne blev fjernet af den nuværende regering og frem til den fulde indfasning løftes 5500 mennesker ud af fattigdom. Medtager man afskaffelsen af loftet på børne- og ungeydelserne er det i alt 7000 mennesker, der slipper for den økonomiske fattigdom. Det må dog anerkendes, at der i debatten om et kontanthjælpsloft er en grundlæggende politisk sandhed: at der for nogle kontanthjælpsmodtageres vedkommende er en begrænset gevinst ved at arbejde. Hvad gør politikere, når de gerne vil tilskynde folk i arbejde til at arbejde mere? Både den tidligere og den nuværende regering griber i samme værktøjskasse: De letter skatten på den sidst tjente krone. Men hvorfor ikke bruge samme tankegang overfor kontanthjælpsmodtagere? Der ligger faktisk en rigtig god ide klar til politisk brug: Skattekommissionen aflevererede i 2009 sin store rapport til daværende skatteminister Kristian Jensen. I den drøftede man forslaget om et ”socialt skatteloft”. Ideen bag det sociale skatteloft er simpel og tiltrækkende: Det sociale skatteloft sikrer, at en kontanthjælpsmodtager, der kommer i job også opnår en økonomisk genvist. Når en kontanthjælpsmodtager i dag får et job rammer den sammensatte marginalprocent 80 procent og ofte mere - altså langt højere end for danske topskatteydere, hvor den er knap 60 procent. Det sker, fordi ydelserne samtidig aftrappes så stejlt, mens lønnen i det lavindkomstjob, der ofte er tale om, ikke kan kompensere for den drastiske reduktion i ydelserne. For mange kontanthjælpsmodtagere med andre udfordringer end ledighed (psykisk sygdom, afhængighed etc.) er selv få arbejdstimer om ugen en trædesten til en mere selvforsørgende hverdag. Det ville være en lykkelig udgang på den nuværende debat, hvis fortalerne for et kontanthjælpsloft, moderne eller ej, ville tale for et socialt skatteloft - eller på anden måde forsikre os om, at et kontanthjælpsloft ikke kaster tusinder af danskere tilbage i fattigdom.    
Læs nyhed
Fattigdom
18. feb. 2015
Pressemeddelelse: Kommuner svigter hjemløse på herberg
-  Der er stor plads til forbedringer, hvad angår kommunernes indsats for hjemløse på landets herberger og forsorgshjem. Det gælder både før, under og efter opholdet. Hvis kommunerne er bekymrede for, at herbergerne koster for mange penge at drive, kunne de jo starte med at lave en ordentlig social indsats for udsatte borgere, så opholdet på et herberg ikke bliver en tabt investering, siger Jann Sjursen, formand for Rådet Socialt Udsatte. En ny brugerundersøgelse om livet på herberg lavet af SFI på opfordring fra Rådet for Socialt Udsatte viser, at kommunerne har svært ved at levere den helhedsorienterede indsats overfor nogle af de mest udsatte borgere i Danmark: En tredjedel af beboerne på herberg har ingen kontakt til en kommunal sagsbehandler, og endnu en tredjedel vurderer kontakten som dårlig. 60 procent af beboerne modtog ikke social støtte, sidst de boede i egen bolig. Og selvom 90 procent af brugerne ønsker sig videre i egen bolig, så er det kun 23 procent af beboerne, der har en såkaldt § 141 handleplan – den plan, der skal skitsere borgerens indsats- og støttebehov i den videre færd frem mod egen bolig. Den positive nyhed fra undersøgelsen er til gengæld, at hele 9 ud af 10 af beboerne oplever, at de er tilfredse med opholdet på herberget. Både samarbejdet med personalet og rammerne vurderes godt af beboerne. Jann Sjursen siger om den positive nyhed: -  Vi kan se af undersøgelsen, at opholdet på herbergerne hjælper beboerne. Det er ikke ”bare” en seng at sove i for natten. Det er livsindhold: aktiviteter, socialt samvær og kontakten til personalet, som beboerne sætter meget højt i en svær periode af deres liv. Herbergerne skal dog være opmærksomme på, at særligt en del af unge beboere ikke føler sig så godt tilpas på herbergerne, men når 86 procent af alle beboere siger, at herbergerne er et godt sted at være, så er der meget, der bliver gjort rigtigt. Baggrund for undersøgelsen Rådet for Socialt Udsatte har bedt SFI om at undersøge hjemløses egne oplevelser af at bo på herberg og forsorgshjem (§110-boformer). Undersøgelsen består af 185 beboeres besvarelser af et spørgeskema på 11 forskellige herberg landet over – samt interviews med 15 af beboerne. Det er den første landsdækkende undersøgelse af tilfredshed blandt beboere på herberg og forsorgshjem. Undersøgelsen præsenteres i forbindelse med et arrangement d. 18. februar kl. 9.30 på Aktivitetscentret Sundholm, Sundholmsvej 36, 2300 København S. Pressen er velkommen.Find hele SFI-undersøgelsen her Find Rådets pixiudgave af undersøgelsen her Yderligere oplysninger: Formand Jann Sjursen: 30 26 49 01  
Læs nyhed
Hjemløshed
08. jan. 2015
Lappeløsninger skaffer ikke nok billige boliger
Manglen på små, billige boliger er et stigende problem i Danmark. Det gælder ikke mindst i større danske byer. Det er ikke et nyt problem, men da det er forblevet uløst, er det kun blevet mere presserende. 
Læs nyhed
Øvrigt
11. dec. 2014
Erstat satspuljen med en fast udviklingspulje
Debatindlægget er bragt på Altinget den 11. december 2014:  Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Debatten om satspuljen her på Altinget.dk er tankevækkende. Det er den ikke mindst, fordi en hel del indvendinger mod den nuværende ordning går igen: Det gælder både det forhold, at puljen finansieres af indkomstoverførsler, og det forhold, at indsatser for de mest udsatte voksne ofte overses, mens puljen i stigende grad anvendes til at finansiere større regeringstiltag, som ret beset hører til på den almindelige finanslov. Mange forslagForslagene til løsninger på problemerne med den nuværende ordning varierer dog. Socialordfører fra Konservative, Mai Mercado, fremfører det synpunkt, at løsningen ikke skal findes ved, at sigtet med satspuljen – det vil sige den udviklende indsats overfor samfundets udsatte grupper – blot overgår til den almindelige finanslov. Det skal den ikke, mener socialordføreren, fordi der derved vil være en risiko for, at indsatsen over for udsatte grupper blot nedprioriteres. Det synspunkt er der for så vidt god ræson i. Nedprioritering er bestemt en reel risiko, hvis man ’bare’ nedlægger satspuljen og fremover siger, at opgaven med at sikre udvikling i indsatsen overfor samfundets udsatte grupper skal varetages af finansloven generelt. Socialt udsatte nedprioriteres alle andre steder, når samfunds-kagen skal fordeles, så det ville nok også ske i denne sammenhæng. Københavns socialborgmester Jesper Christensen fremhæver i sit indlæg til debatten, at socialområdet har forandret sig i de 25 år, satspuljen har eksisteret. At udvikling og nytænkning i dag er en naturlig del af enhver kommunes tilrettelæggelse af den socialfaglige indsats, hvorfor puljens sigte – innovation og udvikling – er et fortidslevn. Nogle vil nok indvende, at kommunerne faktisk altid har arbejdet med innovation og udvikling, også før innovation blev dansk politikersprog. Men mange på området, tror jeg, vil være enige i, at Jesper Christensen tager munden lige lovlig fuld, når han skriver, at ”satspuljen er skabt til at løse et problem, der groft sagt ikke er der længere”. Behov for udvikling og hjælpDer er fortsat behov for nyudvikling, og der er behov for statslige midler, der kan trække og skubbe udviklingen i den rigtige retning. Det gælder både i de kommuner, der har viljen og evnerne, men også i de kommuner, der ikke prioriterer indsatsen for socialt udsatte synderligt højt. Det har altid været en styrke – og er det fortsat – når satspuljeprojekter har været medvirkende til at åbne nye døre og gennemtænke den socialfaglige indsats, ofte i tæt samarbejde med civilsamfundet. Problemet er snarere, at det ikke længere er dét, der sker, i tilstrækkelig grad. En del af forklaringen herpå skal måske findes i tendensen til, at civilsamfundet – som gennem hele den danske velfærdsstats levetid netop har været stedet, hvor nytænkning har haft allerbedst vilkår – nedprioriteres. Civilsamfundet kan hjælpeKonsekvensen bliver, at større, centralt tilrettelagte og styrede handlingsplaner og lignende med fokus på kommuner og regioners indsats ofte sluger størstedelen af støttemidlerne, så der ikke levnes meget til afprøvende, civilsamfundsbaserede projekter med fokus på udvikling af lavtærskeltilbud og lignende. En løsning på de nuværende problemer med satspuljen kunne derfor være, at 1) nedlægge den nuværende satspulje og finansieringsmodel, 2) lade den almindelige finanslov om at finansiere større regeringsinitiativer, såsom psykiatrihandlingsplanen og lignende og 3) oprette en ny udviklingspulje/fond på finansloven til udvikling af indsatsen for udsatte grupper – på for eksempel 600 mio. kr. – som alene gik til støtte af udviklingsprojekter eller udbredelse af nye, allerede udviklede indsatser. Indsatser, som er forankret i civilsamfundet, bør i den sammenhæng have en væsentlig højere prioritet, end det er tilfældet i dag – ikke mindst fordi mange socialt udsatte har mistet tilliden til det kommunale system og kan have behov for en alternativ vej retur.
Læs nyhed
Fattigdom
10. dec. 2014
Rådet kommer med konkrete anbefalinger om socialt udsattes gæld
Rådet sætter fokus på gældsproblemer blandt socialt udsatte. I den forbindelse har Rådets formand, Jann Sjursen, sendt et brev til fem af regeringens ministre med konkrete anbelfalinger til, hvordan udsattes gældsproblemer bedre kan afhjælpes til gavn for både de gældsramte og samfundet. Du kan læse brevet her: Gæld blandt socialt udsatte er et samfundsmæssigt problem på lige fod med for eksempel misbrug af alkohol eller stoffer. Alligevel er gældsproblemer ikke på samme måde politisk anerkendt som et problem for samfundet, og hjælpen til socialt udsatte med ubetalelig gæld er i dag både mangelfuld og utilstrækkelig. Gælden bliver derfor ofte en møllesten om halsen på socialt udsatte, som er med til at forhindre, at de kan tage hånd om andre sociale problemer. Det koster dyrt – ikke bare for den enkelte, men også for samfundet. Rådet for Socialt Udsatte har på den baggrund bedt advokat Line Barfoed fra Advokaterne Foldschack og Forchhammer udarbejde en rapport, som giver et juridisk overblik over gældsudfordringer for socialt udsatte og mulighederne for gældsrådgivning, gældssanering mv. Rapporten har titlen ’Gæld, gældsrådgivning og gældssanering for socialt udsatte’ og blev lanceret på en konference den 30. oktober 2014. Den er samme dato sendt til følgende ministre: Skatteministeren, justitsministeren, ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, erhvervs- og vækstministeren og ministeren for by, bolig og landdistrikter. Find rapporten her: Gæld, gældsrådgivning og gældssanering for socialt udsatte Rapporten peger på store udfordringer for samfundet og for den enkelte gældsramte udsatte borger. Et illustrativt eksempel fra rapporten er oplysningen om, at blandt de borgere, som i dag skylder penge til SKAT, er 185.000 borgere med en samlet gæld på 11,6 milliarder kr. vurderet til at være helt uden betalingsevne. Forfatterne bag rapporten præsenterer i rapporten en længere række af anbefalinger til, hvordan de samfundsmæssige og menneskelige udfordringer som følge af gæld blandt socialt udsatte bedre kan afhjælpes. Rådet for Socialt Udsatte har drøftet anbefalingerne og vil på den baggrund stille følgende forslag til tiltag/ændringer, som, Rådet mener, bør gennemføres snarest muligt: 1. Der bør sikres permanent gældsrådgivning I blandt andet vores nordiske hjemlande Sverige, Norge og Finland har borgere adgang til permanent offentligt finansieret, gratis gældrådgivning. Sådan er det ikke i Danmark, hvor gratis gældsrådgivning er finansieret af satspuljemidler og har projektkarakter. En god permanent gældsrådgivning vil være en god samfundsmæssig investering i Danmark. Der er netop afsat 4 mio. årligt i 2015-2018 på satspuljen på beskæftigelsesområdet, mens bevillingen på det sociale område på 10 mio. årligt udløber i 2015. Dette er ikke en varig løsning, og Rådet mener, at der er behov for en tilstrækkelig og permanent finansiering af gældsrådgivning på finansloven. 2. Behov for uddannelse og kvalitetssikring af gældsrådgivere Mange gældsrådgivere yder i dag en stor indsats, men det er et problem, at der ikke findes en uddannelse til rådgiverne og dermed ikke sker en kvalitetssikring af gældsrådgivningen. De borgere, der opsøger gældsrådgivere, er ofte i dyb krise, socialt udsatte og meget skrøbelige. De har ofte sammensatte problemer, og rådgivning kan have vidtrækkende konsekvenser. Rådet mener på den baggrund, at der bør oprettes en egentlig kompetencegivende uddannelse som gældsrådgiver. Derudover bør der også udvikles efteruddannelsesmoduler til for eksempel socialrådgivere, jurister, økonomer, revisorer og bankuddannede, der ønsker at arbejde som gældsrådgivere. Endvidere bør der sikres uddannelse/kurser til de frivillige, som arbejder i de gratis gældsrådgivninger. 3. Bedre mulighed for gældssanering midt i kaos Det er svært for de fleste at forstå, at man med de gældende regler i dag først kan få gældssanering, når man har fået løst sine problemer, fået fast arbejde og bolig, og der er gået flere år, uden at man har stiftet ny gæld. Der bør være bedre muligheder for at få gældssanering, når man står midt i kaos. Der er flere mulige veje til at forbedre de nuværende regler – det kunne for eksempel være en ændring, der indebærer, at der kunne gives gældssanering til en borger, selvom de nuværende betingelser ikke er opfyldt, såfremt retten vurderede, at det samlet set ville kunne forbedre den pågældende borgers sociale situation. (Flere konkrete ændringsforlag i forhold til at forbedre mulighederne for gældssanering for socialt udsatte kan findes i rapporten.) 4. Bedre mulighed for gældssanering af gæld fra strafbar handling Når en borger har afsonet sin straf for en kriminel handling, kan en stor gæld udgøre en væsentlig barriere for, at man kommer videre i sit liv. Det er meget svært at få gældssaneret gæld, der stammer fra en strafbar handling, og reglerne bør lempes til gavn for resocialiseringen af tidligere straffede borgere i samfundet. Regeringens udvalg om forebyggelse og resocialisering anbefaler i en ny betænkning, at man indfører en ordning for eftergivelse af sagsomkostninger i straffesager. Rådet anbefaler, at det samme også kommer til at gælde for anden gæld fra strafbare handlinger. 5. Behov for adgang til retshjælp og bisidder Rådet mener, at der bør sikres etablering og permanent finansiering af retshjælp og bisidderordninger til socialt udsatte med stor gæld. For mange socialt udsatte er det helt uoverskueligt at skulle søge gældssanering, og mange er utrygge ved at skulle møde i retten. Der bør derfor være mulighed for dels at få retshjælp til at søge gældssanering og dels, at retshjælpen og gældsrådgivningen kan sende en bisidder med i retten. Desuden bør den udsatte borger, som har opnået gældssanering, efterfølgende have adgang til den nødvendige rådgivning og hjælp til at gennemføre den årlige udlodning til kreditorerne mv. 6. Muligheden for lønindeholdelse på 400 kr. hos hjemløse og andre bør fjernes I 2011 blev der indført en mulighed for, at det offentlige – uden en forudgående grundig betalingsevnevurdering – kan foretage lønindeholdelse på op til 400 kr. månedligt hos kontanthjælpsmodtagere for en række gældsposter, for eksempel DSB-bøder, parkeringsafgift og licens (et lovforslag er pt. til behandling, som udvider regler til også at gælde biblioteksbøder). Begrundelsen for reglen er, at udgifter til transport mm. skal afholdes af det månedlige rådighedsbeløb, så det måtte der være råd til. Men Rådet mener ikke, at denne argumentation giver mening, blandt andet fordi afdraget til afgifter/bøder på op til 400 kr. vil komme oveni de udgifter til transport, licens mm., som vedkommende fortsat har. Resultatet kan blive, at borgere på i forvejen lave ydelser bliver yderligere økonomisk pressede. Rådet mener, at reglen helt bør fjernes, eller at der som minimum bør gennemføres en grundig betalingsevnevurdering. 7. SKAT bør have pligt til at vejlede gældsramte Der findes i de gældende regler i dag forskellige muligheder for at ansøge om henstand i forhold til offentlig gæld eller om eftergivelse efter for eksempel den såkaldte ”det er synd for”-regel i inddrivelsesloven, men socialt udsatte er ofte ikke bekendt med disse muligheder. Rådet anbefaler, at der indføres en egentlig vejledningsforpligtelse for det offentlige, så SKAT og andre offentlige myndigheder får pligt til at vejlede gældsramte borgere, der er velfærdstruede - blandt andet om deres muligheder for at få henstand eller eftergivelse af offentlig gæld. 8. Det bør være muligt at blive frivillig registrering i RKI/Experian og andre debitorregistre For nogle udsatte borgere med økonomiske problemer, herunder borgere med psykiske lidelser, der gør det svært at overskue sin økonomiske situation, kan det være en fordel frivilligt at blive registreret i RKI eller andre debitorregistre, så man ikke kan oprette gæld, kontokort mv. Men RKI/Experian og de øvrige debitorregistre har endnu ikke villet oprette en sådan mulighed. (Som reglerne er i dag må RKI i øvrigt ikke oplyse om gæld, der er mere end fem år gammel). Rådet mener, at der bør lægges et pres på for at få dem til det. Justitsministeren har i et nyligt svar af 31. oktober 2014 til Socialudvalget (Alm. del 37) oplyst, at en ordning med frivillig registrering er mulig inden for rammerne af de gældende regler om behandling af personoplysninger. Rådet for Socialt Udsatte håber, at ministeren sammen med den øvrige regering snarest muligt vil følge op på disse anbefalinger til tiltag/ændringer i forhold til gæld blandt socialt udsatte – det kan i den grad betale sig, både på et menneskeligt og på et samfundsmæssigt plan. Anbefalingerne er sendt til: Skatteministeren, ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, justitsministeren, erhvervs- og vækstministeren samt ministeren for by, bolig og landdistrikter.  
Læs nyhed
Fattigdom
06. dec. 2014
Man plukker håret af en skaldet
I Danmark har vi det grundlæggende sunde princip, at når det offentlige inddriver gæld, så skal den enkelte altid overlades penge nok til at kunne opretholde et beskedent hjem. Det er fastlagt i retsplejeloven. Man må så at sige ikke plukke håret af en skaldet. Eller det vil sige – det må man så alligevel godt. For i 2011 blev der indført en ny regel, som bryder afgørende med dette princip. Reglen findes i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og er også kendt som 400-kroners reglen eller ’særlig lønindeholdelse’. Reglen indebærer, at hvis en socialt udsat borger har en gammel, ophobet gæld fra for eksempel ubetalte DSB-bøder, så kan SKAT trække op til 400 kroner fra borgerens sociale ydelse – uden først at foretage en grundig vurdering af, om den pågældende borger efterfølgende vil have nok penge tilbage at leve for. Ifølge SKAT’s egne tal bliver reglen flittigt brugt: Cirka 30.000 personer er i såkaldt ’særskilt lønindeholdelse’ og heraf er cirka 20.000 personer på kontanthjælp eller en lignende ydelse. 400 kroner lyder jo for de fleste af os ikke af meget. Men er man for eksempel på en lav kontanthjælpsydelse – det kan være den lave sats til unge under 30 år – så er det ikke unormalt at have et rådighedsbeløb på 2000 kroner om måneden. Og så kan 400 kroner mindre om måneden gøre rigtig ondt. Rådet for Socialt Udsatte har længe været af den overbevisning, at reglen helt bør fjernes. Derfor er det bekymrende at opdage, at reglen netop nu er ved at blive udvidet med et lovforslag, som skatteministeren har fremsat i oktober. Lovforslaget går på, at også biblioteksbøder skal kunne afdrages efter den særlige regel. Grundlæggende er det både et konkret og et principielt problem, at det offentlige kan trække i ydelser, uden at være sikker på, at den enkelte ikke efterlades i yderligere fattigdom som følge heraf. Argumentet bag 400-kroners reglen er, at de bøder og afgifter, som er opfattet af den særlige regel, vedrører udgifter, som normalt skal kunne rummes af en borgers månedlige rådighedsbeløb – transport, licens osv. Men den argumentation holder ikke. For det er jo ikke sådan, at den enkeltes transportudgifter for eksempel bliver mindre, mens man afdrager på en gammel gæld fra DSB-bøder – nej, man skal jo så betale både transportudgifter og afdrag! DR Kontant, Politiken og flere andre medier har fornyligt sat fokus på, hvordan bankerne uretmæssigt trækker låneafdrag fra socialt udsattes kontanthjælp. Det er ifølge Finanstilsynet ulovligt. Det er måske en god anledning til at tage en tiltrængt diskussion af det rimelige i, at det offentlige som følge af reglen om ’særlig lønindeholdelse’ begår den samme ugerning, ganske vist i fuld overensstemmelse med lovgivningen. Ovenstående er sendt til Folketingets Skatteudvalg. Brevet er også bragt som debatindlæg i Politiken den 6. december 2014 
Læs nyhed
Øvrigt
28. nov. 2014
Satspuljen – tid til fornyelse?
Følgende debatindlæg er bragt på Altinget den 27. november 2014: Af formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen Satspuljen stod oprindeligt for udvikling og fornyelse af indsatserne overfor samfundets udsatte. Men i det følgende stilles spørgsmålet: Er det tid til at udvikle og forny satspuljen selv? Satspuljen er midler, som fordeles af satspuljepartierne til særlige indsatser på social- (herunder integrations-), sundheds- og arbejdsmarkedsområdet med henblik på forbedring af vilkårene for overførselsindkomstmodtagere og vanskeligt stillede grupper. Puljen er derfor traditionelt blevet kaldt for ’de fattiges finanslov’. Satspuljemidlerne kan blandt andet anvendes til at styrke udvalgte indsatsområder, udvikle indsatserne og afprøve nye veje og metoder. Psykiatrien hører hjemme på finansloven Det er grundlæggende positivt. Men en række tendenser, som kan ses i de seneste års udmøntning af satspuljemidlerne, tyder på, at satspuljen kan have udspillet sin rolle som finansieringskilde til den fornyelse og udvikling, som blandt andet området for socialt udsatte har behov for. Her skal fremhæves tre tendenser, som understreger, at det måske er tid til at retænke satspuljen i sin nuværende form: For det første bliver satspuljen i dag brugt til at finansiere tiltag, som man godt kunne argumentere for ret beset hører hjemme på den almindelige finanslov. Et godt eksempel herpå er finansieringen af regeringens psykiatrihandlingsplan, som ’åd’ rigtig mange af satspuljemidlerne for 2015 – selv om mange psykiatri- og socialordførere længe har talt for, at psykiatrien skulle finansieres af den almindelige finanslov. Satspuljen har også finansieret flere pladser i retspsykatrien, herunder ombygning af almene sengepladser til retspsykatriske sengepladser. Mest udsatte voksne er glemt For det andet er der en tendens til, at de allermest socialt udsatte voksne igen og igen bliver nedprioriteret, overset eller glemt, når satspuljemidlerne på det sociale område skal fordeles. Ser vi på fordelingen af midler på det sociale område i for eksempel de seneste tre indgåede satspuljeaftaler, er der – med undtagelse af vigtige projekter til gavn for henholdsvis unge hjemløse, voldsramte kvinder og kvinder udsat for menneskehandel – ikke bevilget midler til større, udviklende initiativer på området for de mest marginaliserede socialt udsatte voksne. Det vil sige de borgere, som er 18 år eller ældre, og som har en bred vifte af komplekse sociale problemer, herunder de hårdest ramte misbrugere af alkohol og stoffer, brugere af lavtærskeltilbud som natcaféer, væresteder, gadesovere mm. Det er mennesker, som ofte har svært ved at få tilstrækkeligt udbytte af de traditionelle behandlingstilbud, der stiller større og større krav til brugeren om selv at kunne administrere sin egen ’case’. For få til at gøre en forskel Det er altid svært at tage diskussionen om prioriteringer. Det gælder ikke mindst, når der er tale om prioriteringer af midler til indsatser overfor grupper i samfundet, der har helt åbenlyse behov for støtte. For hvilke særlige indsatser på det sociale område – der som bekendt favner både indsatser overfor mennesker med handicap, ældre, udsatte børn, udsatte voksne og integrationsindsatser – er der mest brug for? Det giver ikke mening at svare på. Men spørgsmålet om, hvorfor alle målgrupperne for satspuljen ikke kan tilgodeses i nødvendigt omfang, når satspuljemidlerne skal fordeles, fører til den tredje og helt centrale tendens, som har kendetegnet satspuljen i en årrække: Kagen, som der fordeles af, er simpelthen blevet væsentligt mindre. Der er i dag så få midler i puljen at fordele, at der både er risiko for, at områder igen og igen overses, og for, at de projekter, som finansieres af puljen, slet ikke får en volumen, som gør, at de kan gøre en reel forskel. Udhuler overførselsindkomster Afslutningsvis skal det fremhæves, at – få eller mange penge i satspuljen – så er det ikke hensigtsmæssigt, at pengene til særlige indsatser for samfundets udsatte tilvejebringes ved, at pensioner og andre overførselsindkomster gradvis udhules i forhold til den almindelige pris- og lønudvikling i samfundet. Også dét forhold bør i sig selv føre til et opgør med finansieringsmekanismen bag satspuljen. Der er ingen tvivl om, at der er behov for finansiering af både udvikling og udbygning af indsatsen over for socialt udsatte. Men vi bør altså diskutere, om satspuljefinansieringen af særlige indsatser for samfundets udsatte grupper bør revurderes. Fortsættelse følger i næste indlæg
Læs nyhed
Øvrigt
26. nov. 2014
Debat: Bevar selvmøderprincip. Hjemløshed og etik
Følgende debatindlæg er bragt i Kristeligt Dagblad den 26. november 2014: Af Jann Sjursen, Ask Svejstrup og Jakob May  Samfundets nederste sikkerhedsnet for hjemløse borgere har i mange årtier bestået i muligheden for at henvende sig på et herberg eller et forsorgshjem. Selvmøderprincippet, som det også kaldes, er en grundsten i dansk socialpolitik. Når alle andre muligheder synes udtømte, giver det den hjemløse en tryghed for at modtage hjælp på baggrund af en socialfaglig vurdering, akkurat som når en borger henvender sig til en praktiserende læge, der på baggrund af en lægefaglig vurdering henviser borgeren til behandling. I begge tilfælde er det faglige vurderinger, der ligger til grund for, hvilken hjælp borgeren tilbydes - ikke de offentlige kassers behov for økonomistyring. Sidste år forberedte regeringen og KL med økonomiaftalen for 2014 fra maj 2013 slaget - i disse tider med 1864-serien - mod selvmøderprincippet. I aftalen hedder det på smukt aftalesprog, "at der er behov for at styrke kommunernes muligheder for at give hjemløse borgere og voldsramte kvinder en sammenhængende og rehabiliterende social indsats. På den baggrund igangsættes en analyse af reglerne for ophold på forsorgshjem og kvindekrisecentre samt kommunernes praksis og styringsmuligheder på områderne". Det blev dog ikke til det afgørende slag, så i økonomiaftalen fra juni i år blæses der til dette slag - ikke mod hjemløsheden, men formentlig mod selvmøderprincippet. Det hedder igen på smukt aftaledansk, at "Regeringen og KL vil derfor i efteråret drøfte mulighederne for at gennemføre tiltag, der styrker kommunernes styringsmuligheder med henblik på at yde en helhedsorienteret indsats. Drøftelserne vil tage udgangspunkt i et analysearbejde, som regeringen og KL har gennemført på området". Analysearbejdet har ikke været fremlagt endnu, og i et svar fra socialministeren fremgår det, at rapporten forventes at være klar inden udgangen af 2014. Socialministeren løfter dog allerede nu sløret for, at analysearbejdet baserer sig på interviews med ledere og kommunale repræsentanter, der arbejder på området. Derimod nævnes brugerne ikke med ét ord. Denne gruppe må tilsyneladende forlade sig på ministerens forsikring om, at eventuelle tiltag som følge af analysearbejdet vil ske med "respekt for selvmøderprincippet". Hertil kunne man spørge, om ikke netop respekten for selvmøderprincippet ville være en reel inddragelse af dem, for hvem selvmøderprincippet gør en verden til forskel. Der er ingen tvivl om, at kommunerne finder det ustyrbart, at en hjemløs kan gå ind ad en forsorgshjemsdør, hvor end i landet det måtte være, uden at have været rundt om en kommunal visitation først. Selvmøderprincippet har længe været en torn i øjet på de kommunale økonomifolk, KL's økonomifolk og regeringens økonomiske ministerier. Så hvordan stiller de sig til socialministerens forsikring om, at eventuelle tiltag vil ske med respekt for selvmøderprincippet? Kan de tilslutte sig? Eller hvordan risikerer selvmøderprincippet at skulle bøjes og begrænses for at imødekomme et vedvarende krav om øget økonomistyring? Rådet for Socialt Udsatte har bedt SFI gennemføre en brugerundersøgelse af paragraf 110-boformer, der vil blive offentliggjort i december. Brugerundersøgelsen vil kunne bidrage med vigtig viden om, hvad der er baggrunden for opholdet, hvordan borgeren oplever de tilbud og den støtte, der gives undervejs i forløbet, og hvilke ønsker og behov borgeren har i forbindelse med udskrivning fra boformen og et videre forløb.En sådan viden står helt centralt og bør og skal inddrages, når et kerneelement i vores sociallovgivning som selvmøderprincippet står til diskussion. Vi vil opfordre til, at der bliver en åben drøftelse af både analyse og løsningsmuligheder, og at denne åbne drøftelse venter, til også viden om brugernes vurdering af tilbuddene er på bordet. Vi er enige med regeringen og KL i, at meget på hjemløseområdet kan gøres bedre. Men selvmøderprincippet skal opretholdes som grundprincip af hensyn til den hjemløse - så hjemløse søger og har tilliden til, at de altid kan søge et herberg, og at lederen på stedet kan træffe afgørelse om indskrivning på stedet. Vi mener også, at brugernes vinkel er essentiel at få på bordet, inden der træffes afgørende beslutninger om ændringer. Samfundet kan bedre leve med, at kommunernes styringsmuligheder ikke er optimale set med økonomernes øjne, end at endnu flere hjemløse ikke får den nødvendige hjælp. Og hvis kommunerne formår at tilbyde den rette hjælp til den enkelte hjemløse, så er der næppe nogen tvivl om, at han eller hun også vil tage imod den med kyshånd. Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte, Ask Svejstrup er sekretariatsleder for SAND og Jakob May er formand for sammenslutningen af boformer for hjemløse.
Læs nyhed
Øvrigt
18. nov. 2014
Rådets sekretariat søger kommunikationsmedarbejder
Vil du være med til at forbedre forholdene for socialt udsatte mennesker, så er stillingen måske noget for dig. Rådet for Socialt Udsatte søger en kommunikationsmedarbejder, der vil bruge sit håndværk og viden til at gøre Rådets kommende kommunikationsstrategi til virkelighed. Om Rådet for Socialt Udsatte Rådet er et statsligt råd nedsat af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold. Rådet har til opgave at være talerør for socialt udsatte, dvs. mennesker med komplekse sociale problemer som fx hjemløshed, misbrug, sindslidelse mv. Om jobbet Din vigtigste opgave vil være at give formanden og Rådet en rigtig god bistand til den eksterne kommunikation, så Rådets budskaber bliver hørt og taget alvorligt. Du skal arbejde bredt med skriftlig kommunikation som traditionel presse, hjemmeside og sociale medier og samtidig have lysten og evnen til at være sprogsnedker på større rapporter som årsrapporter, rapporter fra undersøgelser mv. Du skal heller ikke være bleg for at arrangere en konference eller en event, hvor det er nødvendigt. Dine kompetencer og kvalifikationer Vi lægger vægt på, at du: Er stærk i kommunikation og gerne med flere års erfaring fra lignende job Har en dybtgående indsigt og interesse i samfund og politik og har blik for politiske processer Har en uddannelse som journalist eller relevant akademisk kandidatgrad Skriver godt til forskellige målgrupper og på forskellige platforme Arbejder effektivt både alene og i samarbejde Har evnen og lysten til at snakke med mennesker, der er eller har været på kanten af samfundet Du skal indgå i et lille sekretariat med en håndfuld medarbejdere. Arbejdet er udpræget teamarbejde, så du skal evne og ville udvikle samarbejdets svære kunst. Vi har en uformel, men effektiv og ambitiøs arbejdsform. Der er højt til loftet med plads til visionære og strategiske ideer, men hverken mødekaffen eller deltagerlisten til konferencen laver sig selv! Du skal være fleksibel og villig til at tage ansvaret for stort og småt. Vi tilbyder dig Alsidige arbejdsopgaver og løbende nye udfordringer At blive del af et fagligt miljø, hvor videndeling prioriteres Mange samarbejdspartnere internt og eksternt med mulighed for udvikling af dit netværk Gode og fleksible arbejdsvilkår Løn- og ansættelsesvilkår Er du journalist fastsættes løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst for journalister i staten. Er du AC’er fastsættes løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomsten for akademikere i staten. Har du en anden relevant uddannelse fastsættes løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Ansættelsesområdet er sekretariatet for Rådet for Socialt Udsatte. Ansættelsessted er Rådet for Socialt Udsatte, Bredgade 25, opg. F, 4. sal, 1260 København K. Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer pr. uge. Stillingen ønskes besat senest den 1. februar 2015 eller efter nærmere aftale. Stillingen er tidsbegrænset til 31. december 2016. Hvis du vil vide mere Du kan læse mere om Rådet for Socialt Udsatte på www.udsatte.dk og høre mere om stillingen hos sekretariatschef Ole Kjærgaard 4185 1095. Din ansøgning Du søger jobbet på www.sm.dk. Vi skal modtage din ansøgning, CV, karakterudskrift og andre relevante bilag senest tirsdag den 2. december 2014. Ansættelsessamtaler forventes gennemført i uge50. Vi opfatter mangfoldighed i medarbejdergruppen som en styrke. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, handicap, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Læs nyhed