LUK
  • Man får bare lyst til at lukke ned for alt og isolere sig, fordi man ikke har råd til at leve Mand, 27 år, om fattigdom

  • 00:10
Udsatteråd
11. nov. 2013
Det er lige så vigtigt at høre udsattes stemmer MELLEM valgene
En stemme er ikke kun det kryds, man sætter i stemmeboksen. Det er også den stemme, der bliver hørt mellem valgene i en løbende dialog mellem borger og beslutningstager. Sådan en dialog kan lokale udsatteråd skabe. Det skrev Rådets formand Jann Sjursen i et debatindlæg, der blev bragt i Politiken sidste uge. Herunder kan du læse hele indlægget. I PDF-filen kan du se, hvordan indlægget så ud i Politiken.   Det er lige så vigtigt at høre udsattes stemmer mellem valgene Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Med kommunalvalget lige om hjørnet er der ekstra fokus på demokratiet og på at få alle til at stemme – også socialt udsatte borgere. Men en stemme er ikke kun det kryds, man sætter i stemmeboksen. Det er i lige så høj grad den stemme, der bliver hørt mellem valgene i en løbende dialog mellem borger og beslutningstager. Socialt udsatte borgere over hele landet har brug for talerør, der til alle tider sikrer gruppen en formel adgang til beslutningstagerne – lokale udsatteråd er sådan et talerør. 73 af landets 98 kommuner har ikke et lokalt udsatteråd. Dét til trods for, at det er en stor succes hos de 25 kommuner, der har. Rådene rådgiver politikerne i kommunalbestyrelserne om, hvordan man lokalt kan forbedre forholdene for udsatte borgere. Det styrker det lokale demokrati og giver en stemme til en gruppe, der ofte bliver overhørt og kan have svært ved at råbe politikerne op. Socialt udsatte borgere eller brugerorganisationerne bør være med i de lokale udsatteråd. Regeringen vil ikke gøre det lovpligtigt for kommunerne at oprette kommunale udsatteråd på lige fod med ældreråd og handicapråd, som kommunerne SKAL nedsætte. At socialt udsatte ikke er ligestillet, giver et uheldigt signal om, at gruppen er mindre vigtig end andre. Det forstærker den marginalisering, socialt udsatte allerede oplever. Kommunalbestyrelserne kan råde bod på den manglende ligestilling ved at nedsætte et lokalt udsatteråd. Det sker ofte på opfordring fra lokale ildsjæle. Den kommunale valgkamp er en oplagt anledning for de lokale kræfter til at udfordre de kommende byrådsmedlemmer på deres vilje til dialog med socialt udsatte – også efter valget. Rådet for Socialt Udsatte skrev for nyligt til 140 væresteder, forsorgshjem, varmestuer og andre tilbud til socialt udsatte i de kommuner, der ikke har et lokalt udsatteråd. I brevet opfordrede Rådet de frivillige kræfter til at arbejde for at få nedsat et lokalt udsatteråd i deres kommune. Rådets opfordring til de lokale kræfter er et supplement til mange gode initiativer, der for tiden sættes i gang for at få socialt udsatte til stemmeurnerne til kommunalvalget den 19. november. Rådet bakker op om og har stor respekt for dette arbejde og de mange lokale og landsdækkende frivillige sociale organisationer, der gør en stor indsats. Rådet håber, at dets initiativ i samspil med de andre kan være med til at styrke demokratiet – både før, under og efter kommunalvalget. 
Læs nyhed
Beskæftigelse
11. nov. 2013
Rådet bakker op om forslag til at styrke socialøkonomiske virksomheder
Socialøkonomiske virksomheder kan være til gavn for socialt udsatte mennesker, som med beskæftigelse på særlige, individuelle vilkår kan få et mere værdigt liv. Derfor bakker Rådet op om en række anbefalinger til, hvad man konkret kan gøre for at udvikle området, så man styrker det potentiale, som socialøkonomiske virksomheder har. Forslagene kommer fra Udvalget for Socialøkonomiske Virksomheder, som er nedsat af regeringen.   I PDF-filen herunder kan du se det brev, som Rådet har sendt til social-, børne-, og integrationsminister Annette Vilhelmsen. I brevet bakker Rådet op om udvalgets forslag og fremhæver fire af dem, som Rådet mener er særligt vigtige.
Læs nyhed
Udsatteråd
15. okt. 2013
Rådet opfordrer frivillige til at arbejde for oprettelse af lokale udsatteråd
Det er frivilligt for en kommunalbestyrelse, om den vil nedsætte et lokalt udsatteråd. Det sker ofte på opfordring fra lokale ildsjæle. Derfor skrev Rådet for Socialt Udsatte i sidste uge til 140 væresteder, forsorgshjem, varmestuer og andre tilbud til socialt udsatte i de kommuner, der ikke har et lokalt udsatteråd. I brevet opfordrede Rådet de frivillige kræfter til at arbejde for at få nedsat et lokalt udsatteråd i deres kommune og eventuelt tage spørgsmålet op i debatten forud for kommunalvalget den 19. november. I brevet lå også en infopakke om lokale udsatteråd. Socialt udsatte har brug for et talerør, der til alle tider sikrer gruppen en formel adgang til beslutningstagerne. Socialt udsatte borgere bliver ofte overset i den lokale politiske debat og formår måske ikke at råbe politikerne op under kommunens forhandlinger om vigtige beslutninger. Et lokalt udsatteråd sikrer en jævnlig og vedvarende dialog mellem socialt udsatte borgere og politikerne i en kommune og styrker dermed demokratiet. Samspil med andre initiativer Rådets opfordring til de lokale kræfter er et supplement til mange gode initiativer, der for tiden sættes i gang for at få socialt udsatte til stemmeurnerne til kommunalvalget den 19. november. Rådet bakker op om og har stor respekt for dette arbejde og de mange lokale og landsdækkende frivillige sociale organisationer, der gør en stor indsats. Rådet håber, at dets initiativ i samspil med de andre kan være med til at styrke demokratiet – både før, under og efter kommunalvalget.
Læs nyhed
Øvrigt
10. okt. 2013
2020-mål: Høje ambitioner – hvor er investeringerne?
Regeringens 2020-mål på stofmisbrug om, at 50 procent af afsluttede behandlingsforløb skal ende med stoffrihed eller reduktion i stofbrug, er et ambitiøst mål. Det kan dog vise sig at være helt urealistisk, hvis der ikke samtidig investeres i området. Sådan skriver Rådets formand Jann Sjursen i et debatindlæg på Altinget.dk i dag. Nedenfor kan du læse indlægget:   2020-mål: Høje ambitioner – hvor er investeringerne? Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Regeringens 2020-mål på stofmisbrug om, at 50 procent af afsluttede behandlingsforløb skal ende med stoffrihed eller reduktion i stofbrug, er et ambitiøst mål. Det kan dog vise sig at være helt urealistisk, hvis der ikke samtidig investeres i området. Med de eksisterende metoder og måder at behandle stofmisbrugere er det kun 20-30 procent af de personer, der afslutter et behandlingsforløb med stoffrihed, der holder sig stoffrie i det følgende år. Samtidig har behandlingseffekten hverken i Danmark eller udlandet rykket sig markant de seneste 40 år. Det er derfor nærmest et mål om at bryde ”lydmuren” i den eksisterende behandling, som regeringen sætter sig. Det kan kun bifaldes. Men det holder ikke uden brug af flere penge.  Når man dertil lægger, at kun cirka halvdelen af de 33.000 misbrugere med behandlingskrævende misbrug er i behandling – så må man forvente, at der med bedre behandling skal behandles endnu flere. Tallet stammer fra Sundhedsstyrelsen, hvis estimat i øvrigt kun dækker de misbrugere, som kommer i kontakt med offentlige registre – de egentlige mørketal har man ikke fat i. Regeringens mål er som skrevet sat højt. Men i formuleringen af målet ligger der også en anerkendelse af, at reduktion i stofbrug også er et behandlingsmål – ikke kun stoffrihed. Det er et fremskridt. Der er meget i den eksisterende indsats, der kan gøres bedre. Alt for mange misbrugere er i en sporadisk substitutionsbehandling, hvor de ikke modtager tilstrækkelige tilbud om psykologbehandling, noget at lave, uddannelse og/eller beskæftigelse på egne vilkår. Det høres også alt for tit, at efterværnet efter intensiv behandling (døgn- eller dagbehandling) er utilstrækkelig.  Paradoksalt nok har kommunerne fra 2010-2012 sparet 55 millioner kroner på stofmisbrugsbehandlingen – det svarer til seks procent. I samme periode har de også sparet på støttekontaktpersoner til misbrugere, sindslidende mv. – helt præcist 54 millioner kroner. Det er en reel besparelse på 24 procent! På aktivitets- og samværstilbud og beskyttet beskæftigelse til misbrugere, sindslidende mv. har kommunerne sparet 145 millioner kroner svarende til 24 procent. Med de besparelser går kommunerne bestemt ikke i retning mod bedre efterværn og opfølgning. Det er vanskeligt at forestille sig, at man i behandlingsresultater og effekter kan bryde ”lydmuren” uden at investere mere. Som Hanne Thomsen, formanden for Missionen blandt Hjemløse, skrev i sit indlæg i sidste uge, håber jeg, at afsnittet i regeringens 2020-plan om, at der ikke er brug for at afsætte flere midler – og ministrenes gentagen af dette mantra – er en smutter i korrekturen på både skriftet og talepunkterne. Desværre tager jeg nok fejl. Det samme gør de, der tror, at man på det sociale område kan få fremskridt og forbedringer helt uden at investere. Jeg opfordrer regeringen og andre gode kræfter til at formulere konkrete forslag, der fører os tættere på målene. Så må det vurderes, hvad der ligger inden for de eksisterende økonomiske rammer, og hvad der kræver investeringer ud over det. Rådet for Socialt Udsatte deltager gerne i denne proces.  
Læs nyhed
Sindslidende
04. okt. 2013
Nu venter psykiatrien på regeringen!
Pressemeddelelse fra Rådet for Socialt UdsatteFredag den 4. oktober 2013 Nu kan regeringen ikke længere udskyde at komme med ambitiøse mål for en bedre indsats til sindslidende og psykisk sårbare. Rapporten fra regeringens Psykiatriudvalg, som i dag bliver offentliggjort, sætter fingeren på mange ømme punkter, som regeringen bør komme med konkrete bud på, hvordan kan løses. Rådet for Socialt Udsatte peger især på udvalgets forslag om ambitiøse og konkrete mål for reduktion af brugen af tvang: - Der skal gøres op med afmagtspsykiatrien og gennemføres en kulturændring i forhold til brugen af tvang, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Især behandlingen af dobbeltbelastede personer, altså personer med både en psykisk lidelse og et misbrug, skal strammes op og forbedres: - Det må være slut med, at mennesker med en sindslidelse og et misbrug ikke får en samlet og integreret behandling, siger Jann Sjursen. Siden kommunalreformen har regionerne, der har ansvar for den psykiatriske behandling, og kommunerne, der har ansvaret for misbrugsbehandlingen, været forpligtet til at tale sammen om behandlingen af dobbeltbelastede borgere. Alligevel er der alt for mange eksempler på, at de to sektorer ikke samarbejder. Reelle forbedringer koster Psykiatriudvalget har delt deres anbefalinger op i dém, der efter udvalgets vurdering kan gennemføres inden for de eksisterende budgetter, og dém, der kræver flere økonomiske ressourcer. Regeringen må ikke nøjes med kun at plukke i de omkostningsfrie forslag. Hverken i den regionale eller den kommunale indsats kan der for alvor ske forbedringer af indsatsen uden nye investeringer. Rapporten peger bl.a. på behovet for bedre uddannelse af personalet som ét element i en samlet indsats for at nedbringe brugen af tvang. Imidlertid har udvalget ikke sat kroner og ører på de anbefalinger, der ifølge udvalget vil koste noget at gennemføre. Det er en stor mangel ved udvalgsarbejdet. – Når udvalget ellers har arbejdet så intenst med området, er det ærgerligt, at der ikke også er vurderinger af omkostningssiden, siger Jann Sjursen. Med konkrete forslag til omkostninger kunne man nemmere spille op af eksisterende fakta – for eksempel tallet for fuldtidsstillinger i den regionale psykiatri, som Dansk Sygehusinstitut sidste år vurderede, at der manglede 1.200 af. Jann Sjursen slutter af med opfordringen til, at de ambitiøse mål for forbedringer i psykiatrien bliver gjort til konkrete og forpligtende 2020-mål.
Læs nyhed
Øvrigt
27. sep. 2013
Sociale 2020-mål: Intet afkast uden investering
Der er trin, der må tages, hvis man vil nå regeringens sociale 2020-mål: Viden om, hvad der skal til, og hvordan man laver de nødvendige indsatser. Penge, der muliggør indsatserne. Og selve udførelsen af dem. Sådan skriver Rådets formand Jann Sjursen i et indlæg til Altingets debat om de sociale 2020-mål. Herunder kan du læse indlægget i dets fulde længde:   Sociale 2020-mål: Intet afkast uden investering Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Da tv-kameraerne forleden indstillede fokus på socialminister Annette Vilhelmsen, statsminister Helle Thorning og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager til regeringens pressemøde om dens sociale 2020-mål, satte ministrene fokus på den sociale indsats for Danmarks mest udsatte borgere. Denne politiske opmærksomhed hilser jeg og mange andre velkommen. Socialt udsatte og de, der arbejder med og for socialt udsatte, har længe følt, at området bliver overset på den politiske dagsorden – undtagen når der skal laves besparelser på statens og kommunernes udgifter. Politisk opmærksomhed rykker imidlertid ingenting i sig selv, selvom det er et vigtigt skridt for forandringer. Der er andre trin, der må tages, hvis man vil nå 2020-målene: Viden om, hvad der skal til, og hvordan man laver de nødvendige indsatser. Penge, der muliggør indsatserne. Og selve udførelsen af dem. Nærlæser man regeringens sociale 2020-plan, kan man se, at målene kommer til at indgå i regeringens prioritering af forslag til satspuljen – som imidlertid ikke får tilført nye penge før 2017 – og på det sociale område for finansloven for 2014. Man kan håbe, at sidstnævnte er en mulighed for at investere nye og ekstra penge i indsatserne. Men det bliver nok desværre ved håbet. Ved præsentationen af målene gjorde ministrene det klart, at der ikke følger så meget som en krone med – der er allerede mange penge på området, blev der sagt. Det er ærgerligt ikke at investere, når der mange steder allerede er taget et indledende trin eller to. Tag for eksempel regeringens mål om at reducere antallet af hjemløse. Takket være Hjemløsestrategien, der har kørt de seneste fire år, ved vi allerede, hvordan de såkaldte ’Housing First’-metoder kan få hjemløse borgere i egen bolig. Og regeringen skriver da også i sin 2020-plan, at den vil arbejde for, at metoderne udbredes i kommunerne. Mere specifik skal det ifølge regeringen ske ved ”…at kommunerne målrettet arbejder med at udbrede de virkningsfulde metoder…” og ”…at kommunerne arbejder på at stille relevante boligløsninger til rådighed.” Men dét kræver altså en økonomisk investering. Ellers hjælper kommunernes gode vilje nok så meget. Det ved regeringen godt, for det viser evalueringen af Hjemløsestrategien, som socialminister Annette Vilhelmsens eget ministerium har foretaget. Man kan også læse, at hvis man i implementeringen af strategien investerer i både politisk og administrativt engagement og i uddannelse af (ekstra) personale, så giver det overskud – hurtigt endda. Evalueringen viser også tydeligt store menneskelige gevinster ved metoderne, som bliver til økonomiske gevinster: Der bliver færre udgifter til ophold på boformer, kriminalitet, psykiatri og sundhed, og de hjemløse borgeres tilknytning til arbejdsmarked og uddannelser bliver større. Overordnet set skal vi investere, så socialt udsatte borgere får langt bedre muligheder for at vinde fodfæste i livet igen.  Det skal vi, fordi vi vil et velfærdssamfund for alle –  uanset, om det kan betale sig. Menneskers værd kan ikke gøres op i kroner og ører. Men faktisk ved vi, at investeringer i indsatser, der gør socialt udsatte borgere godt, også er godt ud fra et økonomisk synspunkt. Der er altså både menneskelige og økonomiske grunde til at investere i metoderne. Men det forudsætter, som regeringen ganske rigtigt skriver, at kommunerne investerer i arbejdet. Med det økonomiske pres, kommunerne i forvejen er under, har de brug for en økonomisk håndsrækning til at opprioritere det sociale område – især når tal fra Danmarks Statistik viser, at kommunerne fra 2010-2012 har sparet en milliard på udgifter til socialt udsatte. Hjemløsestrategiens metoder et blot ét eksempel på mange allerede afprøvede eller eksisterende midler til at forbedre vilkårene for de mest udsatte borgere, som imidlertid kræver penge at gennemføre. Andre er eksempelvis rådgivning, vejledning, sociale tilbud, overførselsindkomster, uddannelse eller job på særlige vilkår. Og i mere bred forstand handler sundhed, uddannelse og beskæftigelsespolitik også om at bekæmpe social nød. Hjemløsestrategien viste, at der også er brug for mere ny viden. Selvom strategiens metoder med stor succes fik de hjemløse borgere, der deltog i strategien, i egen bolig, er der samtidig kommet flere hjemløse til alt i alt. Der er altså stor brug for at vide mere om, hvordan man forebygger hjemløshed. Alle skal nemlig hjælpes og have mulighed for at forbedre deres situation – hvad end man er hjemløs eller på vej til det, udsat ung eller voksen, voldsamt kvinde eller misbruger. Det kommunikerer regeringen da også med sin titel for de sociale 2020-mål: ’Alle skal med.’ Skal det lykkes, må der imidlertid også følge nogle virkemidler med planen.                  
Læs nyhed
Fattigdom
24. sep. 2013
Derfor er en fattigdomsgrænse relevant – også i Danmark
I dag har Rådets formand Jann Sjursen en kronik om fattigdom i Kristeligt Dagblad. Kronikken kommer dels som opfølgning på regeringens sociale 2020-mål, dels som et modsvar på den kritik, der har været af den nye fattigdomsgrænse og af begrebet fattigdom i Danmark generelt. Nedenfor kan du læse kronikken i dens fulde længde:   Derfor er en fattigdomsgrænse relevant – også i Danmark Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte ”Fattigdom er at give op.” ”Jeg har ikke råd til at have andre i mit liv.” Udsagnene er to menneskers personlige oplevelser af fattigdom i Danmark, som Rådet for Socialt Udsatte samlede ind i vinteren 2012 til brug for en publikation. Konsekvenserne af fattigdom rammer og er et stort problem for de 42.000 danskere, der er langvarigt fattige. Men fattigdom har også konsekvenser for samfundet. Når mennesker opgiver at være en del af fællesskabet og opgiver at bidrage til samfundet, så bliver vi alle fattigere. Derfor skal fattigdom bekæmpes – også her i landet. Og derfor er det så bemærkelsesværdigt, at regeringen, der i år har indført en fattigdomsgrænse, ikke gør det til en del af sine sociale 2020-mål at bekæmpe fattigdommen – som er tredoblet på godt 10 år. Hvorfor have en fattigdomsgrænse, når den ikke bliver brugt til noget? Ekspertudvalget om fattigdom, som jeg selv deltog i, fik til opgave at komme med forslag til, hvordan en dansk fattigdomsgrænse kan se ud, hvis den skal afgrænse de persongrupper, der ud fra en økonomisk vurdering har så lidt, at de meget vanskeligt kan være en del af fællesskabet – de er fattige. Det var ikke en enkel opgave. Afgrænsningen skulle kunne møde almindelig accept i befolkningen som en dækkende opgørelse af antallet af fattige. Afgrænsningen skulle samtidig afspejle ændringer i fattigdom som følge af samfundsudviklingen eller som følge af politiske tiltag. Udvalget lagde en relativ forståelse af fattigdom til grund for forslaget om en fattigdomsgrænse – for eksempel, at man skal have mulighed for at få dækket helt grundlæggende behov for mad, sundhed, husly og tøj. Derudover skal man have de fornødne forbrugsgoder og muligheder, som anses for nødvendige for at være en del af fællesskabet. Det nødvendige minimum for en levefod kaldes rent teknisk for et minimumsbudget. Ekspertudvalget havde ikke mulighed for at få fremstillet et sådan budget, men i 90’erne lavede en gruppe forskere et minimumsbudget for Forbrugerstyrelsen, og det blev opjusteret først i 00’erne. Ekspertudvalget opregulerede budgettet til 2011-prisniveau. Minimumsbudgettet er på cirka 111.000 kroner for en enlig med en gennemsnitlig husleje, og det er et budget, vi i ekspertudvalget har skævet til i vores arbejde. Hvor stor en indkomst kan finansiere minimumsbudgettet? Hvis man ser bort fra formue og gæld, så er indkomst og forbrugsmuligheder det samme. Denne logik begrunder, at fattigdom – altså mangel på de ressourcer og muligheder, som samfundet anser for nødvendige for at være en del af fællesskabet – også kan analyseres ud fra indkomst. Blandt økonomer er det almindeligt at analysere fattigdom ved at se på, hvor mange personer, der har en indkomst under en given grænse. Denne metode bruger man i OECD og EU, der har fastsat en fattigdomsgrænse på henholdsvis 50 og 60 procent af medianindkomsten – den midterste indkomst. I ekspertudvalget sammenlignede vi beløbet ved en indkomstgrænse på 50 procent af den danske medianindkomst (103.200 kroner for en enlig) med beløbet for minimumsbudgettet – der er ikke stor forskel. Fordelen ved i Danmark at kigge på indkomsten er, at vi har mange og gode data for personers indkomst, mens data for forbrug er sparsomme. Mange mennesker kan udskyde køb af tøj og forbrugsgoder, hvis indkomsten i en kortere periode er meget lav. Men er den det i længere tid, sætter marginaliseringen ind. Derfor anbefalede ekspertudvalget, at fattigdomsgrænsen blev defineret som en indkomst på eller under 50 procent af medianindkomsten tre år i træk. I 2009 var der 166.000 personer med en indkomst under 50 procent, mens 42.200 havde været under grænsen tre år i træk. Den sidste gruppe definerer ekspertudvalget som økonomisk fattige, men begge tal er efter min mening meget vigtige og alt for høje. Det går ganske enkelt i den forkerte retning. Som det fremgår af ekspertudvalgets rapport, så er antallet af fattige i Danmark tredoblet siden 1999! Ekspertudvalget anbefalede i øvrigt, at man ser bort fra studerende og personer i husstande med studerende. Mange studerende har en (selvvalgt) lav indkomst, men er i almindelighed ressourcestærke unge mennesker, der er og tager del i det samfundsmæssige fællesskab. Endelig indgår personer med formue over 100.000 kroner ikke. Kritikken af den nye fattigdomsgrænse har blandt andet været, at fattigdom aldrig afskaffes – når alle bliver rigere, så flyttes medianindkomsten opad, og der vil fortsat være (lige så mange) fattige. Det kan lyde paradoksalt. Men fattigdom er, når en person ikke har mulighed for at gøre og købe de ting, der i samfundet anses for et nødvendigt minimum. Når det minimum vokser – og det gør det, når indkomsterne stiger – så bliver der flere fattige, hvis de dårligst stillede familiers indkomster stiger langsommere end det almindelige – medianindkomsten. Rent matematisk er det heller ikke rigtigt at sige, at der altid vil være fattige med en relativ fattigdomsgrænse. Alle kan godt have en indkomst, som minimum er over 50 procent af medianindkomsten uden, at der er en helt lige indkomstfordeling. En tredje kritik af den relative fattigdomsgrænse er, at hvis de rigeste flytter til udlandet, så bliver der færre fattige, fordi medianindkomsten falder. I praksis er indkomsterne ved medianindkomsten meget tæt på hinanden. Så rent praktisk vil det ikke betyde meget for medianindkomsten, om den rigeste ene procent af befolkningen flytter. Ekspertudvalgets forslag til en fattigdomsgrænse burde kunne nyde bred politisk anerkendelse. Jeg anerkender og glæder mig over, at regeringen tog grænsen til sig ved offentliggørelsen. Jeg håber, den manglende anerkendelse bunder mere i partitaktiske hensyn og politisk spilfægteri end i egentlig uenighed i substansen. Noget modstand bunder i en teori om – meget skarpt trukket op – at hvis man gør fattige mennesker fattigere, så tager de sig sammen og finder en vej ud af fattigdommen. Så enkelt er det desværre ikke! Ekspertudvalgets analyser viser klart, at der for langt de fleste kontanthjælpsmodtagere i gruppen af fattige allerede er store økonomiske gevinster ved et fuldtidsjob på mindstelønnen. Det er ikke mangel på økonomiske incitamenter, der holder mennesker fanget i fattigdom. En strategi til bekæmpelse af fattigdom skal først og fremmest indeholde instrumenter, der gør mennesker i stand til at forsørge sig selv – ikke det modsatte! Hvis kontanthjælpen bliver så lav som de afskaffede fattigdomsydelser, fører det til marginalisering. Hvis man ikke har råd til at spise tre måltider om dagen, gå til tandlæge eller købe en beskeden gave til nevøens fødselsdag, er det svært at bevare værdigheden. Hvis man holder op med at besøge familie og venner, fordi man ikke har penge til busbilletten eller ikke kan invitere på genbesøg, er man på vej ud af det nære fællesskab. Og hvis man ikke har telefon, internet eller penge til transport til jobcentret eller lægehuset, er man på vej ud af det store fællesskab. Man giver op. Det skete for mange af modtagerne af fattigdomsydelserne, og det må ikke blive gentaget. Der må være en grænse for fattigdom – og den er nu sat af regeringen. Nu gælder det om at bekæmpe fattigdom i praksis.    
Læs nyhed
Øvrigt
13. sep. 2013
Regeringens sociale 2020-mål nås ikke uden investering
- Det er altid godt, når en regering sætter sig klare mål. Midlerne skal imidlertid også være der. Hvis de sociale 2020-mål ikke bare skal blive en papirtiger, så er det vigtigt, at de bliver fulgt op med konkrete strategier og planer for, hvordan målene skal nås. Sådan siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, oven på regeringens offentliggørelse af sine sociale 2020-mål. - Det er ikke realistisk, at indsatserne for socialt udsatte for alvor får et løft, hvis der ikke kommer flere penge. Kommunerne har skåret en milliard kroner på udgifterne til socialt udsatte de seneste to år, og satspuljen på finansloven er historisk lav – derfor er det vanskeligt at finansiere nye initiativer på disse konti, siger Jann Sjursen. Regeringen glemmer de fattige  - Det er bemærkelsesværdigt, at regeringen, der i år har indført en fattigdomsgrænse, ikke sætter sig et ambitiøst mål i forhold til at bekæmpe den stigende fattigdom i Danmark. Med en tredobling af fattigdommen inden for godt 10 år et det en væsentlig eksklusionsfaktor.  Det er end ikke med i regeringens 2020-plan. Hvorfor skulle vi så have en fattigdomsgrænse? Spørger Jann Sjursen. Forkert fokus på unge Et af regeringens mål er, at mindst 50 procent af udsatte børn og unge som 25-årige skal have gennemført en ungdomsuddannelse. Til dét siger Jann Sjursen: - Hvis regeringen vil have flere udsatte unge i uddannelse, kræver det en masse andre målrettede indsatser for de unge, der handler om alt muligt andet end uddannelse. De unge har ofte så mange psykosociale problemer, de skal have hjælp til, før overskuddet til at uddanne sig overhovedet kommer.   Her kan du læse regeringens sociale 2020-mål.
Læs nyhed
Udsatteråd
05. sep. 2013
Lokale udsatteråd til topmøde om rådenes fremtid
Hvordan ser fremtiden ud for landets lokale udsatteråd? Det var spørgsmålet, som Vejle Udsatteråd havde inviteret landets resterende udsatteråd til topmøde for at få besvaret. Repræsentanter for 22 af landets i alt 24 udsatteråd mødte op i Spinderihallerne i Vejle onsdag den 4. september – ivrige efter at dele ud af egne erfaringer og tage andres med hjem. Herunder kan du læse: 1) Resumé af mødet. Her kan du læse, hvilke temaer og punkter, der blev diskuteret, og hvilke synspunkter, der kom frem i debatterne. 2) Rapport om lokale udsatteråd og medierne. Medieforsker Aske Kammer har undersøgt, om det har en betydning for mediedækningen af udsatteområdet, at der er lokale udsatteråd. 3) Svar på et spørgeskema, der blev delt ud under topmødet. Rådet for Socialt Udsatte spurgte de fremmødte råd om deres sammensætning og hvilke temaer, de diskuterer på deres møder.
Læs nyhed
Hjemløshed
30. aug. 2013
Brug vores viden om hjemløshed
Der har aldrig været så meget viden om hjemløshed som nu. Stat og kommune, brug den i kampen mod hjemløshed, opfordrer Rådets formand Jann Sjursen i en analyse i Politiken, som er bragt 30. august 2013. Nedenfor kan du læse analysen i dens fulde længde:   Brug vores viden om hjemløshed Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte Der har aldrig været så meget viden og data om hjemløshed som nu. Nogle af de særligt brugbare tal er fra SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd), som siden 2007 har talt de hjemløse hvert andet år. De seneste fire år er der samtidig gennemført en Hjemløsestrategi med udvikling af metoder til at hjælpe hjemløse i egen bolig. Kommunerne og staten kender udforingerne med at forebygge og bekæmpe hjemløshed. De kan bruge denne viden – sammen med viden fra praktikere, sociale organisationer og de hjemløse selv – som grundlag for ambitiøse socialpolitiske mål på området. Men det gør de langtfra. Flere unge hjemløse Den seneste hjemløsetælling viser, at der i optællingsugen, uge seks i 2013, var 5.800 hjemløse – godt 800 flere end i 2009, hvor der var ca. 5.000. (2007-tællingen er opgjort anderledes end resten, derfor starter tallene først i 2009.) 1.138 af de hjemløse er unge mellem 18 og 24 år, hvilket er næsten en fordobling siden 2009, hvor der var 633. Og der er ikke tale om unge studerende i en akut boligsituation før studiestart, men unge med massive sociale problemer, hvoraf hjemløshed kun er ét. Brugbar viden… Hjemløsetællingen viser også, at næsten 1.000 personer i 2013 var i én af de to mest udsatte former for hjemløshed; når man sover på gaden om natten eller overnatter på natvarmestuer. 595 sov på gaden i løbet af uge seks, dog ikke nødvendigvis hele ugen. Nogle dage søgte de en natvarmestue, andre dage et hjemløseherberg eller en seng hos bekendte. For 349 var natvarmestuer den mest brugte overnatningsform. Igen ikke hele ugen, måske med andre dage på forsorgshjem eller en sofa hos bekendte. Vi ved også fra tællingen, at stigningen i hjemløshed er meget høj i de københavnske omegnskommuner, hvor der i 2013 er næsten dobbelt så mange hjemløse, 1.341, som i 2009, hvor der var 701. Det er dog stadig Københavns Kommune, der med 1.581 har langt flest hjemløse, selvom stigningen kun er godt fem procent. Aarhus har 617 hjemløse – en stigning på 32 procent siden 2009. Hjemløsetællingen er også en guldgrube af viden om misbrug, psykisk og somatisk sygdom hos hjemløse personer: 65 procent har et misbrug, 47 procent er ramt af en psykiatrisk lidelse, mens 31 procent har både et misbrug og en psykiatrisk lidelse. …men bliver den viden brugt? Det er nedslående læsning, når tællingen gør rede for de mange hjemløse, der ikke får hjælp af det sociale system til at komme ud af hjemløsheden: Kun 32 procent er skrevet op til en bolig. Kun 45 procent af de hjemløse, der er ramt af en psykiatrisk lidelse, får behandling – det er meget lavt taget i betragtning, at den psykiske lidelse formentlig er en væsentlig årsag til hjemløshed. Kun 22 procent har en handleplan, som sociale myndigheder bruger som grundlag for en social indsats. Indtrykket fra marken er generelt, at alt for meget social indsats er ukoordineret. Kun 28 procent har en støttekontaktperson, som ellers kan hjælpe den hjemløse til at få mere ro på tilværelsen og bygge bro til hjælpeforanstaltninger. Kommunerne har haft det fulde socialfaglige og økonomiske ansvar for indsatsen for hjemløse siden strukturreformen i 2007. Hjemløsetællingerne burde være et wake up-call til kommunerne, da antallet af hjemløse er steget i den periode, kommunerne har haft ansvaret. Samtidig er tilbud til hjemløse et af de områder, som kommunerne sparer mest på. Kommuner sparer på udsatte Fra 2010-2012 har kommunerne ifølge de kommunale regnskaber sparet 54 millioner kroner på udgifter til støttekontaktpersoner til sindslidende og hjemløse. Det er en nedgang på 24 procent. Budgettet for 2013 rummer en yderligere besparelse på 25 millioner. I samme periode sparer kommunerne 150 millioner kroner eller 25 procent på udgifterne til væresteder og aktivitetstilbud. Budgettet for 2013 ligger yderligere cirka 50 millioner kroner under regnskabet for 2012. Det er nedskæringssatser, der langt overgår det, kommunerne i gennemsnit sparer. Det kan ikke være rigtigt, at kommunerne balancerer deres budgetter på ryggen af de dårligst stillede. Særligt fordi man ved, at de ret billige indsatser med støttekontaktpersoner, væresteder og aktivitetstilbud har en god effekt på hjemløse. Regering, stat og kommuner har fælles ansvar Der ligger meget viden om, hvordan man rent faktisk kan bekæmpe hjemløshed – ifølge evalueringen af Hjemløsestrategien kan det tilmed blive dyrere at lade være med at gøre noget end omvendt. Kommunerne må udnytte den viden, og staten skal hjælpe og forlange, at kommunerne løfter ansvaret. Der ligger også problemer på regeringens bord. Vi ved, at 32 procent angiver økonomiske problemer som en væsentlig årsag til deres hjemløshed. Vi ved også, at det er meget svært for hjemløse at finde boliger, de kan betale ud af en kontanthjælp – især for unge på den meget lave ungeydelse. Dette problem, som bliver endnu større med kontanthjælpsreformen, bør regeringen tage alvorligt!      
Læs nyhed
Øvrigt
29. aug. 2013
Værsgo, regering – input til de sociale 2020-mål
Regeringen har siden sidste år varslet en række sociale 2020-mål, der skal forbedre den danske velfærd og forholdene for nogle af de dårligst stillede borgere. I en ny årsrapport kommer Rådet for Socialt Udsatte med input til målene. - Vores årsrapport viser, at der virkeligt er behov for et løft af den sociale indsats, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. - For eksempel har vi fundet tal, der viser, at kommunerne fra 2010-2012 har sparet en milliard kroner på udgifterne til socialt udsatte. Samtidig bliver der især flere unge udsatte, både hjemløse, misbrugere og kontanthjælpsmodtagere. De politiske prioriteringer hænger ikke sammen med socialt udsattes behov. Derfor ser jeg frem til regeringens konkrete sociale 2020-mål og håber, at regeringen i udformningen af dem vil lade sig inspirere af forslagene i vores årsrapport. Giv socialt udsatte unge flere chancerDer bliver flere socialt udsatte unge. Unge, som kæmper med en lang række psykosociale problemer, mis-brug, hjemløshed, og som har for svært ved at drage nytte af de nuværende tilbud. Rådet mener, der blandt andet er behov for fleksible uddannelses- og beskæftigelsesforløb og lettilgængelig psykologhjælp og misbrugsbehandling på ungdomsuddannelserne. Bring sundhedsvæsenet i øjenhøjde med socialt udsatteSocialt udsatte dør 22 år før den gennemsnitlige dansker. En vigtig årsag til denne alarmerende ulighed er, at socialt udsatte ikke får en hensigtsmæssig behandling i tide. Derfor foreslår Rådet, at sundhedsvæsenet skal gøres mere tilgængeligt for socialt udsatte, fx ved at have socialsygeplejersker på alle større somatiske og psykiatriske sygehuse og ved at tilbyde gratis tandbehandling, der også tager hensyn til brugernes særli-ge behov. Halvér antallet af fattige inden 2020Efter anerkendelsen af fattigdomsgrænsen bør regeringen nu kaste sig over en ambitiøs strategi for be-kæmpelse af fattigdom. En halvering af fattigdommen i 2020 vil være et ambitiøst mål. Rådet foreslår også, at der skal ske en uafhængig overvågning af udviklingen i fattigdom, samt at man for fremtiden vurderer konsekvenserne for fattigdom af al ny lovgivning, der har relevans for udviklingen af fattigdom. Rådet for Socialt Udsattes årsrapport bliver offentliggjort torsdag den 29. august til Brugernes BaZar i Odense – et arrangement med cirka 900 deltagere, der samler socialt udsatte, politikere og andre interesse-rede til debat, musik og udveksling af synspunkter. I år kan Brugerne BaZar desuden holde 10 års jubilæum.
Læs nyhed
Øvrigt
23. aug. 2013
Flere hjemløse – det kræver handling
Antallet af hjemløse i Danmark stiger stadig. Der bliver især flere unge hjemløse. Det kan man læse i SFI’s kortlægning af hjemløshed, ’Hjemløshed i Danmark 2013’, som offentliggøres i dag, fredag den 23. august.  - Det er dybt bekymrende – især taget i betragtning, at Hjemløsestrategien til en halv milliard kroner de seneste fire år faktisk har skullet bekæmpe hjemløshed, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Politisk fokus skal fastholdes med indsats til 100 mio. Det er dog ikke Hjemløsestrategiens skyld, mener formanden. Udfordringen i forhold til at knække hjemløsekurven har været større end forudset. Strategien har imidlertid vist, at det gør en forskel at sætte aktivt ind: Stigningen i antallet af hjemløse er ikke så kraftig i de kommuner, der har været med i strategien.  - Det er helt afgørende, at det strategiske fokus fastholdes politisk, og at der følges op på kommunernes indsats. Der skal gøres en vedholdende og aktiv indsats for at forebygge og bekæmpe hjemløshed. Det koster penge, og derfor er det nødvendigt at afsætte 100 millioner kroner på finansloven til formålet. Ellers får vi heller ikke den fulde gevinst af den halve milliard, der allerede er investeret i strategien, siger Jann Sjursen, der hermed opfordrer den nye socialminister Annette Vilhelmsen (SF) til at tage det stigende antal hjemløse meget alvorligt og sætte ind med en forstærket indsats for at knække kurven. Indsatsen skal sikre, at det politiske ejerskab til kampen mod hjemløshed bliver fastholdt i de kommuner, der deltog i Hjemløsestrategien, og bredes ud til resten af landets kommuner. Desuden bliver opgaven med at bekæmpe hjemløshed specifikt blandt unge højst sandsynligt endnu større med kontanthjælpsreformen, som betyder, at de 25-29-årige også bliver omfattet af den lave ungeydelse. Opkvalificér den sociale indsats Den forstærkede indsats skal blandt andet fokusere på kvaliteten af den sociale indsats – fx på landets forsorgshjem og herberger. - Herbergerne og forsorgshjemmene er meget vigtige tilbud, for det er ofte her, hjemløse borgere kommer i kontakt med det offentlige. Den sociale indsats disse steder skal fastholdes og udvikles – så kan tilbuddene blive det første skridt ud af hjemløshed for mange mennesker, siger Jann Sjursen. SFI’s rapport peger på, at den sociale indsats når en alt for lille andel af de hjemløse. For eksempel har kun 1/3 af de hjemløse en støttekontaktperson. Det er en konto, som kommunerne for tiden sparer drastisk på. Kommunerne har altså også en stor opgave og ansvar for at forbedre forholdene for hjemløse og bekæmpe hjemløshed.   Antallet af hjemløse i Danmark 2009: 4.998 2013: 5.820 = Det svarer til en stigning på 16 procent over de fire år. Antallet af unge hjemløse (18-24 år) i Danmark 2009: 633 2013: 1.138 = Det svarer til en stigning på 80 procent over de fire år. Kilde: ’Hjemløshed i Danmark 2013 – National kortlægning’, SFI 2013   Antallet af hjemløse med en støttekontaktperson, bostøtte m.v. Hjemløse på herberger: 37 % Hjemløse gadesovere: 27 % Hjemløse, der overnatter hos familie og venner: 21 % Kilde: ’Hjemløshed i Danmark 2013 – National kortlægning’, SFI 2013 Offentlige udgifter til støttekontaktpersoner til sindslidende, hjemløse mv. 2010: 227,5 mio. kr. 2012: 173,6 mio. kr. = Det svarer til et fald på 24 procent. Kilde: Danmarks Statistik og Rådet for Socialt Udsatte, Rådets årsrapport 2013
Læs nyhed
1 ... 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 ... 30