LUK

AC-er med politisk tæft og skarp pen søges til sekretariatet for Rådet for Socialt Udsatte

07. nov. 2018

Vil du bringe din faglighed og dine kompetencer i spil for at forbedre forholdene for socialt udsatte? Så er jobbet som fuldmægtig/specialkonsulent i Rådet for Socialt Udsatte måske noget for dig.

Om Rådet for Socialt Udsatte

Rådet er et statsligt råd nedsat af børne- og socialministeren. Rådet har til opgave at være talerør for socialt udsatte, dvs. mennesker med komplekse sociale problemer som fx hjemløshed, misbrug, psykisk lidelse mv. Du kan læse mere om Rådet på www.udsatte.dk.

Om jobbet

Du skal give formanden og Rådet en god platform at stå på med visionære og gennemarbejdede politikoplæg. Du skal også omsætte Rådets beslutninger til konkrete aktiviteter, så Rådets synspunkter øver indflydelse på politiske beslutninger af relevans for socialt udsatte, og så Rådet fastholder rollen som talerør for socialt udsatte mennesker.

Jobbet spænder fra det strategiske og politiske niveau med politikudvikling til mere konkrete og jordnære opgaver som at indsamle, bearbejde og kommunikere viden til både beslutningstagere, den brede offentlighed og socialt udsatte.

Dine kompetencer og kvalifikationer

Vi lægger vægt på, at du:

  • har en samfundsvidenskabelig videregående uddannelse eller anden relevant videregående uddannelse
  • har indsigt i samfund/politik og har blik for politiske processer og for, hvordan indflydelse opnås, fx fra erfaring med at arbejde i et ministerium, Folketinget, en interesseorganisation eller lignende
  • har viden om det socialpolitiske område og/eller andre områder med betydning for socialt udsatte, fx sundhedspolitik og beskæftigelsespolitik
  • har en skarp pen
  • arbejder effektivt både alene og i samarbejde
  • har flair for koordinering af projekter, herunder interessentinddragelse og processtyring
  • kan inspirere og facilitere samarbejdet mellem forskellige interessenter
  • har evnen og lysten til at snakke med mennesker, der er eller har været på kanten af samfundet

Du kommer til at indgå i et sekretariat med en håndfuld medarbejdere. Vi har en uformel, men effektiv og ambitiøs arbejdsform. Der er højt til loftet med plads til visionære og strategiske ideer, men hverken mødekaffen eller deltagerlisten til konferencen laver sig selv. Du skal være fleksibel og villig til at tage ansvaret for stort og småt.

Vi tilbyder dig

  • alsidige arbejdsopgaver og løbende nye udfordringer
  • at blive del af et fagligt miljø, hvor videndeling prioriteres
  • mange samarbejdspartnere internt og eksternt med mulighed for udvikling af dit netværk
  • gode og fleksible arbejdsvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er på fuld tid, og du ansættes efter AC-overenskomsten som fuldmægtig eller specialkonsulent alt afhængig af erfaring og kvalifikationer ift. stillingen.

Ansættelsesområdet er Børne- og Socialministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er sekretariatet for Rådet for Socialt Udsatte, St. Torvegade 26, 3700 Rønne. Der vil være en del rejseaktivitet til København og det øvrige land.

Stillingen ønskes besat senest den 1. februar 2019.

Hvis du vil vide mere

Du kan læse mere om Rådet for Socialt Udsatte på www.udsatte.dk og høre mere om stillingen hos sekretariatschef Ole Kjærgaard på tlf. nr. 4185 1095.

Din ansøgning

Ansøgning og relevant dokumentation (CV og eksamenspapirer) sendes elektronisk til post@udsatte.dk.  

Ansøgningen skal være sekretariatet i hænde senest søndag den 2. december 2018 kl. 24.00.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 50.

Vi opfatter mangfoldighed i medarbejdergruppen som en styrke. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, handicap, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Ved indsendelse af ansøgning giver ansøgeren samtykke til, at sekretariatet for Rådet for Socialt Udsatte opbevarer personoplysninger til brug for ansættelsesprocessen. Oplysningerne slettes, når der ikke længere er administrativ brug for dem.