LUK
  • Man får bare lyst til at lukke ned for alt og isolere sig, fordi man ikke har råd til at leve Mand, 27 år, om fattigdom

  • 00:10

Debat: Alle har ret til en ordentlig behandling - også på Sjælland

13. nov. 2017

Sundhedsvæsenet er generelt ikke godt nok gearet til at rumme socialt udsatte borgere - det viser Rådet for Socialt Udsattes undersøgelser.

Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt i Sjællandske, den 11. november 2017, 2. sektion, side 15. Desuden versionering i Nordjyske Stiftstidende den 11. november samt Fyens Stiftstidende, Århus Stiftstidende og Jyske Vestkysten den 13. november. 

Socialt udsatte lever i gennemsnit 19 år kortere end resten af befolkningen. Ofte er dødsårsagen lidelser, der kunne have været behandlet, hvis de var blevet håndteret i tide. Men socialt udsatte kommer sjældent til lægen i tide og når de kommer, får de for lidt ud af det.

På skadestuen bliver de behandlet for det mest akutte, men der bliver ikke taget hånd om de andre helbredsproblemer, som socialt udsatte typisk har.

Socialt udsatte kæmper ofte med komplekse problemer, der kræver en tværfaglig koordineret indsats, når de møder sundhedsvæsenet.

Tit har de svært ved selv at overskue eller følge et behandlingsforløb, og de har brug for mere hjælp og vejledning, end mange andre danskere har.

Socialsygeplejersker kan i den forbindelse være til stor gavn. Oveni det sundhedsfaglige har de nemlig blik for socialt udsatte patienters særlige udfordringer -fx misbrug eller hjemløshed - som potentielt kan hindre patienten i at få en effektiv behandling. Socialsygeplejersker hjælper bl. a. med at koordinere behandlingsforløb og med at formidle kontakt til kommunen, så der er sammenhæng, når patienten udskrives. Med deres specialistviden kan de håndtere mange af de udfordringer, der kan opstå på tværs af både det sundhedsfaglige og det sociale, og det er afgørende, når det kommer til socialtudsatte patienters vilkår og muligheder.

På trods af gode intentioner i budgetaftalerne er der i Region Sjælland stadig ikke nogen socialsygeplejersker.

Hvorfor er der ikke det? Lighed i sundhed bør være et centralt emne til lokal- og regionalvalget. Især regionsrådene kan og bør gøre en forskel for socialtudsatte borgere med brug for behandling.

Så det er relevant at få lokal- og regionspolitikere i Region Sjælland på banen med deres bud på, hvordan de vil sikre mere lighed i sundhed.

Rådet for Socialt Udsatte har længe peget på, at der er behov for en øget indsats, hvis der skal være reel lige adgang til sundhedsydelserne.

For nylig har Rådet lanceret en valgvideo med fokus på lighed i sundhed, som bl. a. kan ses på facebook.com/udsatte. Videoen opfordrer til, at man stemmer med socialt udsattessundhed og muligheder for at få behandling in mente.

Alle har ret til en ordentlig behandling! Husk at stemme den 21. november.