Det sociale frikort får flere med i arbejdsfællesskabet

Mange socialt udsatte er meget langt væk fra arbejdsmarkedet. Nogle kæmper med hjemløshed, psykiske lidelser eller misbrug. De er end ikke tæt på at kunne være en del af det almindelige arbejdsmarked – og hverken løntilskudsordninger eller kurser på jobcentret kan ændre det. Men det betyder ikke, at socialt udsatte ikke kan og vil arbejde. Det viser de seneste snart to års forsøg med det sociale frikort.

Debatindlæg

Af Vibe Klarup formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt på Børsen.dk den 2. oktober 2020.

Det sociale frikort trådte i kraft i 2019 og løber som en forsøgsordning til udgangen af 2020. Med det sociale frikort kan socialt udsatte tjene op til 20.000 skattefrit uden fradrag i kontanthjælp m.v. i løbet af et år.

Forsøgsordningen er kommet skidt fra start. Ministeriet skønnede oprindeligt, at ca. 4.000 borgere skulle have et frikort. Kommunerne har været langsomme til at visitere til ordning og kun 2.324 har fået et frikort. Systemet opleves af mange virksomheder som bureaukratisk og socialt udsatte har svært ved at finde egnede job. Når vi i Rådet for Socialt Udsatte alligevel ikke er i tvivl om, at ordningen skal fortsætte også efter forsøgsperioden på kun to år, så er det fordi, vi kan se, hvilken forskel det gør for dem, der bruger det. Det giver værdighed og livsglæde at udføre nyttigt arbejde. Frijobberne pakker fx kanyler og tager rengøringstjanser – typisk et par timer ad gangen, og kun når dagsformen er til det. Det gør en kæmpe forskel at kunne tjene sine egne penge og indgå i et arbejdsfællesskab. Den positive oplevelse skal vi blive ved med at give socialt udsatte.

Det giver værdighed og livsglæde at udføre nyttigt arbejde.
...

Erfaringerne viser, at det lykkes når der gøres en særlig indsats - når kommune, frivillige organisationer og virksomheder går sammen om at skabe job og matche dem med socialt udsatte. Et godt eksempel er sammenslutningen Socialt Frikort Vesterbro, der skaber jobs til socialt udsatte på Vesterbro i København. Den slags er der brug for meget mere af i hele landet.

Det kræver mere tid, så det haster med at forlænge forsøgsperioden for det sociale frikort inden de positive spirer visner hen.