Gå direkte til indhold
  • icon-quote-start Jeg vil gerne have et almindeligt liv ligesom alle andre icon-quote-end Kvinde, 27 år, kontanthjælpsmodtager

icon-mouse-scroll

Debat: Historien viser, at det ikke er nok at flytte indsatsen for dobbeltbelastede

25. jun. 2021

Mennesker i udsatte positioner er faldet mellem de berømte stole mellem regioner og kommuner alt for længe og med alt for store menneskelige konsekvenser. Et samlet tilbud for dobbeltbelastede borgere skal gøre op med den manglende sammenhæng, som kræver mere end en flytning af nogle opgaver.

Af Vibe Klarup formand for Rådet for Socialt Udsatte og Kira West formand for Udsatterådet i Region Hovedstaden. Indlægget er bragt på Altinget.dk den 24. juni 2021.

"De sindslidende med misbrug kan ikke rummes i de eksisterende tilbud. (…) Der er i de seneste år sat en række initiativer i gang for at forbedre koordineringen af indsatsen (…), men informanterne oplever fortsat, at de mangler relevante tilbud".

Sådan konkluderer rapporten 'Hænger det sammen? Sammenhængen i indsatsen for mennesker med hjemløshed, misbrug og/eller sindslidelse som problem'  fra 2003 blandt andet.

Dengang var rusmiddelbehandlingen amternes ansvar. Siden er ansvaret for rusmiddelbehandlingen blevet placeret i kommunerne. En status på, hvad det har betydet for de mest udsatte mennesker, findes i Vives rapport, 'Når udsatte borgere møder velfærdssystemet', fra 2018:

"Når en udsat klient både misbruger stoffer og er psykisk ustabil, vil han eller hun med stor sandsynlighed blive sendt fra det ene system til det andet med den konsekvens, at behandlingen vil få meget svære kår og i mange tilfælde gå i stå".

De to citater kunne være taget fra samme rapport, men der er 16 år og en kæmpe reform imellem. Det er tankevækkende set i lyset af, at det nu igen diskuteres, om rusmiddelbehandlingen for borgere med psykiske lidelser skal flyttes (tilbage) til regionerne i et samlet tilbud.

I Rådet for Socialt Udsatte og Udsatterådet i Region Hovedstaden er vi ikke så optagede af, hvor opgaven placeres. Løsningen handler i vores øjne mindre om organisering og mere om, at ingen borger slippes, før opgaven er løst, og at ingen borgere falder mellem systemerne og ikke kan få den hjælp, de har behov for. Og her er vi bekymrede.

Omorganisering hjælper ikke altid

Historien har vist, at omorganisering ikke altid giver det ønskede resultat.

Omorganisering kan være det rigtige i nogle tilfælde, men vi er bekymrede for, at man blot får lagt brikkerne på en ny måde, der kommer til at hjælpe systemerne og nogle borgere, men langt fra alle.

For mange svært syge borgere, der lider af alvorlige psykiske lidelser og er afhængige af stoffer, får ikke behandling. Vi ved, at mange udsatte mennesker har svært ved at blive visiteret til og følge behandlingsforløb både i psykiatrien og i rusmiddelcentrene, og at deres forløb ofte bliver afbrudt eller går i stå med den konsekvens, at flere lever i utrygge miljøer uden bolig og indtægt i mange år, og at alt for mange dør tidligt af overdoser, selvmord eller somatiske sygdomme, som de ikke er blevet behandlet for.

Det er afgørende, at et nyt samlet tilbud også kan være til gavn for udsatte mennesker. Og her vil det, uanset opgave- og ansvarsfordelingen altid kræve, at indsatsen går på tværs af sektorer, forvaltninger, lovgivninger og fagområder. Det er ikke gjort med at flytte noget af indsatsen fra kommuner til regioner.

For at sikre, at indsatsen også bliver indrettet på udsatte menneskers præmisser og ikke udelukkende på systemets, er det nødvendigt, at de organisationer, der repræsenterer brugere og praktikere, bliver inddraget i udviklingen af et nyt samlet tilbud.

Risikerer fortsat at tabe alt

Vi har tre bud på, hvad der skal til:

1) Visitation til et samlet tilbud må ikke være afhængig af, at man allerede følger et behandlingstilbud: Der er behov for en gennemgående forbedring af afdækningen af dobbeltdiagnoser på tværs af systemerne, og et systematisk fokus på opsporing og opsøgende og fleksibel af de borgere, der endnu ikke er i behandling. Uden dette taber vi fortsat alt for mange borgere mellem systemerne til store menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser.

2) Behandlingen i et samlet regionalt tilbud skal også tage højde for borgeres sociale problemer: Der skal sikres en systematisk opfølgning. Det regionale tilbud og den relevante kommune skal sikre et længerevarende stabiliserende forløb efter endt behandling, hvor der også tages højde for andre mulige sociale problemer for eksempel ved at styrke brugen af koordinerede indsatsplaner. Ingen borger må udskrives fra et samlet tilbud uden en plan for opfølgning og eventuelt videre behandling.

3) Behov for løbende opfølgning og måling af effekt: Vi foreslår, at der sættes en baseline, og at indsatsen følges af forskning, inden et nyt samlet tilbud træder i kraft, så effekten løbende kan måles. Det er afgørende for at sikre kvaliteten i indsatsen, så vi ikke får en ny forskningsrapport, der om 15 til 20 år igen viser, at vi ikke er nået længere.