LUK
  • Man får bare lyst til at lukke ned for alt og isolere sig, fordi man ikke har råd til at leve Mand, 27 år, om fattigdom

  • 00:10

Debat: I juletiden er fattigdommen tydelig i Danmark

13. dec. 2018

Selv uden en officiel fattigdomsgrænse som målestok er det tydeligt, at fattigdommen er markant stigende i Danmark-

Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad, den 13. december 2018, 1. sektion, side 11.

Forskellige organisationer melder igen i år om et kraftigt stigende antal ansøgninger om julehjælp og hjælp i form af mad – det har desværre været tendensen i efterhånden mange år. Den nuværende regering afskaffede som noget af det første den officielle fattigdomsgrænse og indførte kontanthjælpsloft, 225-timersreglen og integrationsydelse. Siden da har udviklingen virkelig taget fart.

Selv uden en officiel fattigdomsgrænse som målestok er det tydeligt, at fattigdommen er markant stigende i Danmark.

Det viser tal fra blandt andet Danmarks Statistik, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og endda regeringens egne tal fra rapporten ”Fordeling og incitamenter” – om de vil stå ved det eller ej. Rockwool Fondens minimumsbudgetter – beregninger for, hvor meget en absolut beskeden tilværelse i Danmark koster – viser tydeligt, hvor stort et hul fattigdomsydelserne efterlader i de ramtes økonomi.

For et ægtepar på kontanthjælp, hvor den ene rammes af 225-timersreglen, bliver det sparsomt med juleudskejelser. Den, der rammes, mister nemlig hele kontanthjælpsydelsen. Minimumsbudgettet for et ægtepar uden børn er 9400 kroner pr. måned. Men når den ene kontanthjælp mistes, har parret blot 3100 kroner at gøre godt med. Det vil for langt de fleste give problemer med at opretholde en værdig tilværelse i det daglige – for ikke at tale om at forsøde julen.

Det samme gælder, hvis et ægtepar på kontanthjælp med et barn rammes af 225-timersreglen. De mangler i så fald 3200 kroner hver måned for at have det, som minimumsbudgettet angiver. Det betyder naturligvis, at noget må fravælges, og fattigdommen skaber derfor store afsavn hos de ramte familier.

Særligt i denne tid kan afsavnene være ekstra hårde for mange familier, som må se langt efter både julegaver, julemiddag, deltagelse i julearrangementer, og hvad der ellers hører sig tiden til. Det rammer børnene, som jo om nogen glæder sig til julen, eller som i hvert fald burde gøre det, hårdt.

Nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at antallet af børn i Danmark, der vokser op i fattigdom, i løbet af 2017 er steget til 64.500 – det er på alle måder en hovedrystende og sørgelig rekord.

Det er ikke kun i juletiden, at fattigdom er et problem for de mange ramte børn. Det er veldokumenteret, at fattigdom under opvæksten sætter spor langt hen i livet.

Regeringen med Troels Lund Poulsen (V) i front forholder sig ikke til hverken Rockwool Fondens beregninger eller til fattigdomsberegningerne, men gentager blot parolen om, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Der er dog ikke meget, der tyder på, at fattigdomsydelserne og de meget hårde afsavn, som fattigdommen fører til, bringer de dårligst stillede socialt udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet.

Snarere tværtimod. For eksempel viser notatet ”Status jobreform fase 1” fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at en væsentligt større del af de kontanthjælpsmodtagere, der rammes af 225-timersreglen, fortsat er på kontanthjælp et år senere end de kontanthjælpsmodtagere, der ikke rammes.

Det kunne tyde på, at når man sanktioneres så hårdt, bliver det endnu sværere at slippe af med eventuelle sociale problemer og komme i arbejde.

I en tid, hvor juletoget Danmark kører for fuld kraft midt i et økonomisk opsving, er det beskæmmende, at flere samtidig efterlades på perronen uden en mønt på lommen. Glædelig jul – gid den må blive uden alt for store afsavn.

Lad os håbe, at Folketinget i det nye år vil afskaffe fattigdomsydelserne.