Gå direkte til indhold
  • Jeg vil gerne have et almindeligt liv ligesom alle andre Kvinde, 27 år, kontanthjælpsmodtager

Debat: København eksporterer sociale problemer

06. nov. 2020

Om ti år håber jeg, at andre byer ser mod København, når de søger inspiration til udvikling af en bæredygtig metropol. Ikke kun når de vil gøre noget for cyklismen eller reducere CO2-udslippet, men også når de vil sikre en stærk social indsats. At være bæredygtig handler ikke kun om grøn omstilling, men også om en social bæredygtig politik.

Af Vibe Klarup formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt på Altinget: Hovedstaden den 6. november 2020.

Livet kan ramle for alle. Sygdom, fattigdom, ensomhed eller stofbrug kan gøre, at man ikke længere kan holde fast i tilværelsen og falder igennem sikkerhedsnettet.

København skal have plads til borgere fra alle dele af samfundet. Men hvis København skal være en bæredygtig by, kræver det, at færre falder igennem, og at vi som fællesskab hjælper, hvis det alligevel går galt.

En bred og samlet indsats

At gøre byen socialt bæredygtig handler om byens socialpolitik, men det er ikke en opgave, socialforvaltningen kan klare alene.

Social bæredygtighed kræver en indsats på alle forvaltningsområder, fra offentlige, private og civilsamfundets aktører. Det kræver opmærksomhed i daginstitutioner og skoler, og en beskæftigelsesindsats der støtter borgerne.

Det kræver en byplanudvikling, der sikrer en blandet by, som den private sektor også kan se potentialet i som et vigtigt bidrag til et sammenhængende samfund, der giver optimale udfoldelsesmuligheder.

Uanset under hvilket område i København der bliver lavet politik, må spørgsmålet stilles: Er det socialt bæredygtigt, eller er der risiko for, at politikken virker ekskluderende og skubber mennesker ud i udsathed?

Boligmarkedet er et særligt problem

Et område, der er særligt centralt for at skabe en by, der reelt er for alle, er boligpolitikken, for det er i boligområderne, at vi møder hinanden.

Det er blevet svært at finde en betalelig bolig i København, og særligt mennesker på kontanthjælp er presset til at opgive deres liv i København og flytte til områder, hvor boliger er til at betale.

Eksport af sociale problemer kaldes det, men det handler om mennesker med netværk og familie i en by, der ikke længere er råd til at bo i.

Der er brug for flere billige boliger. Den almene sektors forslag om basisboliger er et godt sted at starte. Men også det private byggeri kan inviteres til en dialog om, hvordan social ansvarlighed kan være et parameter for byggeri.

Hvordan kan de private bygge små boliger, der er til at betale, i boligmiljøer præget af tryghed og fællesskaber, som også passer til socialt udsatte.

Giv plads i byen

Det er vigtigt, at byen er for alle. Det kræver, at alle giver plads til hinanden og til den forskellighed, der er mellem mennesker.

Mest tydeligt kan København blive en by, der går forrest, når det handler om at modvirke brug af dark design. Det vil sige bevidst chikanerende indretning, såsom varmeriste med pigge, som skal holde gadesovere væk. I stedet er der brug for at udvikle byens rum og funktioner, så de inviterer til ophold, fællesskab og aktiviteter for alle.

Det er en politisk opgave at sætte en fornyet ambition for København, men det kræver noget af alle københavnere at udleve en rummelig by. Mange københavnske virksomheder gør en prisværdig indsats, når de opretter småjobs og ansætter mennesker, der ikke kan passe et fuldtidsjob.

Men der er brug for, at flere får mulighed for at træde ind på arbejdsmarkedet. København har et stærkt civilsamfund, som binder os sammen i fællesskaber. Men der er brug for flere fællesskaber, der er åbne også for socialt udsatte, og som rækker ud til mennesker i ensomhed.

Og der er brug for, at alle københavnerne gør en dyd ud af, at ikke alle naboer er, som folk er flest.