LUK

Debat: Lighed i sundhed? Lyt til de socialt udsatte, Heunicke

26. sep. 2019

Bekæmpelse af ulighed i sundhed er et vigtigt punkt i regeringens forståelsespapir. Lige nu er regeringen med sundhedsminister Magnus Heunicke i spidsen ved at gøre klar til at udforme en tiårsplan for psykiatrien og indkalde til forhandlinger om en sundhedsaftale. Det er godt, selv om 10 år er længe at vente.

Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt i Politiken, 26. september 2019, 2. sektion, side 10.

Der er brug for handling. Men hvis planerne faktisk skal føre til mere lighed i sundhed, så skal der lyttes til de socialt udsatte

At der ikke bliver lyttet til socialt udsatte borgere, er en del af problemet, når socialt udsatte i dag dør 19 år tidligere end den øvrige befolkning.

Modsat andre patientgrupper har socialt udsatte ikke en stærk patientforening, der taler deres sag for regioner, politikere og læger. Det betaler de prisen for i et sundhedsvæsen, der ved alt for lidt om dem og deres behov.

De betaler prisen, når sundhedspersonale ikke kender til abstinensbehandling. Det kan betyde, at patienter med misbrug bliver opereret uden bedøvelse, fordi den dosis morfin, der almindeligvis bruges, ikke tilnærmelsesvist kan smertedække et menneske, der er i substitutionsbehandling med metadon. Manglende abstinensbehandling kan i værste fald være dødelig.

Socialt udsatte betaler også prisen, når der ikke er kontakt mellem region og kommune. De bliver ofte udskrevet fra hospitaler og psykiatriske afdelinger uden tilstrækkelig støtte i hjemmet, og før de er klar til at passe på sig selv - og for nogens vedkommende til hjemløshed. Manglende koordination og prioritering gør, at der ikke bliver sikret den nødvendige efterbehandling.

Konsekvensen er mere sygdom og flere genindlæggelser. Det koster først og fremmest på socialt udsattes helbred, men også på regionernes bundlinje.

Ovenstående er bare nogle af de problemer, der blev debatteret, da Rådet for Socialt Udsatte sammen med Brugerforeningen, LAP og Sand samlede mere end 1.400 mennesker til Brugernes Bazar, de socialt udsattes eget folkemøde.

En tilbagevendende pointe var, som en bruger udtrykte det, at »den gode behandling er, hvor man selv kommer til orde og får indflydelse«. Hvis vi skal bekæmpe uligheden i sundhed, må vi have et sundhedsvæsen, der lytter til socialt udsatte, tager hensyn til deres ofte komplekse problemer og inddrager dem i deres egen behandling.

Det kan sundhedsvæsenet desværre ikke i dag. Derfor er socialt udsattes stemme uvurderlig i det kommende arbejde med sundhedsaftale og psykiatriplan.