LUK
  • Man får bare lyst til at lukke ned for alt og isolere sig, fordi man ikke har råd til at leve Mand, 27 år, om fattigdom

  • 00:10

Debat: Mennesker frem for systemer

12. okt. 2018

Danmark er et af verdens rigeste lande. Alligevel stiger antallet af borgere i fattigdom, der er kommet flere hjemløse, og flere familier må tage imod hjælp i form af fødevarer fra sociale organisationer for overhovedet at kunne klare dagen og vejen. Det er et paradoks, når vi lever i et velfærdssamfund, som burde have råd til at tilbyde den bedst mulige hjælp til mennesker, når tilværelsen vælter.

Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt i Weshelters 125-års jubilæumsudgave af Magasinet Hjemløs, udgivet i oktober 2018.

Frivillige sociale organisationer som bl.a. WeShelter løfter en kæmpe opgave, men oplever ikke altid, at der er tilstrækkelig politisk opbakning til at prioritere området. Lad mig i den forbindelse benytte lejligheden til at takke WeShelter for et kæmpearbejde gennem 125 år og ønske alt godt for det fortsatte virke.

Udviklingen skal ikke mindst ses i lyset af, at socialpolitikken langt hen ad vejen er blevet erstattet af en beskæftigelsespolitik, der har blikket stift rettet på økonomiske incitamenter til at tage arbejde. Den tilgang burde enhver dog efterhånden kunne se er udtømt som løsning på socialt udsattes problemer. Mange socialt udsatte kan ikke reagere på de incitamenter, der ligger i sanktioner og nedsatte ydelser. I stedet falder flere gennem det sociale sikkerhedsnet, som ellers burde være en tryghed for borgerne.

Socialpolitikken skal gentænkes

Der er helt overordnet brug for en gentænkning af socialpolitikken, så den ikke blot handler om arbejdsevne, men om det hele menneske. Ingen bør føle sig stemplet i forhold til at søge og modtage hjælp til sociale problemer. Det vil være livgivende for udviklingen af ny socialpolitik, at den tager udgangspunkt i personerne og ikke systemerne. Regeringens aktuelle såkaldte Sammenhængsreform tager udgangspunkt i at optimere systemerne. Det er godt med én plan, afbureaukratisering, forenkling af beskæftigelseslovgivningen mv. Men der er tale om at optimere og finjustere netop systemerne. Det ville være forfriskende at starte et helt andet sted – nemlig hos de borgere, der har komplekse sociale problemer. Mange socialt udsatte har udviklet systemlede eller i værste fald systemangst, hvilket er begrædeligt i et velfærdssamfund, hvor det er meningen, at samfundet – fællesskabet – skal tilbyde hjælp og tryghed til socialt udsatte.

Tag udgangspunkt i borgeren

Rådet for Socialt Udsatte har – som én måde at få borgeren tilbage i centrum – stillet forslag om at ordning med en såkaldt ”systemtolk” til socialt udsatte med mange og sammensatte problemer. De har tit svært ved at få en hjælp, som de rigtig har gavn af. ”Systemtolken”, som man kender fra Sverige som et personligt ombud, skal være aflønnet af det offentlige, men være helt uvildig og uafhængig af myndigheden. Vedkommende skal bl.a. have til opgave at hjælpe den enkelte borger med at få klarhed over egne behov for hjælp, navigere i systemet og sikre, at borgeren kommer de rette steder hen – og ikke mindst får formuleret sine ønsker, så der bliver lyttet, og så borgeren bliver forstået.

En uvildig, fortrolig ekspert som støtte til den, der skal have løst sammensatte problemer, er kendt i mange sammenhænge - fx som bygherrerådgivere til den, der skal bygge et hus eller som organisationskonsulenter til den, der skal lave sin organisation om. Nu er der indiskutabelt stor forskel på bygninger, organisationer og mennesker. Men princippet om, at ting kan være så komplekse, at der er behov for en uvildig, professionel, kyndig person til at sørge for den bedst mulige indsats, kan bestemt godt overføres på indsatser til socialt udsatte. Det vil efter Rådets opfattelse være med til at give meget bedre hjælp til socialt udsatte. Og det væsentlige er netop, at formålet med indsatsen skal være et bedre liv for den enkelte socialt udsatte – og ikke blot at komme tættere på arbejdsmarkedet.

Mennesker i socialt udsatte situationer skal føle, at det er værdigt at søge hjælp og modtage en god forebyggende indsats, og de skal have den hjælp, de har brug for og ret til. Det må være socialpolitikkens vigtigste opgave.