LUK
  • Man får bare lyst til at lukke ned for alt og isolere sig, fordi man ikke har råd til at leve Mand, 27 år, om fattigdom

  • 00:10

Debat: Stigende hjemløshed er et symptom på en forfejlet politik

02. sep. 2017

Flere socialt udsatte borgere sendes ud i håbløshed og en andel af dem er de mennesker, som nu udgør tal i hjemløsestatistikken. Det er resultatet af en fejlslagen social- og beskæftigelsespolitik. Og det er dét, debatten bør handle om, frem for symbolske love mod tiggeri.

Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt på Politikens debatsider den 1. september 2017.

Få uger – så lang tid tog det for Folketinget at få vedtaget en hastelov, som straffer såkaldt utryghedsskabende tiggeri med fængsel. Der kan altså gennemføres politiske tiltag med lynets hast, når blot den politiske vilje er til stede. Desværre er viljen til at gennemføre tiltag, som generelt forebygger udstødelsen af mennesker i Danmark, ikke lige så fremherskende. Regeringens netop fremlagte finanslovsudspil for 2018 nævner ikke bekæmpelse af hjemløshed med et eneste ord. 

Og det er ellers på en baggrund, hvor antallet af hjemløse stiger igen – det viser den officielle tælling fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd VIVE, som blev offentliggjort fredag. I 2017 var der i tællingsugen 6.635 hjemløseborgere i Danmark, som lever i hjemløshed. I 2009 var tallet 4.998 hjemløse. Det er en stigning på 33 procent. Det er meget markant.

Den stigende hjemløshed er anledning til at tale om elefanten i rummet: For hvad er hjemløsheden et symptom på? Hvad er det, der er galt med den førte politik, når flere og flere bliver tvunget til at tjekke ud af fællesskabet? Det er tid til, at der for alvor sættes gang i en debat af de grundlæggende sociale udfordringer, dagens samfund står overfor. 

Hjemløse er typisk borgere på kontanthjælp. Hver femte lider af en fysisk sygdom. Mere end hver anden har en psykisk lidelse. Og tre ud af fire, der lever på gaden, har et misbrug af alkohol eller stoffer. Det er en gruppe mennesker, som ikke er kommet med på toget mod det gode liv. Og det vil være en alvorlig forsimpling at påstå, at det er mennesker, som bare kunne have taget sig sammen og fundet et arbejde. Den dag, vi holder op med at se og forholde os til de benspænd, som mange udsættes for i det moderne samfund - det bliver dagen, hvor velfærdsstaten, som vi kender den, for alvor mister sin troværdighed. Strukturelle, sociale og sygdomsmæssige udfordringer kan være så store, at det enkelte menneske ikke alene kan overstige dem.

Alligevel fastholder regeringen og et flertal i Folketinget, at økonomiske incitamenter til at tage arbejde er løsningen: Kontanthjælpen skal sættes ned. Med stor glæde fremviser man data, der viser, at flere kontanthjælpsmodtagere er kommet i arbejde som følge af kontanthjælpsloftet og andre stramninger. Hvad man ikke fortæller er, at 90-95 procent af de ramte ikke er kommet i arbejde. De er blot blevet fattigere og mere pressede, end de var i forvejen. 

Beskæftigelsessystemet har for dette store flertal udviklet sig til en farce. I København er det hen over sommeren kulmineret med demonstrationer og åbenlyse konflikter mellem desperate borgere, jobcentre og lokalpolitikere – en udvikling, som er uholdbar for alle parter.

Regeringen præsenterer til efteråret en handlingsplan for bekæmpelse af hjemløshed. Rådet for Socialt Udsatte vil gerne kvittere for initiativet. Rådet håber, at handlingsplanen vil tage hånd om ikke bare den vigtige sociale indsats, men også de strukturelle udfordringer med mangel på billige boliger og nedsat kontanthjælp, som gør det svært at få råd til huslejen. 

Rådet mener, at kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen burde afskaffes. Det er der dog desværre ikke tegn på, at det nuværende politiske flertal er enigt i. Derfor mener Rådet, at der som minimum akut er behov for følgende tiltag: Hvis man tager boligstøtten fra folk som følge af kontanthjælpsloftet bør det ske under en betingelse af, at borgeren af kommunen får tilbud om en anden, egnet bolig til en husleje, der ikke medfører, at den samlede ydelse omfattes af kontanthjælpsloftet.

Der bør samtidig indføres en forpligtelse for kommunen til at reagere med hjemløshedsforebyggende tiltag og tæt opfølgning, lige så snart en borger mister hele eller dele af sin kontanthjælp – sådan at det sikres, at borgeren ikke mister sin bolig. Og der bør være en bolig klar til socialt udsatte, som udskrives fra sygehuse, psykiatrien eller kriminalforsorgen, samt et tilstrækkeligt antal tidssvarende herbergs-pladser for dem, som er endt på gaden. Det er elementer, som bør indgå i regeringens hjemløse-handlingsplan.

Ovenstående er lappeløsninger, men nødvendige tiltag, indtil de politiske vinde forhåbentligt vender. Elefanten i rummet er nemlig, at den førte politik, som baserer sig på økonomiske incitamenter, ikke virker for det store flertal af dem, som rammes. Tværtimod skaber politikken større sociale problemer: Flere socialt udsatte borgere sendes ud i håbløshed. En andel af dem er de mennesker, som nu udgør tal i hjemløsestatistikken. De har givet op og er tjekket ud. Det er resultatet af en fejlslagen social- og beskæftigelsespolitik. Og det er dét, debatten bør handle om, frem for symbolske love mod tiggeri.