Socialt udsattes vacciner

Socialt udsatte er særligt udfordrede i forhold til corona. Hjemløse kan ikke isolere sig i eget hjem, og psykisk sårbare tager stor skade af isolation. Der er brug for klart at melde ud, hvornår og hvordan socialt udsatte kan få en vaccine.

Debatindlæg

Af Vibe Klarup formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt i Information den 8. januar 2021, Sektion 1, side 18.

COVID-19-vaccinationen er i gang i Danmark. Det er samtidig blevet startskuddet til konkurrencen om at komme foran i køen. I flere kommuner bestormes praktiserende læger med opkald fra nervøse borgere om at komme til omgående.

Det er oplagt, at udrulningen af vaccinen kun fungerer, hvis vi holder den plads i køen, Sundhedsstyrelsen tildeler os. Det kan vi godt. Men forudsætningen er, at vi ved, hvor i køen vi er. At vi kan tælle ned og er klar over, at vi og vores eventuelle svagheder er set og forstået af myndighederne.

Som formand for Rådet for Socialt Udsatte vil jeg opfordre myndighederne til tydeligt at markere, at samfundets mest udsatte borgere er blevet set. Og at der er en plan for, hvornår og hvordan de kan vaccineres. For socialt udsatte og dem, der arbejder i fronten med socialt udsatte, haster det at få den viden.

Det er oplagt, at udrulningen af vaccinen kun fungerer, hvis vi holder den plads i køen, Sundhedsstyrelsen tildeler os. Det kan vi godt. Men forudsætningen er, at vi ved, hvor i køen vi er.
...

I foråret blev gruppen ikke ramt af corona. Det er anderledes nu. Der er smitte blandt hjemløse, mennesker i prostitution, stofbrugere med flere.

Borgere, der lever kaotiske liv og ofte er tæt på andre i et stof-og/ eller alkoholmiljø på herberger, på væresteder med videre. For dem er selvisolation umulig.

Hvordan holder man sig i egen bolig, hvis man ikke har en? Og for dem med egen bolig er problemet ofte, at de har alvorlige kroniske lidelser og er så bange for at få corona, at de isolerer sig helt for omverdenen. Det har store psykiske konsekvenser.

Så der er brug for at vide, hvor i vaccinekøen socialt udsatte står. Indtil udrulningen er sket, bør der sættes skub i opsøgende testning på væresteder, herberger med videre både som tilbud til brugere, personale og frivillige.

Og der er brug for en plan for opsøgende vaccinationsarbejde.

Mange socialt udsatte kan ikke tjekke e-boks. Hjemløse kan ikke forventes at opsøge information, booke tid, stå i kø og så videre. Vaccination af denne gruppe må være aktivt opsøgende.

På væresteder og sociale tilbud er ansatte klar til at hjælpe, men de skal vide, hvilken rolle de skal spille både ved første og andet stik.

Mange socialt udsatte kan ikke tjekke e-boks. Hjemløse kan ikke forventes at opsøge information, booke tid, stå i kø og så videre. Vaccination af denne gruppe må være aktivt opsøgende.
...

Det er vinter, det er koldt, og alt er lukket ned. Landets socialt udsatte står i en kritisk situation. Der er et meget stort behov for, at der meldes præcist ud, hvornår og hvordan socialt udsatte kan blive vaccineret.