LUK

Debat: Stort behov for uvildig, gratis rådgivning om gæld

26. sep. 2019

Alt for mange socialt udsatte sidder fast i bundløs gæld. At blive gældsfri er nok den drøm, som allerflest socialt udsatte har. Desværre bliver det for de fleste ved med at være en drøm.

Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt i Dagbladet Børsen, 26. september 2019, 1. sektion, side 2.

Kreditorerne opgiver ikke bare deres tilgodehavender, men bliver ved med at sende opkrævninger og rykkere til dybt forgældede mennesker, der ud over gæld har mange andre sociale problemer at slås med. Gælden er en stor psykisk belastning.

Derfor er det vigtigt, at der sættes ind over for kviklån, som fanger alt for mange i uoverskuelig gæld. Det har regeringen annonceret i forståelsespapiret. Det er bare ikke nok. Mange mennesker er allerede fanget af kviklån og andre former for gæld. Gæld er tit resultatet af store skift i personlige forhold som sygdom, skilsmisse eller arbejdsløshed – forhold, der reducerer betalingsevnen, eller gør det umuligt at betale af på gæld. Derfor er gratis og uvildig økonomi- og gældsrådgivning centralt for socialt udsatte. En god økonomirådgivning hjælper mange med at tage magten tilbage over egen økonomi og få orden på den, så de ikke stifter mere gæld, og så de måske kan finde et lille overskud, der kan gå til afbetaling på gæld. Hvis det kombineres med god gældsrådgivning, som måske kan resultere i gældssanering eller afvikling af gæld på mere realistiske vilkår i form af rimelige renter og afdrag, kan socialt udsatte genvinde håbet og se lys for enden af tunnelen.

Satspuljen finansierede i 2018 et projekt med gratis, frivillig og uvildig økonomi- og gældsrådgivning med 10 mio. kr. årligt. Den finansiering udløber midt i 2020. Det er vigtigt, at regeringen tager ansvaret for, at der også derefter vil være gratis og uvildig økonomi- og gældsrådgivning til socialt udsatte.

Satspuljen er nedlagt, så om det finansieres via ekstra bidrag fra udlånsfirmaerne efter princippet om, at forureneren skal betale for oprydningen, eller via den almindelig finanslov må være op til regeringen. Det er bare afgørende, at ordningerne ikke forsvinder, og der er brug for endnu flere.