Gå direkte til indhold
  • Jeg vil gerne have et almindeligt liv ligesom alle andre Kvinde, 27 år, kontanthjælpsmodtager

Debat: Sundhedsvæsenet mangler viden om livet som socialt udsat

01. okt. 2020

Udsatte oplever manglende forståelse for deres livssituation, når de møder sundhedsvæsenet. Der skal ansættes flere socialsygeplejersker- og læger og gøres brug af mere opsøgende arbejde.

Af Vibe Klarup formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt på Altinget.dk den 1. oktober 2020.

Den praktiserende læge opleves som en fremmed. På hospitalet kunne lægerne lige så godt have talt latin. Det er umuligt at få hjælp til abstinenser.

Sådan oplever mange socialt udsatte mødet med sundhedsvæsenet.

Det sker især, fordi for mange læger ved for lidt om socialt udsatte. Selvom mange socialt udsatte har gode oplevelser i sundhedsvæsenet, oplever andre at føle sig stigmatiseret og ikke taget seriøst.

Den nye undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, Social ulighed i sundhed og sygdom, viser, at ikke kun livsvilkår og livsstil, men også selve mødet med sundhedsvæsenet fører til ulighed i sundhed.

Det skal politikerne tage ansvaret for at gøre noget ved.

Viden giver bedre behandling

Manglende viden er en væsentligt årsag til, at mødet med sundhedsvæsenet ikke fungerer optimalt.

Blandt sundhedspersonalet mangler der ofte viden om socialt udsatte og om rusmidler. Der er brug for at oparbejde større viden på hospitalerne om de særlige problemstillinger, socialt udsatte har.

Socialt udsatte kommer primært på hospitalerne via akutte indlæggelser. Her bliver der taget hånd om de mest åbenlyse skader, men den samlede sundhedstilstand bliver ikke udredt.

Det betyder, at selvom socialt udsatte indlægges fire gange så ofte som den øvrige befolkning, så lever mange med ubehandlede lidelser, smerter og generelt dårligt helbred.

Samtidig er det et problem, at behandlingen ofte afbrydes, for eksempel fordi der ikke bliver tilstrækkelig abstinensbehandlet, og den socialt udsatte forlader hospitalet for at mildne abstinenserne.

Ansat socialoverlæger

Erfaringer viser, at behandlingen bliver bedre, når socialt udsatte mødes af sundhedspersonale, der ved noget om social udsathed.

Socialsygeplejersker har været en succes på de stadig alt for få somatiske hospitalsafdelinger, hvor de er.

De sikrer, at der bliver taget ordentligt hånd om socialt udsatte patienter. For at ordningen skal få bedre gennemslagskraft og stærkere forankring i hospitalsverdenen, er det nødvendigt, at der også er læger, der har særligt fokus på socialt udsatte.

Derfor foreslår Rådet, at der i alle regioner ansættes socialoverlæger, der kan bidrage til at højne den generelle faglighed, når det kommer til socialt udsatte patienter.

Bedre møder med praktiserende læger

De praktiserende læger er en afgørende indgang til sundhedsvæsenet. Men også her støder socialt udsatte ind i problemer.

Lægerne kender ofte for lidt til socialt udsattes situation, og når en standardkonsultation er på 15 minutter og kun dækker et enkelt problem, giver det et dårligt udgangspunkt for at hjælpe socialt udsatte med komplekse sundhedsproblemer.

Derfor foreslår Rådet udvidet konsultationstid for socialt udsatte hos praktiserende læger, og at der i samarbejde mellem kommuner og regioner gøres en indsats for at øge udsattefagligheden blandt udvalgte praktiserende læger.

Helt centralt er det dog også, at socialt udsatte overhovedet møder op hos lægen. Det er der alt for mange, der ikke gør. Derfor er der brug for en opsøgende indsats.

Kommunale opsøgende sygeplejersker, der kan møde socialt udsatte, hvor de er - på gaden, væresteder eller herberger - kan være en god løsning. De kan hjælpe med at bygge bro til det øvrige sundhedsvæsen.

Forpligtende samarbejde er afgørende

Det kan lade sig gøre at give socialt udsatte bedre behandling.

Dygtige fagfolk på hospitaler, hos egen læge og i kommunerne kan sikre socialt udsatte et godt møde med sundhedsvæsenet.

Men det er nødvendigt, at de taler sammen. Det nytter ikke, at socialt udsatte selv er ansvarlige for at koordinere de sociale indsatser i kommunen med lægens anbefalinger og hospitalsbehandlinger.

Der er behov for, at kommuner og regioner tager et fælles ansvar og indgår forpligtende samarbejder, som kan sikre en behandling, der dækker socialt udsattes behov. Uden det kan vi ikke sikre lighed i sundhed for alle.