Uligheden er tårnhøj - også i Nordjylland

På trods af ihærdige indsatser i kommuner og regioner i hele landet er socialt udsattes sundhedssituation ikke forbedret væsentligt siden 2007, hvor Rådet for Socialt Udsatte første gang systematisk dokumenterede socialt udsattes helbredstilstand.

Debatindlæg

Af Vibe Klarup formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt i Nordjyske Stiftstidende 14. august 2020, 1. Sektion, side 17. Derudover versionering i Fyens Stiftstidende den  16. august 1. sektion, side 13 og i Sjællandske, 2. sektion, side 11.

Her 13 år senere er uligheden i sundhed fortsat urimeligt stor. Det gælder også i Nordjylland.

Socialt udsatte har en betydeligt ringere sundhedsrelateret livskvalitet og dør i gennemsnit 19 år tidligere end resten af befolkningen.

En socialt udsat mand på 56 år sætter i den seneste undersøgelse problemet på spidsen, når han siger:

"Altså, typisk går jeg ikke til lægen, fordi jeg er syg. Jeg venter, til jeg er så syg, så jeg bliver indlagt."

Socialt udsatte har en betydeligt ringere sundhedsrelateret livskvalitet og dør i gennemsnit 19 år tidligere end resten af befolkningen.
...

Vores sundhedsindsatser passer ikke godt nok til socialt udsatte, og derfor bliver mange først behandlet, når det er akut. Behandlingen bliver alt for ofte afbrudt, og når socialt udsatte udskrives, bliver de alt for hurtigt syge igen.

Men løsningerne findes, og i Rådet tror vi, at der er politisk vilje til at gøre noget ved problemerne. Vi foreslår blandt andet, at socialt udsatte får hjælp til at hjælpe sig selv ved, at kommunerne stiller for eksempel injektionsudstyr og håndkøbsmedicin til rådighed, og at socialt udsatte får mere tid til konsultation hos egen læge.

Rådet for Socialt Udsatte ønsker et sundhedsvæsen, der samarbejder på tværs, og at regioner og kommuner bruger de forestående budgetforhandlinger til at sikre lighed i sundhed.
...

På hospitalerne giver manglende viden særligt om rusmidler og abstinenser store problemer for socialt udsatte - her kan socialsygeplejersker, som der desværre ikke er nogen af i Region Nordjylland, gøre en stor forskel.

Rådet for Socialt Udsatte ønsker et sundhedsvæsen, der samarbejder på tværs, og at regioner og kommuner bruger de forestående budgetforhandlinger til at sikre lighed i sundhed.