LUK
  • Jeg vil gerne have et almindeligt liv ligesom alle andre Kvinde, 27 år, kontanthjælpsmodtager

  • 00:10

Jann Sjursen i Altingets debat om kontanthjælpsloftet

19. nov. 2015

I løbet af de seneste uger har et panel debatteret regeringens nye kontanthjælpsloft på Altinget Social.

Herunder kan du læse Jann Sjursens to indlæg. Hele debatten kan læses på www.altinget.dk/social
 

Torsdag d. 5. november 2015

Kontanthjælpsloftet skraber bunden og skaber mismod

Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte

Da regeringen lancerede kontanthjælpspakken med dens genindførelse af kontanthjælpsloftet, 225 timersreglen mv. blev der igen argumenteret for, at økonomiske incitamenter bevæger mennesker i den ønskede retning. Det er en forudsætning, som ligger bag mange politiske initiativer i disse år. Undersøgelser, bl.a. fra Rockwool-fonden viser, at det også i et vist omfang kan have sin rigtighed. Hvis man placerer mennesker på fattigdomsskabende ydelser i en årrække vil man se – en ret begrænset – beskæftigelsesmæssig effekt. Det vil man muligvis også se i denne omgang - i hvert fald for de få kontanthjælpsmodtagere, der har mulighederne for at reagere på incitamenterne.

Noget tyder imidlertid på, regeringen heller ikke selv har den store tiltro til, at der kommer en voldsom effekt i forbindelse med kontanthjælpspakken. 650 fuldtidspersoner forventer regeringen kommer i beskæftigelse som følge af kontanthjælpspakkens tre hovedelementer: et kontanthjælpsloft, 225-timers reglen og en harmonisering af ungeydelsen. Regeringen siger selv, at omtrent 32.000 fuldtidspersoner vil blive ramt af forslaget. Mange flere personer vil blive berørt, – bl.a. børnene, der bor hos de forældre, der berøres. Beskæftigelsesministeren skylder stadig offentligheden et svar på, hvor mange egentlige personer og hvor mange børn, der bliver ramt af regeringens nye fattigdomsydelser.

Centralt er det, at regeringen og mange andre fuldstændigt negligerer, at mange slet ikke har muligheden for at reagere på incitamenterne p.g.a. helbred, mangel på relevante kompetence, svære sociale problemer mv. og især overses det, at økonomisk og social marginalisering for mange mennesker betyder, at de presses længere væk fra arbejdsmarkedet. Elendige levevilkår får mennesker til at give op. For dem bliver det helt urealistisk nogensinde at få levekår som det brede flertal, så de mister modet. Det ved man også noget om:

En undersøgelse udført af forskere fra Københavns, Aalborg og Roskilde universiteter samt CASA af konsekvenserne af fattigdomsydelser i 00´erne viste gennem interviews med 250 personer, der oplevede at få nedsat deres ydelser (det kunne både være en nedsat kontanthjælp eller starthjælp) et meget håndfast billede på, hvor demotiverende det kan være at leve på en stærkt beskåret ydelse:

  • 66 procent af de adspurgte blev mere modløse i deres tilværelse af at leve på fattigdomsydelserne – 35 procent blev det endda blevet det i høj grad.
  • 49 procent havnede i en apatisk situation, hvor de både blev mere modløse, men ikke søgte flere jobs end før.
  • 56 procent af dem, der var på nedsat kontanthjælp havnede i det apatiske hjørne. Mestendels fordi de manglende kompetencer og muligheder til at reagere på den nye virkelighed.
  • Omkring to ud af tre har helbredsproblemer, der forhindrer dem i at være aktivt jobsøgende.

Den nye kontanthjælpspakke vil skabe den samme modløshed blandt broderparten af de 32.000 fuldtidspersoner (plus deres familier og børn). Da Rådet for Socialt Udsatte i 2012 samlede idéer til bekæmpelse af fattigdom, fra mennesker der levede i fattigdom udtalte en af personerne: ”Jeg har råd til mad, men jeg har ikke råd til selvværd”. Regeringen bør spørge sig selv, om det er en person, der nok er mæt, men uden selvværd, der går ud og finder job på egen hånd?

”Fattigdom er at give op”, sådan lød et andet af citaterne fra de fattigdomsramte. Citatet understreger, at det at leve i fattigdom ikke (kun) er en økonomisk beskrivelse, men i høj grad en beskrivelse af en mental tilstand. For Rådet for Socialt Udsatte handler det om, at vi ikke placerer mennesker i en situation, som de selv oplever som håbløs. Det kan vel være, at der er nogle mennesker, der har brug for et skub i den rigtige retning, men så skal det være et hjælpende skub, der bringer dem fremad og ikke en straf, der for langt størstedelen ikke fører andet end mismod og afsavn med sig. De sidste års mange reformer af vores ydelsessystem med fokus på at skærpe kravene til udsatte grupper i samfundet har ikke haft nævneværdige positive effekter for disse grupper. Tværtimod bidrager de til at gøre fattigdom og afsavn til en normaltilstand i det danske samfund. Det sker uagtet om regeringen ønsker at få øje på det, og regeringen og alle andre bør aktivt overveje, hvordan disse konsekvenser kan modvirkes, når nu genindførelse af fattigdomsydelser ser ud til at være et politisk vilkår.

Torsdag d. 19. november:

225-timers reglen er alt andet end symbolpolitik

Af Jann Sjursen, Rådet for Socialt Udsatte

Regeringens kontanthjælpspakke indeholdte ikke bare det efterhånden berømte moderne kontanthjælpsloft, hvis fattigdomsskabende karakter var omdrejningspunktet for sidste klumme, men også et skærpet rådighedskrav: 225-timers reglen. Det er blevet fremført forskellige steder, at kontanthjælpspakken er ren symbolpolitik, først og fremmest fordi regeringen selv estimerer, at den samlet set kun får 650 personer i beskæftigelse. Det særligt interessante ved 225-timers reglen er, at den skærper kravene til kriterierne for at opfylde rådighedskravet – uden at der på den anden side af ligningen er ændret ved de muligheder, der er for rent faktisk at finde et arbejde.

Hvad betyder reglen konkret?
225-timers reglen betyder konkret, at en kontanthjælpsmodtager efter et år på kontanthjælp skal kunne dokumentere, at vedkommende har arbejdet 225 timer i ustøttet, lønnet beskæftigelse i løbet af et år for at kunne fortsætte på en almindelig voksensats. Hvis personen ikke kan dokumentere dette, så har personen i systemets logik ikke stået til rådighed for arbejdsmarkedet og kan derfor trækkes 1.000 kr. månedligt (500 kr., hvis man modtager mindre end voksensatsen, fx ungeydelsen), hvis det er en enlig. For ægtepar er det endnu hårdere kost: Her trækkes ægteparret den ene kontanthjælp, hvis de ikke begge kan dokumentere 225-timers ustøttet, lønnet beskæftigelse i løbet af det seneste år. Reglen gælder både for de jobparate og de aktivitetsparate, mennesker på uddannelses- og integrationshjælp samt de gifte og de ugifte. Regeringen forventer at reglen vil ramme ca. 8.000 personer og betyde ca. 110 mio. kr. mindre årlige udgifter til statskassen. Kun mennesker med begrænset arbejdsevne vil kunne blive undtaget fra reglen – men det afhænger helt og holdent af kommunens vurdering.

Hvor er jobsene til de mennesker, der ikke kan arbejde?
Det er relevant at teste om jobparate står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det gør man i dagpengesystemet bl.a. med jobtilbud mv. Det gør man også i forhold til jobparate kontanthjælpsmodtagere. Men er det en test af rådighedsforpligtelsen at forlange 225 timers ustøttet, lønnet beskæftigelse af mennesker, der midlertidigt ikke kan arbejde?

Mange af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere tumler med en variation af komplekse problemstillinger, der bestemt ikke er beskæftigelsesfremmende. Det kan både være eksempelvis mennesker med psykisk sygdom, hjemløse og stofmisbrugsproblemer. Som Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer skrev i sidste uge her på pladsen, viser en ny undersøgelse fra Ringsted kommune, at 90 procent af de ikke-jobparate i kommunen har en funktionsnedsættelse. Det er altså voldsomme andele af de ikke-jobparate, som hver dag må forhold sig til en palet af problemer, som går langt videre end manglende beskæftigelse.

For det andet så er der et problem med efterspørgselssiden, altså jobsene. Hvor er det, at beskæftigelsesministeren ser alle de job, som skal være der, hvis kontanthjælpsmodtagerne skal opfylde det nye rådighedskrav? Man har til dato intet politisk initiativ set, der stimulerer udbuddet af arbejdspladser til ustøttet, lønnet beskæftigelse i et omfang, der svarer til 225 timer årligt til stofmisbrugere, hjemløse, misbrugere med en psykisk lidelse m.fl. Hvis reglen skal give anden mening end ren besparelse og fattigdomsgørelse, så må den indeholde et udbud af job til målgruppen. Kommunerne skal have pligt til at give et jobtilbud, som kan friholde modtageren for at blive ramt af 225 timers reglen.

Det er en selvmodsigelse af rang at stille krav om 225 timers ustøttet beskæftigelse til personer, der ikke er jobparate – det er med formanden for Sind Knud Kristensens ord, at bede den enarmede om at tage skeen i den anden hånd. Udgangspunktet bør derfor være, at ingen aktivitetsparate omfattes af kravet.

Finansloven skærer hjælpen væk

Som en ubehagelig krølle på halen, har regeringen tre dage før præsentationen af kontanthjælpspakken i sit finanslovsforslag beskåret den aktive beskæftigelsesindsats med 500 mio. kr. Hvad betyder det konkret? Jo, det betyder, at den mentorstøtte, som havde som mål at støtte lige nøjagtig de mest udsatte borgere på kontanthjælp, ved at løse udfordringer, der står i vejen for, at borgere kan deltage i beskæftigelsesrettede aktiviteter, bortfalder.

Med den ene hånd skærper man kravene til modtagerne og med den anden hånd fjerne man den støtte, som skal hjælpe dem til at opfylde kravene. Det kan kun resultere i endnu flere fattige og marginaliserede mennesker – hvad enten regeringen ønsker at måle det eller ej.