LUK
  • Man får bare lyst til at lukke ned for alt og isolere sig, fordi man ikke har råd til at leve Mand, 27 år, om fattigdom

  • 00:10

Kronik: Disse fire fokuspunkter kan give bedre hjælp til udsatte

19. mar. 2019

Socialt udsatte har hårdt brug for en helhedsorienteret indsats. Men der er meget, der skal på plads, hvis det skal lykkes at give dem de indsatser, de har brug for. Vi har fire hovedpunkter, man bør have fokus på.

Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Kronikken er bragt i Kristeligt Dagblad, 18. marts 2019, 1. sektion, side 11.

Socialt udsatte har behov for en langt mere helhedsorienteret indsats end den, kommunerne leverer i dag. Vi skal have nedbrudt silotænkningen, som har splittet kommunens forvaltninger til atomer med hver sin lovgivning, ledelse, budget, krav og logikker. Det går ikke, at borgerne skal henvende sig et utal af steder for at få hjælp, og at de selv må sørge for at koordinere de forskellige indsatser.

Muligheden for at nedbryde siloerne er faktisk inden for rækkevidde. I december indgik alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten en aftale om en helhedsorienteret indsats til borgere med komplekse sociale problemer. Der skal laves en ny hovedlov, som skal skabe rammerne for indsatsen. Målet er én udredning, én visitation og én afgørelse for borgerne. Det er et godt og nødvendigt initiativ, som er ved at blive udfoldet i regi af innovationsminister Sophie Løhde, der agerer koordinerende sagsbehandler på regeringens vegne.

Det er dog lettere sagt end gjort at få nedbrudt de barrierer, der gør, at socialt udsatte ikke får de indsatser, de har brug for. Der er meget, der skal på plads, hvis det skal lykkes.

For Rådet for Socialt Udsatte er der fire hovedpunkter, man bør have fokus på:

1. målgruppen for loven
2. formålet med loven
3. samspillet på tværs af politikker og forvaltninger
4. retssikkerhed.

FOR DET FØRSTE bør målgruppen for loven være alle borgere med komplekse problemer, også de allermest udsatte, som ikke umiddelbart har noget potentiale i forhold til arbejdsmarkedet.

Ifølge den politiske aftale er målgruppen for den nye hovedlov først og fremmest borgere med komplekse og sammensatte problemer, som vurderes at have et potentiale for udvikling i forhold til arbejdsmarkedet. Men hvad med de allermest udsatte, som ikke har potentiale på arbejdsmarkedet? Hvad med personer med dobbeltdiagnoser og uoverstigelig gæld eller hjemløse med alvorlige fysiske sygdomme? Det er ofte de mest udsatte, som har størst behov for støtte og koordinering, og hvor sagsbehandlingen i dag fremstår mest usammenhængende.

Denne målgruppe bør naturligvis være inkluderet, så vi får en samlet lovgivning, der gælder for alle.

FOR DET ANDET skal formålet med hovedloven være at forbedre borgerens situation, og det skal ske gennem et forløb, hvor borgeren kan etablere en relation med en fagperson, som er kvalificeret og tilgængelig, og som borgeren har tillid til. Det er ikke nok, at de mange indsatser koordineres administrativt.

Mennesker med komplekse problemer har ofte brug for hjælp til at få overblik over deres situation og deres muligheder.

De har brug for en gennemgående person, der kan lytte til dem, rådgive dem, hjælpe dem med at klarlægge deres mål og støtte dem undervejs i kontakten til forskellige instanser. Formålet kan være at forbedre borgerens økonomiske situation, boligsituation, beskæftigelsessituation, sundhedstilstand eller generelle livsvilkår.

Det er ikke nok med en administrativ koordinator, som blot indkalder til møder og sammenskriver eksisterende planer.

Der skal være tale om en håndholdt indsats, hvor det er muligt at skabe en relation til en rådgiver, som er kvalificeret og tilgængelig, som kender lovgivningen, som har tilstrækkeligt med tid, og som borgeren har tillid til. Det bør være helt centralt for en ny hovedlov.

Rådet for Socialt Udsatte har tidligere foreslået den ordning, der kaldes personligt ombud, som man har i Sverige.

Et personligt ombud er en fagperson, der hjælper den enkelte borger med at skabe overblik over hjælpebehov og offentlige tilbud. Det kunne afgjort være værd at forsøge i forbindelse med den nye lov om helhedsorienteret indsats.

FOR DET TREDJE skal der tages hånd om de store samspilsproblemer, der er mellem social-og beskæftigelsesområdet.

Der bør kunne træffes afgørelser på tværs af de to områder, for eksempel af et team, som har kompetencen til at bevilge de samlede ydelser, borgeren har brug for. Rehabiliteringsteamet kan være et eksempel på et sådant team.

Én af de største barrierer for, at kommunerne kan levere en helhedsorienteret indsats, er, at jobcentrene opererer efter helt andre logikker end socialforvaltningerne.

Der findes mange eksempler på, at indsatserne over for socialt udsatte bliver forsinket eller forringet på grund af den manglende sammenhæng. Rådet for Socialt Udsatte har for nylig fået lavet en undersøgelse om benspænd i hjemløseindsatsen, som fremhæver dette som ét af de største problemer.

Et eksempel kan være, når jobcentrets sanktioner gør, at en hjemløs borger mister sin kontanthjælp, alt imens socialforvaltningen prøver at motivere borgeren til at komme i misbrugsbehandling eller finde en bolig, borgeren kan betale.

Det er en katastrofe, fordi godt socialt arbejde bliver spildt, og fordi borgeren mister tilliden til, at kommunen ved, hvad den laver - måske bliver det endda dråben, der gør, at borgeren helt opgiver at søge om hjælp.

Aftalen om en helhedsorienteret indsats åbner for, at de eksisterende rehabiliteringsteams skal kunne visitere til indsatser efter beskæftigelsesindsatsloven såvel som den nye hovedlov. Det kan der virkelig være perspektiv i. Hvis man forestiller sig, at rehabiliteringsteamet kan bevilge alle de indsatser, en borger har brug for - for eksempel fleksjob, alkoholbehandling og bostøtte - er det et kæmpe fremskridt. Det er derfor én af de veje, man bør gå.

FOR DET FJERDE bør der være langt mere fokus på retssikkerhed, end der er i dag, og sagsbehandlingen bør være organiseret på en måde, som gør, at sagsbehandlerne faktisk har mulighed for at arbejde i overensstemmelse med forvaltningsloven og retssikkerhedsloven.

Én udredning, én visitation, én afgørelse lyder dejligt enkelt, men det kan let gå ud over retssikkerheden. Der er allerede i dag store retssikkerhedsproblemer på det sociale område. Socialt udsatte oplever, at de ikke får ordentlige afgørelser og begrundelser, ikke får klagevejledning, ikke får rådgivning og vejledning, ikke bliver partshørt, ikke får at vide, de kan tage en bisidder med, og så videre. Det selvom der faktisk allerede findes udmærkede regler for dette.

Når man skal implementere en ny hovedlov for indsatser til personer med komplekse problemer, er det oplagt, at man samtidig sætter fokus på borgernes retssikkerhed, og at sagsbehandlingen bliver organiseret på en måde, så sagsbehandlerne faktisk har mulighed for at arbejde i overensstemmelse med loven.

Det betyder for eksempel, at sagsbehandleren skal have tid til og forudsætninger for at give borgeren generel rådgivning om vedkommendes muligheder, at sagsbehandlingen foregår på en måde, så borgeren inddrages, og at afslag altid følges af en begrundelse og en klagevejledning, som borgeren kan forstå.

Der er som nævnt mange gode takter i aftalen om en helhedsorienteret indsats. Og der er ingen tvivl om, at ændringer er tiltrængt.

Hvis aftalepartierne virkelig ønsker et opgør med den meget fragmenterede indsats, mange mennesker med komplekse problemer oplever i kommunerne, bør ovenstående fire punkter være i fokus. Dermed kan hovedloven ende med at blive én af de største nyskabelser i socialpolitikken siden bistandsloven.

Det kræver en grundig forberedelse. Og det kræver en løbende evaluering, hvor de borgere, det hele handler om, bliver spurgt om, hvordan de oplever indsatsen, og ikke mindst om deres situation er blevet forbedret. Først da er vi i mål.