Gå direkte til indhold
  • Jeg vil gerne have et almindeligt liv ligesom alle andre Kvinde, 27 år, kontanthjælpsmodtager

Debat: Lad ikke Folketinget gøre tiggerloven permanent uden en undersøgelse af dens konsekvenser

25. maj 2020

Hverken sociale problemer, hjemløshed eller fattigdom bliver løst ved truslen om en fængselsstraf. ​​​​​​ Derfor bør Folketinget ikke gøre tiggerloven permanent på torsdag.

Af Louise Holck direktør i Institut for Menneskerettigheder og Vibe Klarup formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt på Information.dk den 25. maj 2020.

Under krisen har det ikke skortet på velvilje over for landets hjemløse. Hjælpepakker er vedtaget, og hjemløse er kommet på vandrehjem. Det manglede også bare, at vi holder hånden under gadens folk i krisen. Men det er også på tide, at vi stopper med at kriminalisere hjemløshed.

Derfor opfordrer Institut for Menneskerettigheder og Rådet for Socialt Udsatte regeringen til at gøre op med den straftilgang til hjemløse, der har været gældende de seneste år.

En vigtig start er, at regeringen sammen med støttepartierne har taget initiativ til en aftale om de såkaldte utryghedsskabende lejre. Aftalen skal gøre det klart, at lejrforbuddet kun gælder de lejre, der skaber decideret utryghed, og ikke enhver hjemløs, der er tvunget til at overnatte udendørs. Det er på høje tid. For det har været uværdigt at se, hvordan udsatte mennesker har måttet bøde, siden lejrforbuddet blev vedtaget.

Men aftalen harmonerer dårligt med, at regeringen sammen med et flertal i Folketinget på torsdag den 28. maj gør den såkaldte tiggerlov permanent. Så vil tiggere fortsat kunne få 14 dages fængsel, første gang de bliver taget i at tigge på en gågade, ved en station, i et tog eller ved et supermarked.

Tiggerloven blev hastebehandlet i Folketinget i sommeren 2017, hvor udenlandske hjemløse generede borgere i blandt andet København. Loven var midlertidig. Netop derfor burde regeringen have iværksat en grundig undersøgelse af, hvordan loven har påvirket de hjemløses i forvejen svære levevilkår, inden loven gøres permanent. Det ville være mere i tråd med det sociale foregangsland, vi normalt bryster os af at være. Det ville desuden have været oplagt at lade de civilsamfundsorganisationer, der arbejder med at skabe bedre forhold for de hjemløse, bidrage til en sådan undersøgelse.

Når et menneske sidder foran SuperBrugsen med et tomt papkrus foran sig og tigger mønter, er der en grund til det. Den grund er sociale problemer, men hverken de sociale problemer, hjemløshed eller fattigdom bliver løst ved truslen om en fængselsstraf.

Derfor opfordrer vi Folketinget og regeringen til at lytte til anbefalingerne fra FN’s Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder og helt fjerne fængselsstraffe for tiggeri.