Gå direkte til indhold
  • Jeg vil gerne have et almindeligt liv ligesom alle andre Kvinde, 27 år, kontanthjælpsmodtager

Ny rapport: Udsatte unge er koblet af

06. maj 2015

-  Det, vi ser, er et højhastighedssamfund, der ikke ænser, at det har tabt nogle vogne bagude. De sidste års store reformer fokuserer udelukkende på, hvordan den velfungerende ungdoms vej gennem uddannelsessystemet bliver hurtigere og bedre. Samtidigt har samfundet strammet skruen om socialt udsatte unge, der bliver flere og flere. Det er nødvendigt at se på konsekvenserne af det ensidige fokus på de velfungerende unge. Derfor foreslår Rådet for Socialt Udsatte, at regeringen nedsætter en kommission for socialt udsatte unge.  

Sådan siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, der i dag offentliggør en undersøgelse om socialt udsatte unge, som Center for Ungdomsforskning har udarbejdet. Undersøgelsen, der anvender et såkaldt 360-graders perspektiv på de unge, viser bl.a. at de unge opfinder strategier for at klare sig gennem tilværelsen – ”jeg-klarer-mig-selv”-strategien, isolations-strategien og værdi-strategien. Strategierne er udtryk for, at de udsatte unge med deres væsentlige udfordringer på forskellig vis forsøger at klare sig i en hverdag i dagens Danmark.

-  Rapporten peger på en række forhold, der skal ændres, hvis samfundet vil have udsatte unge med på toget. Det drejer sig bl.a. om noget så simpelt som tid til forandring. De unge mødes af et system med tremåneders forløb og uddannelsespålæg med udløbsdato. Men mange sidder med problemer, der ikke udløber om tre måneder, og de benytter sig hver dag af de kortsigtede strategier for simpelthen at overleve. Der er brug for en samlet indsats, som hjælper udsatte unge med at klare sig i et samfund, der stiller stadigt større krav. Det lykkes ikke nu, og det vil være en hovedopgave for en kommission at stille forslag til, hvordan den helhedsorienterede indsats kan lykkes.

Rådet for Socialt Udsatte udgiver i dag også den årlige årsrapport, hvor socialt udsattes situation ridses op, og hvor der stilles forslag om en række forbedringer af indsatsen over for socialt udsatte. I årsrapport 2015 stilles forslaget om en kommission for socialt udsatte unge samt et forslag om, at alle kommuner bør udarbejde en specifik strategi for en helhedsorienteret indsats overfor socialt udsatte unge.

------ 

Undersøgelsen ”Hvem er de unge på kanten af det danske samfund?” er udarbejdet af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet. I undersøgelsen er der interviewet 33 unge udsatte samt 22 professionelle, der arbejder med de unge til dagligt. Rådet for Socialt Udsatte afholder d. 7.-8- maj et stormøde for inviterede socialt udsatte unge – samt repræsentanter for organisationer og offentlige myndigheder, der arbejder med socialt udsatte unge.

Undersøgelsen kan findes på www.cefu.dk - eller på det direkte link

Yderligere oplysninger:

Formand Jann Sjursen: 30 26 49 01