LUK
  • Man får bare lyst til at lukke ned for alt og isolere sig, fordi man ikke har råd til at leve Mand, 27 år, om fattigdom

  • 00:10

Pressemeddelelse: Ny rapport udfordrer myter om kontanthjælpsmodtagere og kontanthjælpen

24. feb. 2017

- Andre steder i verden forsvares den førte politik med ”alternative fakta”. I Danmark er vi ikke dér endnu, men helhedssynet og proportionaliteten er gået tabt i de seneste regeringers reform-amok. For eksempel påstår politikerne bag kontanthjælpsloftet, at antallet af kontanthjælpsmodtagere stiger, fordi det ikke kunne betale sig at arbejde. Men faktum er, at der faktisk er færre og færre kontanthjælpsmodtagere, som går fra arbejde til kontanthjælp. I stedet er mange kommet på kontanthjælp, fordi de er faldet ud af dagpengesystemet.

Sådan siger formand Jann Sjursen om baggrunden for Rådet for Socialt Udsattes nye rapport ”Holder påstandene?”. Rapporten, som er udført af analysebureauet Analyse & Tal, samler eksisterende viden, forskningsresultater, registerdata mv. for at belyse, om der er belæg for de politiske præmisser bag skiftende regeringers reformer af blandt andet førtidspension og kontanthjælp. I alt gennemgås ”fup og fakta” bag 10 politiske påstande, som ofte er hørt i debatten. Rapporten tegner et billede af, at der er mange nuancer, som går tabt i den førte politik.

Jann Sjursen mener, at det har alvorlige konsekvenser at gennemføre reformer på baggrund af påstande, som ikke har nuancerne med:

- Det sociale sikringssystem i Danmark er grundlæggende truet. Reformerne af førtidspension, kontanthjælp og andre ydelser har negative konsekvenser for mange mennesker. Der er slet ikke proportionalitet mellem de negative konsekvenser og de påståede positive effekter. Og det er kendetegnende for den politiske debat, at den er præget af myter om, at socialt udsatte er arbejdsløse, fordi kontanthjælpen er for høj og
det sociale hjælpesystem for godt – ja, til tider får man nærmest indtrykket af, at man gør de ramte en tjeneste ved at skære i deres ydelser siger Jann Sjursen og fortsætter:

- Der er behov for et langt mere nuanceret syn på socialt udsattes udfordringer. Der er brug for en nuanceret debat af, hvad der reelt vindes, set i forhold til de omfattende sociale omkostninger det har, når det sociale sikringssystem reformeres så grundlæggende, som det er tilfældet i disse år.

Rapporten af Analyse & Tal kan findes her

Du finder en pixi-udgave med hovedpointer fra rapporten her  

Samtidig lancerer Rådet for Socialt Udsatte en række film på sociale medier med budskabet ”Husk det store billede”. Find filmene her

Yderligere oplysninger:

Formand Jann Sjursen: 30 26 49 01

Politisk konsulent Kirsten Munk: 41 85 10 99