LUK
  • Man får bare lyst til at lukke ned for alt og isolere sig, fordi man ikke har råd til at leve Mand, 27 år, om fattigdom

  • 00:10

Pressemeddelelse: På tide med fokus på udsatte unge udenfor uddannelse

20. okt. 2015

- Det glæder mig umiddelbart at høre fra statsministerens egen mund i dagens åbningstale, at der nu skal mere fokus på de mange unge, som falder igennem uddannelsessystemet i disse år. Rådet for Socialt Udsatte har gentagne gange råbt vagt i gevær i forhold til, hvordan samfundet har strammet skruen om socialt udsatte unge, der bare bliver flere og flere. Derfor vil jeg gerne kvittere for, at regeringen nu vil nedsætte en ekspertgruppe, som skal se på unge, der falder helt igennem uddannelsessystemet.

Sådan siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, som reaktion på, at statsministeren i dag i Folketingets åbningstale bekendtgjorde, at regeringen nedsætter en ekspertgruppe, som blandt andet skal se på, hvordan overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelser kan forbedres for udsatte unge. 

Jann Sjursen mener dog, at det er afgørende, at ekspertgruppens fokus ikke bliver snævert på uddannelse:

- Vi skal se udsatte unges liv i et helhedsperspektiv, og der er behov for et langt bredere perspektiv end blot undervisningsmetoder. Her tænker jeg ikke mindst på sårbare unges håndtering af ungdomslivet, eventuelle misbrugsproblemer, og hvordan udsatte unge i det hele taget kan få bedre hjælp til at håndtere tilværelsen. 

I den forbindelse stiller Rådet for Socialt Udsatte gerne input og viden til rådighed. Jann Sjursen siger:

- Rådet for Socialt Udsatte gennemførte tidligere på året en stor undersøgelse af unge på kanten af samfundet, og Rådet har i den forbindelse formuleret en række anbefalinger til, hvordan indsatsen overfor udsatte unge kan løftes. Jeg kan kun opfordre den kommende ekspertgruppe til at drage nytte af den viden, som allerede findes – sådan at der hurtigst muligt kan komme konkret handling ud af arbejdet til gavn for udsatte unge.

Læs Rådets anbefalinger om unge på kanten her

Læs Rådets undersøgelse ”Hvem er de unge på kanten af det danske samfund?” er udarbejdet af Center for
Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet her

Yderligere oplysninger:

Formand, Jann Sjursen: 30 26 49 01