LUK
  • Man får bare lyst til at lukke ned for alt og isolere sig, fordi man ikke har råd til at leve Mand, 27 år, om fattigdom

  • 00:10

Pressemeddelelse: Sanktioner får ikke socialt udsatte i job

14. mar. 2018

Beskæftigelsesministeren spiller i dag ud med et nyt forslag, der skal gøre det mere enkelt for kommunerne at uddele sanktioner til kontanthjælpsmodtagere. Flere sanktioner er ikke vejen frem, mener Rådet for Socialt Udsatte.

- Hvis verdenen var så enkel, at sanktioner fik kontanthjælpsmodtagere i job, så ville der ikke være ret mange tilbage. Jobcentrene uddeler allerede nu over 43.000 sanktioner årligt, så der sanktioneres allerede i ganske betydeligt omfang, og det virker derfor lidt pudsigt, at kommunerne skulle have besvær med at sanktionere kontanthjælpsmodtagere, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Beskæftigelsesministerens udspil indebærer bl.a., at antallet af satser, som man i kroner og øre kan sanktioneres med, hvis man fx udebliver fra et aktiveringstilbud, reduceres fra 74 forskellige satser til nu kun 4. Men det kan betyde, at endnu flere kontanthjælpsmodtagere fremover kommer i alvorlige problemer.

- Jobparate kontanthjælpsmodtagere, der kan arbejde eller tage imod et aktiveringstilbud, skal naturligvis sanktioneres, hvis de nægter uden grund. Ret og rimelighed skal ikke gemmes i en skov af sanktioner, som de kommunale sagsbehandlere ikke kan overskue. Omvendt, så skal kommunerne heller ikke sanktionere de dårligst stillede kontanthjælpsmodtagere ud af deres boliger. Det er derfor helt centralt, at den annoncerede skærpelse af reglerne ikke fører til, at der kommer endnu flere akut nødstedte kontanthjælpsmodtagere, slutter Jann Sjursen.

Yderligere oplysninger:

Formand, Jann Sjursen: 30 26 49 01