LUK
  • Man får bare lyst til at lukke ned for alt og isolere sig, fordi man ikke har råd til at leve Mand, 27 år, om fattigdom

  • 00:10

Pressemeddelelse: Socialt udsatte har gavn af en bisidder

11. dec. 2018

Rådet for Socialt Udsattes nye undersøgelse tyder på, at socialt udsatte borgere kan have gavn af en bisidder i mødet med det offentlige.

I undersøgelsen fortæller socialt udsatte og bisiddere nemlig bl.a., at sagsbehandlerne taler pænere til borgerne, når der er en bisidder med, at der pludselig kommer skub i en sag, der har stået stille længe, at pengene pludselig går ind på kontoen eller at deres ønske om at komme i stofmisbrugsbehandling omsider bliver noteret i journalen.

- Det er trist, at det er nødvendigt med en bisidder for at blive talt pænt til og få den hjælp man har brug for og ret til. For myndighederne skal sørge for, at deres sagsbehandlere behandler alle borgere respektfuldt og efter loven. Men stor respekt for de mange organisationer mv. der tilbyder bisidderhjælp til socialt udsatte borgere – de gør tilsyneladende en stor forskel, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Offentlige myndigheder bør optræde venligt og hensynsfuldt på en måde, der styrker tilliden til den offentlige forvaltning. Det følger af almindelig god forvaltningsskik. Derudover findes der en række retssikkerhedsgarantier i lovgivningen, bl.a. at en kommune skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt og vejlede bredt om alle muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning.

Men det er ikke altid sådan, det foregår i virkeligheden, og Rådet for Socialt Udsatte har længe arbejdet med socialt udsattes manglende retssikkerhed. Rådets brugerundersøgelser understreger, at mødet med det offentlige er problematisk, og at det er svært at få bevilliget den rette hjælp.

- Det bedste ville være, hvis offentlige instanser på egen hånd kunne føre saglige, venlige og hensynsfulde samtaler med borgerne, og at man som en selvfølge kunne være sikker på, at man får tilbudt den hjælp og de ydelser, som man har brug for og ret til. Så ville fx bisidder- og andre ordninger, der hjælper socialt udsatte i mødet med systemet, være knap så nødvendige, slutter Jann Sjursen.

Resultaterne af Rådets undersøgelse offentliggøres med en konference den 12. december i København.

Yderligere oplysninger:

Formand, Jann Sjursen: 30 26 49 01
Politisk konsulent, Pernille Loumann: 41 85 10 78