LUK

Pressemeddelelse: Socialt udsattes demokratiske stemme er blevet styrket

04. jun. 2018

Rådet for Socialt Udsattes Årsrapport 2018, som offentliggøres i dag, viser, at flere socialt udsatte borgere inddrages i det lokalpolitiske arbejde i de danske kommuner. Der er nemlig kommet flere lokale udsatteråd efter kommunalvalget i 2017. Det glæder Rådet for Socialt Udsatte op til demokratiets festdag: Grundlovsdag.

- I en tid, hvor der er flere, der bliver hjemløse, flere med psykiatriske diagnoser, og hvor flere danskere ser sig selv som socialt udsatte, er vigtigheden af at inddrage og høre udsattes egne stemmer i det lokalpolitiske arbejde større end nogensinde før, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

40 lokale udsatteråd i Danmark

Efter kommunalvalget i november 2017 er der nu i alt 40 udsatteråd i Danmark – Albertslund, Bornholm, Holbæk, Lolland og Vordingborg er de seneste i rækken, og der er flere på vej. Det er næsten en fordobling siden sidste kommunalvalgsår 2013. 41 pct. af kommunerne har nu et lokalt udsatteråd.

- Det nationale Rådet for Socialt Udsatte er meget optaget af at styrke de lokale udsatteråd og arbejde for, at flere kommuner nedsætter udsatteråd, fordi rigtig mange af de nære ting i dagligdagen ligger forankret i det kommunalpolitiske. De overordnede rammer lægges selvsagt af regeringen og Folketinget, men den del, der virkelig kan mærkes af den enkelte socialt udsatte borger i dagligdagen, står kommunerne i vid udstrækning for. Så det er selvfølgelig også dér, man skal bidrage med viden og søge demokratisk indflydelse som socialt udsat borger, siger Jann Sjursen.

Tal med og ikke om socialt udsatte

Rådet for Socialt Udsatte arbejder målrettet for at fremme udbredelsen af lokale udsatteråd og støtte de eksisterende lokale udsatteråd.

- Tonen og den politiske ageren overfor socialt udsatte er ofte hård, og der tales som oftest til og om socialt udsatte – ikke med socialt udsatte – og der lovgives hen over hovedet på dem. Lokale udsatteråd fremmer samtalen og den demokratisk inddragelse af socialt udsatte borgere, afslutter Jann Sjursen.

Hele Rådets nye årsrapport, som beskriver socialt udsatte situation anno 2018, kan findes på www.udsatte.dk

Yderligere oplysninger:

Formand, Jann Sjursen: 30 26 49 01
Politisk konsulent, Helena Hanna Holm: 41 85 10 49