LUK

Pressemeddelelse: Finanslovsudspil dæmmer ikke op for manglende satspulje

02. okt. 2019

Regeringens udspil til finanslov for 2020 formår slet ikke at samle op efter den nu lukkede satspulje. Der er simpelthen ikke afsat midler nok til socialt udsatte på udspillet.

- Regeringens udspil afsætter 1,3 mia. kr. i 2020-2023 til nye initiativer på social- sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, herunder en særlig ramme til nye socialpolitiske indsatser på 60 mio. kr. årligt. Men det er en dråbe i havet både ift. den milliard kroner, som satspuljen årligt bidrog med og ift. det behov, der er for et løft af indsatsen til gavn for socialt udsatte, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

De penge der før blev tilført satspuljen, går nu til folkepensionister eller indbetales til pensionsopsparing for kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister mfl. Det er et fremskridt, men udspillet fremstår som en nedprioritering af det sociale område herunder også af initiativer for socialt udsatte.

- Forhandlerne på socialområdet skal virkelig kridte skoene, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at sikre, at socialt udsatte ikke bliver taberne, nu hvor satspuljen er afskaffet. Når det er sagt, så er der også gode initiativer i udspillet - fx videreførelse og styrkelse af den frivillige økonomi- og gældsrådgivning, videreførelse af puljen til nødovernatning og gratis, vederlagsfri tandpleje til socialt udsatte, siger Jann Sjursen.

Rådet for Socialt Udsatte har tidligere foreslået, at der afsættes en milliard kroner årligt til udvikling af sociale indsatser og tiltag.

Yderligere oplysninger:

Formand Jann Sjursen: 30 26 49 01
Sekretariatschef Ole Kjærgaard: 41 85 10 95