Gå direkte til indhold
icon-mouse-scroll

Regeringen lytter og vil løse problemer med manglende adgang til at hæve kontanter

27. maj 2021

Efter Rådet for Socialt Udsatte og en række aktører i samarbejde sendte brev og anbefalinger til regeringen nedsættes der nu en arbejdsgruppe, der skal finde løsninger.

Det har længe været et problem for mennesker i udsatte positioner, at bankerne i stigende grad lukker for de bemandede kontantkasser i bankfilialerne. Lever man fx som hjemløs, kan det nemlig være en udfordring at håndtere hævekort, koder, mobilbetaling mv., og man har i mange situationer brug for at hæve sine penge som kontanter for at klare dagligdagen.

Efter Rådet for Socialt Udsatte og en række aktører i samarbejde sendte brev og anbefalinger til regeringen, er det nu besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der inden sommerferien skal klarlægge problemets omfang og foreslå løsninger, som regeringen kan arbejde videre med.

- Den manglende adgang til kontanter giver udsatte grupper store problemer i det daglige. Selvom der under corona-nedlukningen er oprettet midlertidige nødløsninger med kontantkasser i fx København, er det helt afgørende, at der findes en langsigtet landsdækkende løsning, så de borgere, der ikke kan bruge mobilbetaling eller håndtere et hævekort, kan hæve kontanter til mad, medicin og andre fornødenheder. Det er meget positivt, at regeringen har lyttet til vores forslag og nu til en start opretter en officiel arbejdsgruppe, der skal komme med bud på løsninger, siger Vibe Klarup formand for Rådet for Socialt Udsatte.