LUK
  • Man får bare lyst til at lukke ned for alt og isolere sig, fordi man ikke har råd til at leve Mand, 27 år, om fattigdom

  • 00:10

Socialt udsatte grønlandske kvinder lades i stikken

13. mar. 2016

Rådet for Socialt Udsatte offentliggør i dag rapporten ”Udsatte grønlandske kvinder i Danmark”. Rapporten understreger med al tydelighed, at der fortsat er store mangler i den sociale indsats for udsatte grønlandske kvinder. Rådets formand Jann Sjursen siger om rapporten: 

-  Det er fortællinger, der tegner billedet af ekstremt barske liv og vilkår, som man ikke forbinder med en tilværelse i Danmark. Det er forstemmende, at de overgreb, som mange af kvinderne har med i bagagen fra Grønland i mange tilfælde fortsætter i Danmark. Vi må som minimum kunne sikre socialt udsatte grønlandske kvinder nogle rammer, hvor de er garanteret et fravær af vold og overgreb. 

Trods kvindernes meget svære livssituation i Danmark, har de en stærk vilje til at skabe et bedre liv i Danmark. Men alt for ofte oplever kvinderne ikke at få den hjælp de eftersørger, når de henvender sig hos kommunerne eller andre steder for at få hjælp. Mange søger i stedet hjælp i netværket og andre steder udenfor det etablerede system, og lever på den måde en tilværelse, hvor de står udenfor det danske samfund. Jann Sjursen siger: 

-  Det er slående, hvordan kvinderne uden at kny giver udtryk for en vilje og en lyst til at få skabt sig et andet liv. Derfor er det også enormt ærgerligt, at vejen gennem det sociale system ofte er brolagt med barrierer, der får kvinderne til at opgive det sociale system. Det betyder så, at det sociale system heller ikke får mulighed for at hjælpe kvinderne. Kommunerne skal være bedre til at forstå de udsatte kvinder – og frem for alt meget bedre til at tilbyde dem relevant hjælp. 

Undersøgelsen ”Udsatte grønlandske kvinder i Danmark” er udarbejdet af socialpolitisk konsulent Helene Forsberg Madsen, og er baseret på interviews med 22 udsatte grønlandske kvinder samt 16 socialarbejdere, der arbejder med kvinderne til dagligt.

Rapporten kan bestilles og downloades her

I dag kl. 12.30-16.00 afholder Rådet for Socialt Udsatte konference i Fællessalen på Christiansborg. Repræsentanter fra pressen er velkomne.

Yderligere oplysninger: 

Formand Jann Sjursen: 30 26 49 01
Politisk konsulent Line Karlskov Jensen: 41 85 10 97