Gå direkte til indhold
  • icon-quote-start Jeg vil gerne have et almindeligt liv ligesom alle andre icon-quote-end Kvinde, 27 år, kontanthjælpsmodtager

icon-mouse-scroll

Socialt udsatte kvinders personlige tragedier er en fælles politisk sag

08. mar. 2021

Tale af Vibe Klarup formand for Rådet for Socialt Udsatte i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts 2021.

Vi har en udbredt forestilling om, at det er mænd, der især falder igennem alle sikkerhedsnet og lever på bunden af samfundet.

Mænd fylder i hjemløsestatistikkerne, på værestederne og i stof- og alkoholbehandlingen. Når vi ser socialt udsatte mennesker i gadebilledet, er det især mændene, vi får øje på.

Men når vi spørger befolkningen bredt, er der lige så mange kvinder som mænd, der rapporterer, at de på et tidspunkt har været socialt udsatte: 10 pct. af kvinderne mod 9 pct. af mændene.

Men vi ser dem ikke lige så tydeligt. Socialt udsatte kvinder er i høj grad usynlige.

Så jeg vil benytte muligheden i dag til også at få disse usynlige kvinders liv frem i lyset.

Mænd fylder i hjemløsestatistikkerne, ja. Men socialt udsatte kvinder er mere syge end socialt udsatte mænd. Og deres overdødelighed er højere end socialt udsatte mænds.

Det er blandt socialt udsatte kvinder, at de fleste seksuelle overgreb sker – 18 pct. har inden for det seneste år været udsat for grov seksuel chikane.

7 pct. af socialt udsatte kvinder, er det seneste år blevet voldtaget (ca. 1 pct. i befolkningen).

Blandt socialt udsatte kvinder er 27 pct. udsat for vold.

Blandt hjemløse kvinde viser udenlandske undersøgelser, at mere end halvdelen – nogle undersøgelser siger tæt på alle – hjemløse kvinder har været udsat for grov vold.

Jeg ønsker ikke at negligere en eneste kvindes overgreb eller mangel på ligestilling.

Men det er vigtigt for mig – og det er jo mit privilegie – at arbejde for, at socialt udsatte kvinders liv på bunden af samfundet er beskrevet og undersøgt. Og er en del af det, vi taler om og kæmper for at forandre.

Hjemløse unge

I de seneste år har jeg været særligt optaget af hjemløshed blandt unge.

Mange er klar over, at antallet af hjemløse i Danmark stiger. Og især unge har de sidste 10 år stået for den største andel af stigningen. Hver tredje hjemløse i Danmark er under 30 år.

Der er noget med gruppen af unge, som går galt i disse år. Ikke kun i Danmark, men i den vestlige verden i det hele taget.

De unge er mere sårbare, siger vi.

Jeg tror ikke, at vi skal skyde skylden på de unge – der er mange grunde til, at de er udfordrede. Måske er det i lige så høj grad de støttesystemer og strukturer, der er om de unge, der er svækkede - uddannelsessystemerne, familien, fællesskaberne.

Dog ved vi, at den stigende hjemløshed også handler om et boligmarked, der ikke er særligt tilgængeligt, medmindre du har en familie, der kan købe dig en lejlighed, eller et netværk, der kan skaffe dig ind.

Konsekvensen er, at et stigende antal ender i hjemløshed.

Blandt dem er gruppen af unge kvinder. De er nye i hjemløsebilledet. Men de er sværere for os og for forskerne at få øje på.

Fordi de ikke er på herbergerne. Der føler de sig utrygge og i fare. Det er mændenes miljø. De kommer måske til kommunen. Men det er langtfra sikkert at sagsbehandleren ved, at de ikke har et sted at sove.

De går under radaren. De isolerer sig. Finder andre løsninger. En af de mest anvendte strategier blandt disse helt unge kvinder er at små-prostituere sig til en seng. Nogle nætter sover de i trappeopgange. Eller i et glemt rum på skolen. Andre gange hos en mand, der kan levere en seng og et bad til gengæld for sex.

Jeg har mødt så mange af dem. Deres historier har ramt mig. De fortæller om indre kaos, psykiske problemer, ensomhed og skam.

Søstersolidaritet

Spørger man disse unge kvinder – eller mange andre socialt udsatte kvinder – oplever de at være nederst i hierarkiet. Men de vil meget have sig frabedt at blive omfattet af søstersolidaritet.

De taler sjældent om, at de er udsatte fordi de er kvinder. De ser sig sjældent som kvinder, undertrykt af mænd.

Og alligevel har jeg set, hvad det betyder, når socialt udsatte kvinder mødes af politisk handling. Vi har set, at minoritetskvinder har fejret samtykkelovgivningen.

Blandt nogle socialt udsatte kvinder er #metoo for verdensfjern og langt væk fra alt det, de står midt i. Men jeg har mødt mange kvinder, der har fortalt, hvad det har betydet for dem at opdage, at det de har været udsat for - vold, overgreb, prostitution, voldtægt - er mere end blot deres egen bitre erfaring. At andre kvinder engageres af det, de har været udsat for. Hvilken betydning det har, at når de søger hjælp i Reden eller på Danner, har de fået hjælp.

Men de er også trådt ind et sted, hvor deres personlige ydmygelse er drivkraft for en stor gruppe kvinders indignation og politiske aktivisme. De oplever meget konkret, at det de er midt i - ud over at være en personlig tragedie - også er et strukturelt problem.

Socialt udsatte kvinder som politik

Vi er mange, der har været vidne til, hvad det har betydet for tidligere anbragte unge, at deres sag nu er politisk.

At socialminister Astrid Krag (S) taler om deres sag, som et samfundsanliggende. At Mette Fredriksen (S) som statsminister vier en nytårstale til deres erfaringer, som noget vi som samfund vil ændre.

En gruppe unge mænd og kvinders erfaringer er blevet politik. Det er en forløsning af dimensioner for lige netop de unge.

8. marts er for mig den årlige påmindelse om betydningen af, at vi løfter den enkelte socialt udsatte kvindes personlige tragedie til en fælles politisk sag - ingen kvinde skal udsættes for det, hun udsættes for.

Det er ikke hendes skyld, at hun blev voldtaget, hjemløs, seksuelt krænket, udsat for vold. Hun er ikke alene. Og jeg arbejder for, at hendes sag er vores alles.

Glædelig 8. marts!