LUK
  • Jeg vil gerne have et almindeligt liv ligesom alle andre Kvinde, 27 år, kontanthjælpsmodtager

  • 00:10

Spillet uden vindere

08. maj 2013

Kommuner og regioner ”spiller” tit ”Sorteper” om socialt udsatte menneskers sundhed, og her er taberen næsten altid den socialt udsatte – sjældent kommunerne og regionerne!

Sådan skriver Rådets formand Jann Sjursen i et debatindlæg på Altinget.dk i dag - indlægget er en del af en debat om ulighed i sundhedsvæsenet, som har kørt i et par uger.

Her kan du læse hele indlægget:

 

Spillet uden vidnere

Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte

De fleste af os kender kortspillet ”Sorteper”: Det gælder om at danne par mellem kort med samme værdi, hvorefter kortene kan udgå af spillet. Kun Sorteper står altid alene, og den, der sidder med ham til sidst, taber. Modsat mange andre spil går ”Sorteper” som sådan ikke ud på at finde en vinder, men en taber. Kommuner og regioner ”spiller” tit ”Sorteper” om socialt udsatte menneskers sundhed, og her er taberen næsten altid den socialt udsatte – sjældent kommunerne og regionerne!

”Spillet” foregår flere steder. Indsatsen for socialt udsatte, der både har en sindslidelse og et misbrug, er et gammelt og ubærligt problem. På trods af at man som person med en dobbeltdiagnose har brug for dobbelt hjælp, ender man ofte som taber uden støtte overhovedet. Regionerne og kommunerne skændes om, hvem der skal betale for behandlingen af en borger: Er det en misbruger med psykiske lidelser, eller en person med psykiske lidelser, der også har et misbrug? Mennesker, der burde være hovedpersoner i situationen, bliver degraderet til en udgift, som myndigheder skubber mellem sig. Sundhedsministerens udspil ”Mere borger, mindre patient – Et stærkt fælles sundhedsvæsen” fra den 3. maj har et vigtigt afsnit om kommuners og regioners samarbejde om sundhed, men ikke ét ord om det vigtige problem med dobbeltbelastede. Dét til trods for, at det burde være en politisk ambition at løse det – særligt i et udspil, der skal gøre op med den sociale ulighed i sundhed.

Ministerens strategi om at bekæmpe ulighed i sundhed er især rettet mod rygning og alkohol. Det er menneskers sundhedsadfærd, der skal ændres. Ikke et ondt ord om det. Også socialt udsatte personer reagerer positivt på rygestopkurser, motionstilbud og alkoholbehandling, hvis de får det tilbudt. Og ligesom alle andre reagerer de også, når prisen på usunde varer går op eller ned. Ministeren vil styrke alkoholbehandlingen med 112 mio. kr. over 4 år – eller ca. 28 mio. kr. om året. Det er den familieorienterede alkoholbehandling, der vil blive prioriteret. Det er fint nok for mange - men socialt udsatte har desværre for længst mistet familien, så de får ikke gavn af dette initiativ. 

Med hensyn til alkoholbehandling til socialt udsatte, så lad mig pege på et problem, som udspillet ikke forholder sig til. Indtil 2008 var der en særlig satspuljebevilling på 30 mio. kr. til finansiering af døgnbehandling af alkoholmisbrug til socialt udsatte. Direktørerne og andre velstillede får jo betalt behandlingen af arbejdsgiver eller egen lomme. Puljen på de 30 mio. kr. gjorde det også muligt for socialt udsatte at komme i døgnbehandling. Efter 2007 blev alkoholbehandling en kommunal opgave, og KL ville have de 30 mio. kr. overført til bloktilskuddet. Mange advarede om, at socialt udsatte ville blive tabere. KL, ministerierne og satspuljepartierne forsikrede dog, at de ville holde skarpt øje med udviklingen, så der ikke kom færre i døgnbehandling. Siden er antallet af pladser i døgnbehandling alligevel raslet ned, og det bliver sværere og sværere for socialt udsatte at komme i døgnbehandling, fordi kommunerne ikke vil betale. Og i øvrigt er der ikke offentliggjort en detaljeret statistik over personer i døgnbehandling siden en foreløbig fra 2008. Det er altså ikke at holde skarpt øje.

Jeg hilser ministerens ambition om lighedstjek af sundhedsvæsenet velkommen. Det hænger godt sammen med ministerens udmelding om, at der skal gøres noget i sundhedsvæsenet for at ændre på det faktum, at socialt udsatte dør 22 år før befolkningen som helhed. Men i dén kontekst er ministerens forslag om Projekt Lighedsnetværk for uambitiøst – et projekt med blot en håndfuld hospitaler, regioner og kommuner, der skal vise, hvor en patient oplever ulighed. Det batter ikke. Det gør til gengæld allerede kendte virkemidler som socialsygeplejersker, opsøgende sundhedsteam, almen praksislæge eller adgang til en sådan også for socialt udsatte som kaotiske stofmisbrugere eller hjemløse sindslidende. Disse initiativer er afprøvet flere steder med stor succes – lad os dog udnytte de allerede gjorte erfaringer.

Jeg håber, at jeg tager fejl, men en første læsning af ministerens udspil til et stærkt fælles sundhedsvæsen efterlader det indtryk, at de allermest socialt udsatte med flere komplekse problemer som hjemløshed, stofmisbrug eller sindslidelse slet ikke fik lov at være med i spillet, men alligevel er dem, der sidder tilbage med ”Sorteper”!