LUK
  • Man får bare lyst til at lukke ned for alt og isolere sig, fordi man ikke har råd til at leve Mand, 27 år, om fattigdom

  • 00:10

To AC-medarbejdere søges til sekretariatet for Rådet for Socialt Udsatte

24. maj 2016

Vil du være med til at forbedre forholdene for socialt udsatte mennesker, så er én af disse stillinger måske noget for dig. Rådet for Socialt Udsatte søger to AC’ere på fuld tid pr. 1. september 2016.

Om Rådet for Socialt Udsatte

Rådet er et statsligt råd nedsat af social- og indenrigsministeren. Rådet har til opgave at være talerør for socialt udsatte, dvs. mennesker med komplekse sociale problemer som fx hjemløshed, misbrug, sindslidelse mv. Du kan læse mere om Rådet på www.udsatte.dk.

Om jobbene

Arbejdet vil bestå i at give formanden og Rådet en rigtig god sekretariatsbetjening med visionære og gennemarbejdede politikoplæg. Du vil også skulle omsætte Rådets beslutninger til konkrete aktiviteter, så Rådets synspunkter øver indflydelse på politiske beslutninger af relevans for socialt udsatte, og så Rådet fastholder rollen som talerør for socialt udsatte mennesker.

Jobbene spænder fra det strategiske og politiske niveau med politikudvikling til mere konkrete og jordnære opgaver som at indsamle, bearbejde og kommunikere viden til både beslutningstagere, den brede offentlighed og socialt udsatte mennesker.

Den ene stilling ønskes besat med en AC’er, der har flair for at arbejde med statistik og økonomi. Den anden stilling ønskes besat med en AC’er, der har flair for at arbejde med lovgivning (socialret).

Dine kompetencer og kvalifikationer

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har en relevant samfundsvidenskabelig videregående uddannelse i økonomi, jura, politologi, sociologi eller lignende
  • Har en dybtgående indsigt i samfund og politik og har blik for politiske processer, og hvornår indflydelse opnås
  • Har viden om det socialpolitiske område og andre relevante politikområder af relevans for socialt udsatte
  • Har en skarp pen
  • Arbejder effektivt både alene og i samarbejde
  • Har flair for koordinering af projekter, herunder interessentinddragelse og processtyring
  • Har evnen og lysten til at snakke med mennesker, der er eller har været på kanten af samfundet

Du skal indgå i et lille sekretariat med en håndfuld medarbejdere. Vi har en uformel men effektiv og ambitiøs arbejdsform. Der er højt til loftet med plads til visionære og strategiske ideer, men hverken mødekaffen eller deltagerlisten til konferencen laver sig selv! Du skal være fleksibel og villig til at tage ansvaret for stort og småt. 

Vi tilbyder dig

  • alsidige arbejdsopgaver og løbende nye udfordringer
  • at blive del af et fagligt miljø, hvor videndeling prioriteres
  • mange samarbejdspartnere internt og eksternt med mulighed for udvikling af dit netværk
  • gode og fleksible arbejdsvilkår

 Løn- og ansættelsesvilkår
 
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter overenskomst for akademikere i staten. Ansættelsesområdet er sekretariatet for Rådet for Socialt Udsatte.

Stillingerne ønskes besat senest den 1. september eller efter nærmere aftale.

Arbejdsstedet vil pr. 1. oktober 2016 være i Rønne. Der indgås en særlig aftale om arbejdssted for september måned 2016.

Der vil være rejseaktivitet til København og det øvrige land svarende til 4-8 dage månedligt. 

Hvis du vil vide mere

 

Du kan læse mere om Rådet for Socialt Udsatte på www.udsatte.dk og høre mere om stillingen hos sekretariatschef Ole Kjærgaard på tlf. nr. 4185 1095.

Din ansøgning

 

Ansøgning og relevant dokumentation (CV og eksamenspapirer) sendes elektronisk til post@udsatte.dk

Ansøgningen skal være sekretariatet i hænde senest mandag den 13. juni 2016 kl. 12.00. 

Vi forventer at afholde samtaler i uge 25. 
 
Vi opfatter mangfoldighed i medarbejdergruppen som en styrke. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, handicap, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

 

Stillingsopslag