Vigtigt at der arbejdes på et socialt beredskab

Rådet for Socialt Udsatte og Partnerskabet for Udsatte Voksne har siden foråret talt for, at der bør etableres et socialt beredskab i Danmark.

Nyhed

Et socialt beredskab betyder, at man har planer for, hvem der gør hvad under kriser som den nuværende pandemi.

Det er vigtigt at være på forkant, så socialt udsatte grupper i samfundet ikke kommer i klemme under en hel eller delvis nedlukning af samfundet.

Rådet glæder sig derfor over, at Social- og Indenrigsministeriet har givet arbejdet med et socialt beredskab høj prioritet og ser frem til udformningen af beredskabet.

Læs social- og indenrigsminister Astrid Krags (S) svar på Rådets og Partnerskabets opfordring til oprettelse af et socialt beredskab herunder eller til højre på denne side. 


Kære Vibe

Tak for din e-mail af 7. september 2020 med partnerskabet for udsatte voksnes forslag til et socialt beredskab.

Først vil jeg gerne beklage mit sene svar. Din henvendelse er beklageligvis gået tabt i min post.

Mit sene svar betyder, at du og partnerskabet for udsatte voksne allerede ved, at vi i ministeriet arbejder med at samle op på erfaringerne med håndtering af COVID-19, herunder forslaget om et socialt beredskab. Det har jeg skrevet til partnerskabet på handicapområdet den 28. oktober.

Det er selvfølgelig ærgerligt, at I har fået beskeden ad omveje, men ikke desto mindre håber jeg, at beskeden vakte glæde.

Jeg ved, at partnerskabet for udsatte voksne har været meget optaget af, hvordan en eventuel fremtidig nedlukning af samfundet kan håndteres med færre negative konsekvenser for udsatte borgere. Det har på vores møder været tydeligt, at partnerskabet har lagt mange tanker i et socialt beredskab, og hvad sådan et beredskab skal kunne.

Jeg er meget enig i, at erfaringerne fra foråret viser, at et tæt samarbejde og en klar opgavefordeling mellem sundhedsmyndigheder og de forskellige aktører på socialområdet vil stille os bedre under en eventuel fremtidig national sundhedskrise.

Isolation – og selvisolation – er en af de følgevirkninger af nedlukningen, som særligt har bekymret mig. Jeg er derfor helt enig i, at det er en problemstilling, vi skal være meget opmærksomme på at kunne sætte ind over for i håndteringen af COVID-19 og andre eventuelle fremtidige kriser.

Jeres forslag og konkrete anbefalinger vil ministeriet tage med i det videre arbejde med at samle op på erfaringerne fra COVID-19. Jeg kan ikke sige noget om, hvornår arbejdet ligger færdigt, men det er højt prioriteret i ministeriet – særligt i lyset af den smittestigning, vi aktuelt står i.

Med venlig hilsen
Astrid Krag