Gå direkte til indhold
icon-mouse-scroll

Anja Plesner Bloch: Vi mangler plads til dem, der stikker lidt ved siden af

Anja Plesner Bloch er formand for og stifter af Brugernes Akademi, der er en forening stiftet og drevet af tidligere og nuværende stofbrugere. Rådet for Socialt Udsatte har talt med hende om hendes egne erfaringer med social udsathed, om hendes blik på socialområdet, og hvad hun ser som de bedste veje til at skabe et system og et samfund med plads til dem, der stikker lidt ved siden af, og hvor færre falder uden for fællesskaberne.

Hvad kendetegner for dig at se social udsathed?

Isolation spiller en stor rolle. Det kan starte tidligt på grund af ens familie eller i skolen, men det kan også komme senere, hvis man fx ikke har et arbejde. Der kan være mange forskellige årsager til, at man føler sig isoleret, eller at man vælger at isolere sig.

Men i virkeligheden er det, der skaber udsathed, at der ikke er plads i vores samfund til dem, der stikker lidt ved siden af. Mange af dem, der stikker lidt ud, kan noget helt fantastisk. Men vi opdager det bare aldrig og giver heller ikke plads til dem på de konforme arbejdspladser. Og det skaber udsathed. Hvis man fejler på at leve op til samfundet, så falder man hurtigt udenfor og kan hurtigt komme til at føle sig som en fejl.

Jeg er selv vokset op i, hvad der udefra var en kernefamilie. Men når man så bag ydersiden, hvor der var penge nok og snobberi, var der jo både for meget alkohol, psykisk og fysisk vold og incest. Men det var en skjult udsathed, for jeg var velformuleret, og det var nok til, at der ikke var nogen, der så bag ydersiden og spurgte ind til, om jeg trivedes derhjemme. Jeg var dygtig til at diskutere, men jeg hang jo ikke sammen indeni. Fordi jeg var dygtig og velformuleret, blev der ikke taget hånd om, at jeg også var psykisk sårbar. Det var skjult for omverdenen.

Hvad er din læsning af socialområdet i dag?

En af de største udfordringer – og der er mange – er nok, at det normale samfund slet ikke aner, at vi er der. Socialområdet er stadig et skjult område for den almindelige dansker, og det gør, at der bliver ikke gjort noget ved det politisk. Coronakrisen har været positiv på den måde, at almindelige danskere ved lidt mere om os nu og ved, at vi er her, og politisk er der også blevet gjort mange gode ting under krisen, fordi der pludselig var penge til det hele. Men det er også svært at forstå for mig, hvordan alt pludselig kunne lade sig gøre, når vi er så mange, der så mange gange tidligere fx har skullet diskutere, om der var råd til at holde et nødherberg åbent i frostvejr, mens det under krisen pludselig kunne lykkes. Det synes jeg viser, at der simpelthen mangler vilje og opmærksomhed fra politikerne til at få de her ting til at lykkes.

Men vi er også udfordret af, at der jo ikke er nogen stærk patientforening for socialt udsatte. Vi har ikke Kræftens Bekæmpelse eller Ældresagen, fordi dem, der skal kæmpe kampen, ikke har overskuddet. Når der er nogen, der kæmper, så er det jo organisationerne, der gør det og ikke socialt udsatte selv. Og det bliver hurtigt for pænt, når det er organisationerne, der gør det for os, for når man er en stor organisation, bliver man afhængig af midler, og det kan gøre, at man bliver bange for at træde nogle over tæerne.

Da jeg startede Brugernes Akademi, var der mange, der sagde til mig, at sådan må du ikke sige, for så får vi ikke penge. Men så var de penge jo bare ikke noget for os. Og det lykkedes jo at få midler alligevel. Da Københavns Kommune gav os penge første gang, tænkte jeg, at det var modigt, for jeg skulle jo bruge de penge til at kritisere dem. Men man må også sikre, at organisationer som min ikke skal bruge så meget tid på at kæmpe for midler. Vi har udviklet os fra at være en meget lille organisation, der kun fokuserede på at skabe bedre døgnbehandling til stofbrugere, til at vi i dag interesserer os bredere for både sundhedspolitik og er blevet et sundhedspolitisk tilbud i os selv. Vi bruger meget arbejde og tid på at skaffe midler – tid, der kunne være blevet brugt på at skabe bedre resultater og løsninger.

Når socialområdet virker godt, hvad kan det så?

Når det virker godt, kan det understøtte mennesker, som har det svært til at få det bedre og gøre det på en måde, så det enkelte menneske ikke føler sig forkert, men føler, at de kan bruge de særligheder, de har til noget konstruktivt.

Der er så mange kasser i systemer. Vi er mange, der slet ikke passer ind i dem. Folk bliver amputerede, når man forsøger at få dem til at passe ind i en bestemt kasse. For nogle gør det, at de giver op og kommer helt uden for systemet. Tag mig for eksempel. Jeg har været i døgnbehandling 23 gange, hvor det hele handlede om, at de forsøgte at forandre mig og gøre mig til en anden person, der kunne passe ind i deres kasser. Men det gør jeg ikke. Jeg er stofbruger og stopper, når jeg har brug for at stoppe.

Meget potentiale går i stykker, når man gør, som man altid har gjort i systemet og tænker, at sådan har det altid været. Det kræver mod og kreativ tænkning at skabe et mere åbent system, hvor der er andre måder at gøre tingene på. Hvor man har øjnene åbne for, at et menneske kan passe ind i flere kasser, og hvor man tør dyrke de forskellige kasser på samme tid og se hvilke, som den enkelte passer bedst i. Og nogle gange skal man kunne lade folk definere deres egen kasse.

Hvordan ville din vision for fremtidens socialpolitik lyde?

Det ville være at have fokus på familien. Især udsatte familier. Jeg synes ikke, det holder en meter at stille sig op og sige, at man er på børnenes side. Det kan alle sige, og der er jo ingen, der nogensinde vil være uenig i det. Det er ikke nok. Man skal investere i familierne, og man skal gøre det på en måde, så de tør bede om hjælp. Det må ikke blive sådan, at folk ikke beder om hjælp, fordi de er bange for at få tvangsfjernet deres børn. Og det er de jo lige nu. I stedet for at have en målsætning om at tvangsfjerne så mange så muligt, tror jeg, at det ville det være en god investering at satse på familiehuse, hvor man kan få hjælp samlet set med hjælp fra pædagoger og andre. Hvor det handler om at få hjælp til familien samlet og ikke om at skille dem ad.

Det ville også være at få bygget flere boliger, der passer til udsatte, og hvor man kunne sætte dygtige sociale viceværter ind, eller måske ansætte socialt udsatte selv i en rolle og give dem kompensation gennem det sociale frikort. Jeg tror, at det er en god vej at gå for at få gode udsatteboliger, der fungerer, så folk ikke ligger på gaden og går for lud og koldt vand.

Og så skal der også være meget mere fokus på uligheden i sundhed. Man kan ikke søge et arbejde, hvis man ikke har tænder i munden, eller hvis man har smerter. Mange har oplevet bare at få revet tænderne ud, fordi det var billigst. Jeg har fx kun fem tænder tilbage, og det gør det svært at spise sundt. De problemer er der mange, der har.

Men det handler ikke kun om det. Der skal mere fokus på, at udsatte skal behandles bedre på hospitalerne også. Jeg har selv lige været igennem et kræftforløb. Min mor døde af lungekræft, da hun var i min alder, så jeg blev rigtig bange, da de fandt en knude. Da jeg skulle scannes, sad jeg over for en sygeplejerske, der som det første har læst, at jeg er tidligere stofbruger. Jeg fortæller, at jeg er bange, og at jeg har klaustrofobi pga. min KOL. Jeg ved, at andre i samme situation normalt bliver beroliget med, at man kan et beroligende middel, hvis man er bange, men det gjorde jeg ikke. Jeg fik bare af vide, at scanningen var frivillig.

Men da jeg så kom i ind scanneren og fik det dårligt, og vi måtte afbryde halvvejs igennem, så stod der fire meget utilfredse læger, fordi en scanning koster så meget, og jeg ikke kunne gennemføre. Og jeg hulkede bare, for jeg ville jo vide, hvad jeg fejlede. Det er sket flere gange, at jeg føler, jeg er blevet dårligere og anderledes behandlet end borgere uden min fortid, og det er ikke holdbart. Ikke for nogen. Der må være bedre løsninger, så alle bliver sikret en god behandling. Også stofbrugere.

icon-check

Rådet for Socialt Udsatte samler input til en ny socialpolitisk vision og har spurgt en række fagfolk, politikere, borgere, brugere og ildsjæle om deres input.

Men vi vil også gerne høre dine ønsker til fremtidens socialpolitik.

Følg med og kommenter på Facebook, Twitter, Instagram eller LinkedIn, send os en mail på post@udsatte.dk eller brug kontaktformularen.

Interviews