Gå direkte til indhold
icon-mouse-scroll

Linda Villadsen: Det må aldrig være et krav, at man skal passe ind. Det er samfundet selv, der skal tilpasses.

Linda Villadsen er medstifter af initiativet Næstehjælperne, der er et praktisk og politisk hjælpenetværk for mennesker, der er ramt af reformer i beskæftigelsessystemet. Netværket yder både praktisk hjælp til mennesker i fattigdom og er et politisk fællesskab, der kæmper imod en holdning om, at det er menneskers egen skyld, at de står uden et arbejde. Rådet har talt med hende om, hvordan hun ser på social udsathed og de socialpolitiske visioner i Danmark, og hvad der ifølge hende skal til for, at vi som samfund kan få en ny samtale om social udsathed uden stigmatisering og skam.

Hvad kendetegner for dig at se social udsathed?

Blandt de mennesker jeg møder, er det meget forskelligt, om folk ser sig selv som udsatte. De fleste gør nok ikke. Selve definitionen er i sig selv lidt af en udfordring, fordi man ikke skelner mellem forskellige typer og grader af udsathed. En kontanthjælpsmodtager, der samtidig er fysisk syg, bliver jo ikke set som udsat i samme grad som en stofbruger. De bliver ikke anerkendt på samme måde, hvis de kun er økonomisk udsatte eller helbredsmæssigt udsatte. Jeg så gerne, at man bredte det ud til, at man er socialt udsat, hvis man er forhindret socialøkonomisk eller helbredsmæssigt i at deltage i samfundet. Uanset kræver det en bredere definition, hvor alle grader omfavnes.

Og så er vores samtale og vores diskurs omkring udsatte generelt, at det er de udsatte selv, der skal ændre levevis og gøre noget anderledes. At det med andre ord er dem, der ikke passer til samfundet. Og det gør, at folk skammer sig og ikke tør råbe op, fordi de ikke vil udstille den situation, de er i. Jeg så gerne, at vi havde en bredere samtale om, hvordan samfundet omkring dem kan tilpasses. Hvor det er samfundet, der skal gøre noget anderledes frem for de udsatte selv.

Hvordan ser du på de socialpolitiske visioner i Danmark?

Jeg er ikke sikker på, at jeg overhovedet kan se nogle visioner. Alle os, der ønsker en socialpolitik og arbejder inden for området er altid i defensiven. Vi er i forsvarsposition simpelthen. Jeg oplever det som om, at politikerne har helt blank skærm.

Tag eksempelvis samtalen om, at der skal være flere tvangsfjernelser af børn: Folk er jo rædselsslagne nu for at få fjernet deres børn selv ved den mindste fejl. Og hele ideen om, at alt er godt, hvis børn bare tvangsfjernes, uden at se på, hvordan det også kan give dig dårligere vilkår at være anbragt, som kan gøre dig udsat – det nytter jo ikke noget.

Hele jobcentermodellen spænder også ben for rigtig meget socialt arbejde. Modellen er ikke lavet ud fra præmisser, der passer til målgruppen. Det kræver mange ressourcer at være i jobcentret: sprog, færdigheder online, nem-id, at møde op. Det er alle krav for at få hjælp. Krav, som udsatte umuligt kan imødekomme. Sådanne forudsætninger for systemet spænder ben for at nå ud til mennesker og give dem den hjælp, de har ret til. Beskæftigelsespolitik må ikke hindre, at socialpolitikken kan udfolde sig. Jobcentret skal kun være et sted, der behandler din sag, hvis din eneste problematik er, at du ikke har et arbejde. Sundhed skal ud af det, det sociale skal ud af det. Beskæftigelsespolitikken skal simpelthen adskilles helt fra det sociale område.

Hvordan ville din vision for fremtidens socialpolitik lyde?

Jeg kunne godt tænke mig en vision om, at udsathed er en bred størrelse, og at uanset hvad vi gør, vil der altid vil være folk, der ikke passer til samfundsrammen, og at det derfor er op til os som samfund at skabe en bedre ramme, der kan rumme dem. Vi skal acceptere, at nogle ikke kan tilpasse sig, og at det er vores opgave at passe på dem uanset. Det må aldrig være et krav for at være her, at man skal passe ind. Det er samfundet selv, der skal tilpasses.

I Næstehjælperne har vi skabt et fællesskab, hvor alle er næstehjælpere uanset, om man søger hjælp eller vil give hjælp. Man kan komme hos og bare være, uden at skulle have stemplet som modtager, ansat eller bruger. De fleste har jo ikke lyst til at se sig selv som udsat. Man vil være et menneske. Når vi mødes på en ligeværdig grund, er det også der, at relationsarbejdet virker. Hvor man kan vise folk, at de er gode nok, hvor det skaber mod, og hvor dem, vi har med at gøre føler, at der er nogen, der har deres ryg.

Vi har haft næstehjælpere, der har sagt ja til at deltage i medierne, hvor de har fået så mange verbale tæsk efterfølgende, at de ikke kunne stå op. Folk der fik at vide, at de bare skulle tage sig sammen. At få hjælp er ikke længere en rettighed man har: det er en diskussion, om man er værdigt trængende. Men der kommer fællesskabet i Næstehjælperne og bakker op i kommentarsporene, og det hjælper meget.

Men der er også brug for mere. Vi skal have en socialpolitik, der kan skabe bedre rammer og livsbetingelser for de mennesker, der er udsatte. Og det kræver en samfundsforandring: At vi får en ny samtalediskurs om og med socialt udsatte, hvor vi begynder at være mindre hårde ved hinanden og ved os selv. Der skal være plads til forskellighed og plads til hinanden, så også dem, der er direkte berørte af de politikker, der føres, kan være med i samtalen. For det er dem, der selv er berørt af det, der kan sætte den mest præcise finger på, hvad der skal laves om.

icon-check

Rådet for Socialt Udsatte samler input til en ny socialpolitisk vision og har spurgt en række fagfolk, politikere, borgere, brugere og ildsjæle om deres input.

Men vi vil også gerne høre dine ønsker til fremtidens socialpolitik.

Følg med og kommenter på Facebook, Twitter, Instagram eller LinkedIn, send os en mail på post@udsatte.dk eller brug kontaktformularen.

Interviews