Gå direkte til indhold
icon-mouse-scroll

Thorkild Olesen: Systemet får lov til at bestemme for meget ud fra egne behov

Thorkild Olesen er formand for Danske Handicaporganisationer og netop afgået landsformand for Dansk Blindesamfund. Rådet har talt med ham om, hvordan man kan få en socialpolitik og et socialt system, hvor borgeren er i centrum og i langt højere grad selv kan efterspørge de løsninger, der vil være bedst egnet til at hjælpe dem, og hvordan vi som samfund kan modvirke den stigende ensomhed og isolation og undgå, at det bliver en deroute til socialt udsathed.

Hvad er socialpolitik for dig?

Det er en socialpolitik, hvor vi prøver på at få alle med i fællesskabet ud fra de evner, de har. Det kan opnås på flere måder, dels igennem forebyggelse og ved at kompensere der, hvor der er behov, så den enkelte kan klare sig bedre og mere på samme niveau som andre. Og så er der de tilfælde, hvor der er behov for de særlige specialiserede indsatser fx udsatte med misbrugsproblemer eller med psykiske og fysiske handikaps, hvor der er behov for, at man ser på mennesket først.

Og her er der, som jeg ser det, problemer på socialområdet. Der er mange indsatser, der er gode, men der er også steder, hvor man tenderer til at se mere på, hvad systemet har behov for, frem for hvad den enkelte borger har behov for. Det sker for ofte, at man ikke kan udføre den helhedsorienterede indsats, man ønsker, fordi man siger, at man ikke har hjemmel til at gøre det, også selv om man godt ved, at det er det rigtige at gøre, og at borgeren har behov for det. Systemet får lov til at bestemme alt for meget ud fra egne behov frem for at tage udgangspunkt i borgerens behov. Det er jo borgeren, man skal kunne hjælpe til at fungere, ikke systemet. Det nytter ikke noget, at man har nogle rammer under borgeren, som sætter grænser for, hvad man kan hjælpe med. Og det synes jeg desværre sker mere og mere.

Der er behov for, at borgeren i langt større grad selv kan efterspørge løsninger og få hjælp til at finde frem til, hvilke løsninger, der vil være bedst egnet til at hjælpe dem. Og her tror jeg, at civilsamfundet kan have en stor rolle at spille i at kunne tilbyde den hjælp og støtte. Og så skal systemet kunne møde borgeren, hvor de fysisk er, frem for på socialrådgiverens kontor. Det er stigmatiserende, når vi altid skal hives ind på kommunekontoret, uanset hvor flotte venterummene er. Systemet skal kunne tænke ud over sine egne kasser og paragraffer og tænke løsninger sammen med borgeren ud fra, hvad borgeren godt kunne tænke sig. Når man mødes på borgerens egen hjemmebane, er lettere at tage udgangspunkt i deres behov frem for systemets.

Hvis du skulle formulere en vision for fremtidens socialpolitik, hvordan ville den så lyde?

Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde flere visioner om, at borgeren skal have den rigtige hjælp første gang. Vi skal kunne se mulighederne i mennesker uanset, om de er udsatte eller har et handikap frem for at se på begrænsningerne. Vi skal have mennesket i centrum først og bruge det som udgangspunkt for at finde den støtte og de løsninger, der skal til på tværs af sektorer og kasser. Kun med det udgangspunkt kan vi sikre, at borgere kan blive en del af samfundet og bidrage med det, som de kan bidrage med.

Og så skal vi kunne sikre, at den forebyggende indsats og den specialiserede indsats kan gå hånd i hånd. Hvis man skal lave en ordentlig forebyggelse, skal man kunne lære af det, der er gået galt og lære, hvad det er i systemet, der har medført, at folk er faldet igennem. Vores system skal kunne indeholde både forebyggelse, det brede sigte, og den specialiserede indsats, for de hænger indbyrdes sammen. Men vi skal turde sige, at noget ikke virker, også selvom det betyder, at en indsats måske skal omdefineres. Det skal handle om, hvorvidt vi hjælper nogen videre, eller om vi ikke gør. Og hvis vi ikke gør, skal vi turde erkende det og finde nye løsninger. 

Kan socialpolitikken lære noget af handicapområdet?

I Handikapbevægelsen forsøger vi at hjælpe folk til at kunne løfte sig selv ind i fællesskaberne, og her har vi stærke medlemsorganisationer, der hjælper til med at kæmpe den kamp og styrke folk. Organisationernes medlemmer har alle forbindelse til problemerne, enten som pårørende til fx børn med handikap, eller med eget handikap. Der tror jeg, at der er en forskel fra socialområdet og udsatteområdet helt generelt.

På udsatteområdet bliver det alt for ofte, at der er nogen, der gerne vil gøre noget godt for de udsatte, og det er også prisværdigt, men det får ikke udsatte borgere til selv at blive mere aktive. Noget af det, der fungerer på handikapområdet, er, at vi har stærke organisationer bag, og det mangler på udsatteområdet. Der er masser af mindre organisationer, der gør et kæmpe stort arbejde, men de mangler noget, der kan samle dem, stå sammen med dem og støtte op om deres arbejde. Det, tror jeg, vil kunne gøre en stor forskel på længere sigt.

Hvor ligger de største udfordringer på socialområdet i dag?

Jeg vil sige, at en af de største udfordringer ligger i socialområdets til tider begrænsede fokus på, hvem der er målgruppen. Udsatteproblemet er efter min mening for forsimplet og tager ikke højde for de socialt udsatte, der er ensomme. Isolationen er et problem, som jeg synes, at socialpolitikken gerne må tage bedre højde for, end det gør i dag.

For efter min mening bliver vi nødt til at have et større fokus på den ufrivillig ensomhed og hvad vi som samfund kan gøre for at modvirke det. Først og fremmest skal vi have gjort op med tanken, at det er den enkeltes problem at være ufrivillig ensom, og at folk selv burde og kunne gøre mere selv for ikke at være ensomme. Hvis man er ufrivilligt ensom, er det et udtryk for, at der ikke er fællesskaber i samfundet, der er i stand til at møde en, og det er et problem for os alle sammen.

Jeg tror på, at civilsamfundet spiller en meget vigtig rolle her, for nogle af de fællesskaber, der findes i civilsamfundsorganisationerne og af den art, der er opstået omkring Danmark Spiser Sammen, kan noget særligt i forhold til at åbne vores fællesskaber mere op. Og det skal vi, for vores fællesskaber er ikke så åbne, som vi går og siger. Det er svært at komme ind og svært for alle at være med. Hvis vi skal rykke noget, skal vi helt generelt blive bedre til at skabe flere fællesskaber, hvor der er plads til, at alle må og kan være med. Og her er civilsamfundet afgørende.

icon-check

Rådet for Socialt Udsatte samler input til en ny socialpolitisk vision og har spurgt en række fagfolk, politikere, borgere, brugere og ildsjæle om deres input.

Men vi vil også gerne høre dine ønsker til fremtidens socialpolitik.

Følg med og kommenter på Facebook, Twitter, Instagram eller LinkedIn, send os en mail på post@udsatte.dk eller brug kontaktformularen.

Interviews