Hvad er landspanelet?

Rådet for Socialt Udsatte har nedsat et landspanel, som består af repræsentanter fra de lokale udsatteråd i landets kommuner. Landspanelet giver løbende Rådet værdifuld viden baseret på konkrete erfaringer med social udsathed.

Landspanelmøde 2022

Repræsentanter fra de lokale udsatteråd drøfter deltagelse på landspanelmøde.

Landspanelet mødes mindst én gang årligt, hvor Rådet søger indblik i udsatterådenes lokale arbejde og graden af "inddragelse" i den kommunale socialpolitik samt søger input til sit arbejde med forslag til socialpolitiske anbefalinger mv.

Derudover involveres Landspanelet løbende i Rådets arbejde, fx gennem konkret samarbejde med enkelte, lokale udsatteråd om en bestemt dagsorden, gennem netværksmøder, spørgeskemaundersøgelser og til rekruttering til fx borgerhøringer eller andre politiske udviklingsprocesser.

Landspanelmøde 2023

Landspanelmøde 2023 blev afholdt den 23. maj i Odense, hvor 82 repræsentanter fra 32 udsatteråd deltog. Landspanelmødets hovedtema var påvirkning af kommunalpolitik med særligt fokus på budgetter.

Indflydelse på kommunalbudgetter
Som en introduktion til temaet, delte tre rådsmedlemmer fra Rådet for Socialt Udsatte ud af deres erfaringer om, hvordan man bedst muligt kan opnå indflydelse på kommunalbudgetterne. Herefter var der en åben drøftelse blandt deltagerne. Hvem skal man samarbejde med og hvordan? Hvornår er det bedste tidspunkt at sætte ind i forhold til budgetforhandlinger? Hvilke argumenter skal man bruge for at redde et lukningstruet værested? Konklusionen blev, at der ikke er én måde, men mange forskellige måder at påvirke den lokalpolitiske dagsorden.

For at påvirke kommunalpolitikken og styrke samarbejdet og dialogen med lokalpolitikere og forvaltninger anbefalede rådsmedlemmerne, at udsatterådene fx lægger et årshjul og planlægger aktiviteter uafhængigt af budgetforhandlingerne. Derudover opfordrede rådsmedlemmerne til, at udsatterådene involverer erfaringseksperter fra de lokale sociale tilbud. Fx ved at invitere relevante lokalpolitikere inden for på et lukningstruet værested og give brugerne mulighed for at fortælle, hvilken betydning værestedet har for dem, og hvorfor de mener, det er vigtigt at bevare.

Socialt udsattes sundhed
Landspanelmødets andet tema var socialt udsattes sundhed. Rådet for Socialt Udsatte udgav for nylig rapporten SUSY Udsat 2022, der er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed og handler om socialt udsattes sundhed, sygelighed og trivsel. Formand for rådet, Kira West, præsenterede rapportens væsentligste resultater. De lokale udsatteråd drøftede herefter, hvordan de kan bruge rapportens resultater i en lokal kontekst.

Opfølgning på landspanelmødet
Som opfølgning på landspanelmødet har rådet eftersendt en guide til kommunale budgetter, som også er at finde på rådets hjemmeside. Deltagerne blev under landspanelmødet spurgt til, hvilke temaer de er optaget af lokalt. Landspanelets drøftelser er videresendt til rådet således, at rådet er opdateret på, hvad der fylder på dagsordenen hos de lokale udsatteråd.

Landspanelmøde 2022

Hvordan gør I i de lokale udsatteråd i Rødovre og Varde? Og hvilke erfaringer har I med fra Faxe?

Der blev udvekslet gode råd og erfaringer under temaet ”politisk indflydelse”, da Rådet for Socialt Udsatte havde samlet sit landspanel til møde i Odense den 3. juni. Her kan du se en video fra dagen:

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.

Landspanelmødet 2020 var startskuddet til indsamling af input

Det første landspanelmøde i 2020 var første spadestik i Rådets indsamling af input til fremtidens socialpolitik. Herunder kan du se en video fra landspanelmødet, der handlede om drømme og bekymringer for fremtidens socialpolitik.

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.

Visuelt referat

På landspanelmøderne i 2021 og 2022 blev der udarbejdet visuelle referater, som du kan downloade i boksene herunder.