Fælles anbefalinger: Kontanthjælpsmodtagere skal kunne fritages fra krav og sanktioner

Rådet for Socialt Udsatte er del af en bred alliance med syv nye anbefalinger til et beskæftigelsessystem, som bedre kan rumme mennesker i social udsathed.

Kvinde på værested
Nyhed

Rådet for Socialt Udsatte, Kommunernes Landsforening, Dansk Socialrådgiverforening og Danske Handicaporganisationer præsenterer nu syv fælles anbefalinger til et beskæftigelsessystem, som i højere grad skal kunne rumme og hjælpe socialt udsatte mennesker.

Alliancen repræsenterer tilsammen borgere, medarbejdere og kommuner, og parterne er enige om, at de mest udsatte mennesker med komplekse problemer ikke hjælpes godt nok i beskæftigelsessystemet, som det er indrettet i dag.

- Vi ser desværre alt for ofte, at socialt udsatte mennesker med alvorlige sociale, psykiske og sundhedsmæssige problemer er på kontanthjælp i årevis – nogle gange i hele og halve liv - uden at de får den rette hjælp, siger Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

- Vi skal lave et system, som formår at give dem de helhedsorienterede indsatser, de har brug for, og som tager hånd om den enkeltes udfordringer på beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet, siger hun.

Parterne vil blandt andet gøre det muligt at fritage kontanthjælpsmodtagere fra krav og sanktioner i en periode, så man kan arbejde jobrettet med dem og sætte social- og sundhedsrelaterede indsatser i værk – uden at skabe usikkerhed om deres forsørgelsesgrundlag med krav og sanktioner.

Du kan læse det samlede udspil og de syv anbefalinger her:

Fælles anbefalinger
Kvinde og mand på værested

KL, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Handicaporganisationer og Rådet for Socialt Udsatte har sendt et fælles udspil til regeringens ekspertgruppe for fremtidens beskæftigelsesindsats.

Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening, understreger, at "mange udsatte drømmer om at komme tættere på arbejdsmarkedet og har stor gavn af at blive en del af fællesskabet på en arbejdsplads."

- Derfor skal beskæftigelsessystemet ændres, så det bedre kan rumme og styrke vores mest udsatte medborgere. Det kræver, at socialrådgiverne får tiden og de rette rammer til at bruge deres faglighed og tage udgangspunkt i hver enkelt borgers situation, siger hun. 

Ifølge Peter Rahbæk Juel, der er formand for Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget i KL, så har alliancens parter "et fælles ansvar for, at der bliver taget bedre hånd om borgere med komplekse udfordringer."

- Vi ved, at for langt de fleste borgere, som har vanskeligt ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet pga. forskellige sociale og psykiske udfordringer, er den primære støtte, de får, den de får i jobcenteret. Derfor er det afgørende, at vi ikke parkerer en stor gruppe borgere i et parallelt system. Det er nemlig vigtigt for deres livskvalitet, at der fastholdes en tilknytning til arbejdsmarkedet, og at man i beskæftigelsessystemet kan arbejde mere helhedsorienteret med den enkelte borger – heriblandt have mulighed for, at kontanthjælpsmodtagere midlertidigt fritages for krav og sanktioner, siger Peter Rahbæk Juel.

Formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, siger, at mennesker med handicap også har brug for bedre indsatser i beskæftigelsessystemet:

- Mennesker med handicap er i udgangspunktet ikke socialt udsatte, men uden den rette hjælp kan de blive det. Vi deler et ønske om, at der skal være særligt fokus på mennesker i udsatte og sårbare livssituationer i vores beskæftigelsesindsats. Lige nu er der fx ca. 43.000 mennesker med handicap, der gerne vil i job. For mennesker med handicap kan og vil bidrage. Hvis det skal lykkes, har vi brug for politiske tiltag som for eksempel udviklingsfleksjob, der kan være med til at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked. Samtidig har vi også brug for en forenklet afklaring til førtidspension, for de borgere, hvor det er den rette løsning.

De syv anbefalinger er sendt til ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats, som regeringen har nedsat.

Kontakt

Portræt af Kristian Volden

Kristian Volden

Presse- og kommunikationskonsulent
41 85 10 21