Hjælp til mennesker med sindslidelser bør ikke have karakter af strafforanstaltninger

Høring over forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Rådet takker for høringen af 22. december 2016.

Som Rådet gav udtryk for ved høringssvar af 7. september (afrapportering fra arbejdsgruppen om forebyggelse af vold på botilbud), mener Rådet ikke, at der er brug for en ny mulighed for at flytte personer med sindslidelser fra deres bolig uden deres samtykke. Straffelovens bestemmelser om foranstaltningsdomme herunder bl.a. muligheden for at idømme en foranstaltning med ophold i et bestemt botilbud eller på en retspsykiatrisk afdeling mv. er tilstrækkelige.

Derudover har Rådet følgende bemærkninger til forslaget:

Det fremgår, at formålet med forslaget først og fremmest er ”at forebygge vold og trusler og højne sikkerheden for medarbejdere og beboere på botilbud”. Under de almindelige bemærkninger fremgår det imidlertid, at forslaget vurderes at have betydning for øvrige beboeres og personales retsfølelse (side 6). Rådet er uforstående overfor,, at lovgivningen på det sociale område skal tjene til at tilgodese retsfølelsen. Rådet finder derfor, at bemærkningen om øvrige beboeres og personales retsfølelse bør slettes, idet der ikke skal være tvivl om, at formålet med serviceloven er 1) at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer, 2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og 3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Servicelovens ydelser til mennesker med sindslidelser bør ikke have karakter af strafforanstaltninger.

Det er beskrevet, at lovforslaget finder anvendelse uafhængigt af borgerens aktuelle boligforhold, og at der kan være tale om en situation, hvor borgeren visiteres fra en privat bolig til et botilbud. Det er vanskeligt at se, hvordan betingelserne i § 129 a nr. 1 og 2 (krav om at den pågældende skal være til fare for øvrige beboere eller personale samt krav om, at det skal være uforsvarligt at undlade flytning af hensyn til øvrige beboere og personale) skal kunne opfyldes, hvis borgeren bor i egen bolig. Hvis borgeren bor i egen bolig, er der strengt taget ingen medbeboere eller personale at beskytte, hvilket jo er formålet med lovændringen. Det foreslås derfor præciseret, om forslaget alene gælder flytning mellem to botilbud eller forslaget også gælder flytning fra borgerens egen bolig til et botilbud. I de tilfælde, hvor en borger mod sin vilje flyttes fra et botilbud, som måske kan have udgjort vedkommendes hjem igennem mange år, mener Rådet, at det skal fremgå meget klart, hvornår betingelserne herfor er opfyldt. Den nuværende formulering om at ”vedkommende med sin adfærd (…) medvirker til en generel forråelse af rehabiliterings- og bomiljøet” synes fx noget uklar. Derimod ser Rådet positivt på, at det er slået fast, at risikoen for, at vedkommende udsætter andre for fare skal være reel og aktuel og ikke kun hypotetisk. Hvis betingelserne bliver for uklare, opstår der risiko for, at flytning uden samtykke kan begrundes med, at borgeren er uvenner med andre beboere, er uenig med personalet eller lignende.

Det fremgår, at kommunalbestyrelsens indstilling om optagelse i botilbud uden samtykke skal indeholde den nødvendige faglige dokumentation for sindslidelsen og den deraf følgende betydeligt og varigt nedsatte funktionsevne. Rådet er imidlertid bekymret for formuleringen om, at ”den nødvendige faglige dokumentation kan bestå i f.eks. lægefaglig, pædagogisk eller psykologisk dokumentation”. Rådet finder, at det bør være et ufravigeligt krav, at der er aktuel lægefaglig dokumentation for sindslidelsen, sådan som det gælder i psykiatrien.

Betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, altså tilstedeværelsen af et handicap, indgår som et af hovedkriterierne for optagelse i botilbud uden samtykke. Handicapkonventionens artikel 19 (Retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet) fremhæver bl.a., at personer med handicap skal have ”mulighed for at vælge deres bopæl, samt hvor og med hvem de vil bo, på lige for med andre og ikke er forpligtet til at leve i en bestemt boform”. Rådet anbefaler, at regeringen, inden der arbejdes videre med forslaget, vurderer lovforslaget i forhold til Handicapkonventions bestemmelser, således som det også er gjort med det samtidige forslag om oprettelse af specialiserede socialpsykiatriske afdelinger.

Under de almindelige bemærkninger fremgår det (s. 8): ”Med lovforslaget foreslås, at kommunalbestyrelsen også i sager om flytning uden samtykke efter den foreslåede § 129, (…), i de tilfælde, hvor borgeren ikke allerede har en værge, skal anmode statsforvaltningen om at beskikke en værge efter værgemålsloven, når der indstilles til flytningen”. Der menes formodentlig ”den foreslåede § 129 a.”

Under de almindelige bemærkninger fremgår det (s. 9): ”Det indebærer, at afgørelser efter § 129 a har opsættende virkning”. Der menes formodentlig, at klager over afgørelser efter § 129 a har opsættende virkning.

Under bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser fremgår det til § 2 nr. 2 (s. 21): ”Hovedreglen i § 72, stk. 1, i retssikkerhedsloven er, at en afgørelse ikke har opsættende virkning”. Der menes formodentlig også her, at en klage ikke har opsættende virkning.