Høringssvar vedr. Skatteministeriets lovforslag til effektivisering af inddrivelsen af gæld til det offentlige
Lovforslaget vil bl.a. indføre hjemmel til lønindeholdelse for at inddrive gæld til DSB, Licenskontoret mv. også for borgere, der har et rådighedsbeløb under den grænse, der er sat i forhold til inddrivelse af anden gælde til det offentlige. Der bliver dermed adgang til både at lave dobbelt lønindeholdelse og lønindeholdelse hos borgere, der reelt ingen betalingsevne har. Rådet for Socialt Udsatte kritisere dette skarpt.
Høringssvar vedr. forslag til Lov om ændring af lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., lov om inddrivelse af gæld til de offentlige og forskellige andre love (effektivisering af inddrivelsen).
Rådet for Socialt Udsatte har fået ovennævnte lovforslag i høring. Rådet skal indledningsvist bemærke, at gæld og afbetaling på gæld er et meget stort problem for socialt udsatte og ofte en barriere i forhold til komme ud af en socialt udsat position. Det har Rådet gjort opmærksom på ved mange lejligheder.
Rådet anerkender, at der er taget initiativer til at lette gældsituationen bl.a. ved bedre muligheder for gældseftergivelse, hvor gælden er en barriere i relation til beskæftigelse og/eller uddannelse, i inddrivelsesloven og forsøgsordningen med gældseftergivelse. Den sidste er alt for restriktiv i kriterierne, hvilket er en væsentlig forklaring på den ringe brug af ordningen, men intentionerne er velmenende.
Inddrivelsesloven med tilhørende bekendtgørelse friholder personer i lavindkomstgruppen for lønindeholdelse til afdrag på offentlig gæld ligesom, der ikke kan ske lønindeholdelse i kontanthjælp. Disse vigtige regler sikrer, at afdrag på gæld til det offentlige ikke beslaglægger de få økonomiske midler, som disse fattige medborgere har og eventuelt tvinger dem fra hus og hjem.
Det kan derfor undre, at man nu efter pres fra bl.a. KL indfører en regel om, at pbøder, medielicens, radiolicens, kontrolafgifter til DSB mv. kan inddrives med lønindeholdelse selv om borgeren har et rådighedsbeløb under inddrivelseslovens grænse. Af bemærkningerne fremgår det, at provenuet fra lovændringen skønnes til 200 mio. kr., hvoraf 100 mio. kr. skønnes at komme fra skyldnere, der allerede afdrager på anden gæld. Konklusionen må være, at regeringen vil hente 100 mio. kr. fra de borgere, der har det økonomisk allersværest i Danmark.
Af skatteministerens handleplan for på inddrivelsesområdet af 23. september 2010 fremgår, at begrundelsen for forslaget er følgende: ”Disse særlige restancearter har det tilfælles, at de udgør manglende betaling for en afgrænset og konkret offentlig ydelse, hvor manglende betaling er ”amoralsk”, og som derfor bør afvikles, uanset om skyldnerens betalingsevne efter tabeltrækket i forvejen er udnyttet til afvikling af anden og bedre stillet gæld.”
Senere i planen står, at inddrivelsen også skal ske, selv om skyldneren ikke har nogen betalingsevne i henhold til det såkaldte tabeltræk.
Rådet for Socialt Udsatte skal ikke gå ind i en nærmere vurdering af moralske forhold, men skal dog gøre opmærksom på, der kan være mange andre grunde til, at mindrebemidlede borgere ikke får betalt licens mv. end ”amoralsk” adfærd. En dårlig økonomi kan væltes af uforudsete udgifter, som gør, at borgeren ikke har midler til at betale medielicens m.v.
Rådet vil også gøre opmærksom på, at den forringelse af borgerens økonomi, som den særlige lønindeholdelse vil resultere i, rummer en risiko for at skubbe mennesker ud i en endnu mere socialt udsat position som eksempelvis tab af bolig, undladelse af køb af nødvendig medicin mv.
Lovforslaget giver skatteministeren en hjemmel til at fastsætte de nærmere regler for den særlige lønindeholdelse til betaling af restancer på medielicens mv. Der er ikke i lovforslaget angivet, hvordan ministeren vil regulere området, herunder hvilke forudsætninger, der ligger til grund for beregningerne af provenuet på 100 mio. kr. fra borgere i lavindkomstgruppen. Det ville have været ønskeligt at have disse beregningsforudsætninger for at kunne forholde sig til de procentsatser for lønindeholdelse, der er forudsat, og for at se om der også skal ske indeholdelse i kontanthjælp, starthjælp og introduktionsydelse.
Set i lyset af den potentielt store skade, som den særlige lønindeholdelse kan medføre, og i lyset af, at det politiske formål først og fremmest er at gøre op med ”amoralsk” adfærd, vil Rådet for Socialt Udsatte anbefale, at procentsatsen for den særlige lønindeholdelse fastsættes til en symbolsk procentsats, der markere, at den socialt udsatte borger burde betale. En procentsats på højst 1 procent vil kunne imødekomme dette hensyn.
Videre finder Rådet for Socialt Udsatte det helt unødvendigt at sænke tærskelværdien for indberetning af skyldnere til private skyldnerregistre.
