Kontanthjælpsaftale: Årlig afklaring er godt nyt for socialt udsatte

Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere får nu ret til en årlig genvurdering af deres sag. Det kan få stor betydning for socialt udsatte mennesker, som har siddet fast i systemet i årevis, siger formand Kira West.

Mand sidder ved et højbord og bruger en touch-computer på et værested
Pressemeddelelse

Det har aldrig været meningen, at mennesker, som ikke er i stand til at tage et arbejde, skal være på kontanthjælp i årevis.

Derfor er det rigtig godt, at den nye kontanthjælpsaftale omfatter retten til en årlig afklaring for de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere.

- Vi ser desværre mennesker, som sidder fast på kontanthjælp i hele eller halve liv, selv om det er en lav midlertidig ydelse, som man kun skal have i en overgangsperiode, siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Kira West.

- Vores forventning er, at afklaringsretten vil blive brugt ordentligt og vil sikre midlertidigheden i kontanthjælpssystemet, så de mest udsatte ikke sidder fast i systemet, selv om de ikke kan tage et arbejde, siger hun.

Afklaringsretten gælder aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år, der har været i systemet i to år.

- Det er mennesker, som ofte har svære sociale problemer og er langt fra arbejdsmarkedet. De skal have en højere og mere varig ydelse såsom førtidspension, midlertidig pension eller måske et fleksjob, hvis de ikke på kort sigt kan komme i job, siger Kira West.

- Derfor er det god social- og beskæftigelsespolitik, at de nu får ret til en årlig afklaring af deres sag, siger hun.

Rådet for Socialt Udsatte har netop anbefalet en årlig afklaringsret, men havde gerne set, at retten også omfattede aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere under 30 år, og at den trådte i kraft efter et år.

Afklaringsretten er en del af ”Aftale om Nyt kontanthjælpssystem – flere i arbejde, enklere regler og færre børn i lavindkomst”, som regeringen har indgået med Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.

Rådet ser også positivt på, at 225-timersreglen afskaffes med aftalen, og at det bliver nemmere at tage småjobs uden at blive trukket i kontanthjælp. Det er også godt, at børn og voksne kan få dækket udgifter til medicin, og at der gives tilskud til fritidsaktiviteter til børn af kontanthjælpsmodtagere.

- Det er vigtigt at sige, at der stadig er børn og familier, som vil lide afsavn. Så vi er ikke i mål med denne aftale. Men der er flere positive elementer i den, og vi vil følge implementeringen af de forskellige dele tæt, siger Kira West.

Du kan læse mere om aftalen, der træder i kraft 1. juli 2025, her.

Kontakt

Portræt af Kristian Volden

Kristian Volden

Presse- og kommunikationskonsulent
41 85 10 21