Salg af almene boliger

Samlet set vurderer Rådet for Socialt Udsatte, at forslaget om salg af almene boliger ikke vil være til gavn for socialt udsatte mennesker. Rådet kan ikke anbefale forslaget.

Høringssvar

Svar på høring vedr. udkast til lovforslag om ændring af lov om almene boliger m.v. (Salg af almene boliger).

Indledningsvist konstateres det, at forslaget efter Socialministeriets skøn har meget begrænset praktisk betydning for den almene sektor. I bemærkningerne skønnes, at lovforslaget vil medføre salg af ca. 100 almene boliger om året. Med ca. ½ mio. almene boliger vil et salg af 100 boliger årligt i praksis have ringe indflydelse på udbuddet. Ud fra en sådan praktisk tilgang ville forslaget ikke give anledning til bemærkninger.

Det store problem på boligmarkedet for socialt udsatte og fattige er manglen og adgangen til gode billige boliger, der kan betales med den meget beskedne indkomst, familierne har. Almene boliger er ofte den eneste mulighed for disse mennesker, og et salg af de ældre og billigere boliger vil forringe mulighederne for dårligt stillede familier. I praksis vil salg af 100 boliger årligt ikke have de store konsekvenser, men der er naturligvis en risiko for, at skønnet på det meget begrænsede salg er forkert, og at lovforslaget resulterer i et meget større frasalg end skønnet.

Socialt udsatte mennesker vil ikke have mulighed for at købe de boliger, der sættes til salg. Forslaget vil derfor efter Rådets vurdering yderligere forstærke den sociale opdeling mellem boligformer og boligområder. Særligt kan forslaget om såkaldt ”uafhængigt” salg, hvor kommunalbestyrelsen eller en stor gruppe relativt velstillede lejere har interesse i at omdanne en attraktiv boligafdeling til ejerboliger, resultere i et ekskluderende pres på socialt dårligt stillede familier i de pågældende områder.

Samlet vurderer Rådet for Socialt Udsatte, at forslaget ikke vil være til gavn for socialt udsatte mennesker. Rådet kan ikke anbefale forslaget.