Vejledning til kommunal rehabilitering

Socialministeriet, Undervisningsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Indenrigs og Sundhedsministeriet har forfattet en vejledning om kommunal rehabilitering. Vejledningen gennemgår de relevante paragraffer i sundhedslovgivningen, sociallovgivningen, beskæftigelseslovgivningen og undervisningslovgivningen for dermed at pege på, hvor der er hjemmel for rehabilitering i kommunalt regi.

Rådet for Socialt Udsatte ser det som positivt, at ministerierne sætter fokus på, at rehabilitering er en tværsektoriel opgave, der kræver koordination. I den forbindelse er det følgelig godt, at vejledningen beskriver de muligheder kommunerne allerede har for at lave en helhedsorienteret indsats sammen med mennesker med behov for rehabilitering. Rådet har dog nogle bemærkninger.

For det første er det et problem, at det er den enkelte kommunes ansvar, hvem der skal stå for koordinationen af sociale, uddannelses-, beskæftigelses-, og sundhedstiltag i samspil med det enkelte menneske. Rådets vil her bemærke, at kommunal praksis mange steder halter alt for meget efter den koordinerede indsats, som bl.a. de 10 cases illustrerer. Det er i Rådets optik vigtigt, at der ét sted kan placeres et ansvar for den konkrete enkelte koordinerende indsats, således at ansvaret ikke havner hos det enkelte menneske, der har brug for rehabilitering.

For det andet vil Rådet bemærke, at vejledningens manglende præcision af begrebet rehabilitering lægger op til forskellige fortolkninger i kommunalt regi. Kommunerne bruger i forvejen lovgivningen forskelligt i forhold til de udsatte grupper, som Rådet er talerør for, hvorfor en præcisering af rehabiliteringsbegrebet som et frivilligt tilbud til den enkelte er nødvendig. Tilbud om rehabilitering er en rettighed (jvf. lovgivningen) og ikke en kommunal vurdering af om en rehabiliteringsindsats kan betale sig i forhold til den enkeltes sandsynlighed for at blive rask eller få en arbejdsmarkedstilknytning.

Rådet vil også påpege, at rehabilitering er en individuel proces, der tager tid. Det er derfor vigtigt, at rehabilitering som en samlet proces giver den enkelte mulighed for at komme sig, uden at den enkelte bliver sat i et krydspres af de forskellige initiativer, eksempelvis i forhold til beskæftigelse og udredning af sociale problemer,  
Samlet finder Rådet for Socialt Udsatte, at vejledningen om kommunal rehabilitering med beskrivelsen af en praksis, som den burde være, er et skridt på vejen til at forbedre indsatsen. Hvis kommunerne skal nå dette mål, skal der dog sættes ind over en meget bredere front fra ændringer i lovgivningen fx aktiveringssystemet til bearbejdning af holdninger og praksis på det kommunale niveau.