Gå direkte til indhold
  • icon-quote-start Jeg vil gerne have et almindeligt liv ligesom alle andre icon-quote-end Kvinde, 27 år, kontanthjælpsmodtager

icon-mouse-scroll

Debat: Socialt udsatte svigtes i det forberedende arbejde til 10-års-planen for psykiatrien

22. feb. 2021

Det er stærkt bekymrende, at den fremgangsmåde, der er valgt i det forberedende arbejde til 10-års-planen for psykiatrien, ikke inddrager socialt udsattes perspektiv.

Af Vibe Klarup formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt på sundhedsmonitor.dk den 22. februar 2021.

Hvis du har en psykisk lidelse, så skal der være hjælp at hente i det psykiatriske system, uanset hvem du er. Håbet er, at den kommende 10-års-plan for psykiatrien vil bidrage til at gøre den helt simple vision til virkelighed.

Desværre er der umiddelbart langt igen. Ikke mindst for de borgere, der ikke kun kæmper med psykiske lidelser, men som også har brug for hjælp mange andre steder – f.eks. støtte til sociale og sundhedsmæssige problemer.

For allerede nu tegner der sig et billede af, at arbejdet med 10-års-planen for psykiatrien planlægges i siloer udelukkende ud fra systemets eget perspektiv – uden at inddrage den enkelte borgers perspektiv og dennes problemer og behov for hjælp.

Fjern systemets barrierer

Hvis vi skal sikre, at mennesker med f.eks. afhængighed af stoffer og alkohol, hjemløse m.fl. kan få den rette hjælp, så skal der arbejdes på tværs af fag- og myndighedsgrænser. For en borger er det ikke så vigtigt, hvilken myndighed der møder dem. Men det er helt afgørende, at de bliver mødt med forståelse, bliver hørt og får den nødvendige behandling.

Derfor har vi ikke brug for et system, der opsætter barrierer, som mange ellers oplever nu. Når socialt udsatte borgere i fremtiden møder op i psykiatrien for at få hjælp, så nytter det ikke at møde dem med et krav om at blive stof- og alkoholfri som det første. For mange bliver det en uoverstigelig barriere. Bl.a. fordi rusmidlerne ofte bruges som selvmedicinering. Resultatet bliver så, at de borgere, der måske har allermest brug for hjælp, slet ingen får.

Barrierer opstår også, når psykiatrien ikke taler godt nok sammen med det øvrige system. Mange med en psykisk lidelse kommer f.eks. også i kontakt med jobcenteret og andre instanser. I den forbindelse er det afgørende, at de forskellige myndigheder ikke spænder ben for hinanden. Og så skal det være fortid, at mennesker bliver udskrevet direkte fra en psykiatrisk afdeling til hjemløshed.

Hvis vi skal bevæge os i retning af et psykiatrisk system, som kan hjælpe alle med psykiske lidelser, så kræver det, at man i langt højere grad starter med borgernes perspektiv. Det er i særlig grad nødvendigt, at de erfaringer og perspektiver, som borgere med mange komplekse problemer og forskellig hjælpebehov har, kommer til at fylde i det reformarbejde, der skal sikre bedre forhold i psykiatrien.

Udfordringerne ses fra systemperspektiv

Derfor er vi i Rådet for Socialt Udsatte stærkt bekymrede for den fremgangsmåde, der er valgt i det forberedende arbejde til 10-års-planen for psykiatrien. Der mangler nemlig i dén grad socialt udsatte borgeres perspektiv.

Arbejdet med at skabe et status- og udfordringsbillede er sat i gang efter en traditionel systemtilgang.

Arbejdet er organiseret i fire søjler:

  1. Det primære sundhedsvæsen og den psykosociale indsats i kommunerne
  2. Mental sundhed og sundhedsfremme
  3. Indsatsen for børn
  4. Unge og indsatsen i den regionale voksenpsykiatri.

Udfordringerne ses fra systemernes side. Det er vigtigt nok, men det vigtigste er efter vores mening, hvordan borgere med psykiske lidelser møder og mødes af systemet.

Dobbeltdiagnoser klares ikke med systemløsninger

Når analyserne tilrettelægges ud fra systemernes logik, så er risikoen, at løsningerne bliver for meget på systemets præmisser. En meget debatteret løsning på problemerne med behandling af mennesker med dobbeltdiagnose – dvs. både psykisk lidelse og samtidig problematisk brug af rusmidler, er en systemløsning: at flytte ansvaret for misbrugsbehandlingen til regionerne, så det bliver et samlet ansvar, og så skulle alt blive godt.

Det løser bare ikke problemerne – det flytter problemerne et andet sted hen, for spørgsmålene om bolig, bostøtte, noget at lave i hverdagen etc. kræver stadig svar, og dem skal kommunerne levere. Det er klart, at løsningerne vil kræve stærkt samarbejde på tværs af kommuner og regioner. Men det gælder uanset systemernes ansvarsfordeling og må altid tage udgangspunkt i den enkeltes borgers behov.

Der er behov for et skift i fokus. Den kommende 10-års plan skal ikke tage udgangspunkt i de nuværende systemer, men i borgernes oplevelser og problemer. Hvis 10-års-planen skal rykke noget for de mange socialt udsatte, der lige nu får en utilstrækkelig behandling i psykiatrien, så kræver det, at man ser på psykiatrien fra socialt udsattes perspektiv.