Rådet for Socialt Udsatte og Udsatterådet i Region Hovedstaden sender brev til ministre, ordførere og udvalg om behandling af psykisk lidelse og rusmidler

Brevet er sendt til social- og ældreminister Astrid Krag, sundhedsminister Magnus Heunicke, Folketingets socialordførere, Folketingets psykatriordførere, KL's socialudvalg, KL's sundheds- og ældreudvalg, Danske Regioners psykiatri- og socialudvalg.

I Rådet for Socialt Udsatte og Udsatterådet i Region  Hovedstaden har vi fulgt debatten om muligheden for et kommende samlet tilbud for borgere med psykiske lidelser og samtidigt forbrug af rusmidler. Det er en vigtig politisk opgave på jeres bord. I alt for mange år har socialt udsatte borgere ikke kunne modtage den hjælp, de har brug for.

Undersøgelser har anslået, at op mod 75 pct. af mennesker med et problematisk brug af stoffer og op mod 50 pct. af alkoholafhængige har psykiske lidelser¹. At op mod 48 pct. af beboerne på botilbud og borformer for hjemløse er dobbeltbelastede². Og at ca. 60 pct. af unge mellem 15-25 år med et problematisk brug af stoffer har  mindst én psykisk lidelse, og at der er en særlig underdiagnosticering og underbehandling af disse unge³. Vi er ikke optagede af, hvor opgaven placeres. Løsningen handler for os mindre om organisering og mest om, at  ingen borger slippes, før opgaven er løst, og at ingen borgere falder mellem systemerne og ikke kan få den hjælp, de har behov for.

Det er derfor positivt for os at erfare, at der på flere  fronter nu lægges op til at udvikle et samlet tilbud i  regionerne. I ly af diskussionerne er vi dog bekymrede for, at det igen bliver systemets behov, der er i forsædet frem for borgernes – og særligt socialt udsatte borgere.

Historien har vist os, at omorganisering ikke altid giver det ønskede resultat. Da VIVE i 2018⁴ udgav en rapport om udsatte menneskers møde med velfærdssystemet, var konklusionen den samme, som en rapport viste i 2003⁵: Dobbeltbelastede kan ikke rummes af de eksisterende tilbud og bliver stadig sendt fra det ene system til det  andet med den konsekvens, at behandlingen i mange  tilfælde går i stå, fordi den har for svære kår. Omorganisering kan være det rigtige i nogle tilfælde, og vi er overbeviste om, at der lige nu sidder mange kompetente mennesker, der forsøger at få lovgivning, økonomiske rammer, behandlingsansvar og visitation til at gå op i en højere enhed. Vores bekymring går dog på, at man blot får lagt brikkerne på en ny måde, der kommer til at hjælpe systemerne og nogle borgere men langt fra alle, mindst af alt borgere i socialt udsatte positioner.

For mange svært syge borgere, der lider af alvorlige psykiske lidelser og er afhængige af stoffer, får ikke behandling. Vi ved, at mange udsatte mennesker har svært ved at blive visiteret til og følge behandlingsforløb både i psykiatrien og i rusmiddelcentrene, og at deres forløb i mange tilfælde bliver afbrudt eller går i stå med den konsekvens, at flere lever i utrygge miljøer uden bolig og indtægt i mange år, og at alt for mange dør tidligt af overdoser, selvmord eller somatiske sygdomme, som de ikke er blevet behandlet for.

Et nyt samlet tilbud må og skal kunne skabe bedre forudsætninger for, at borgere i socialt udsatte positioner også kan få gavn af et samlet tilbud for dobbeltbelastede og ikke som tidligere falder mellem systemerne. Uanset opgave- og ansvarsfordelingen vil et samlet tilbud til dobbeltbelastede borgere altid kræve, at indsatsen går på tværs af sektorer, forvaltninger, lovgivninger og fagområder, og derfor er det ikke udelukkende gjort ved at flytte noget af indsatsen fra kommuner til regioner.

For at sikre at indsatsen fremover reelt hjælper de udsatte borgere, ønsker vi at fremsætte tre opmærksomhedspunkter:

1. Behov for et systematisk fokus på underbehandling og manglende opsporing.
   
   Det første opmærksomhedspunkt handler om den store underbehandling både af borgere med en afhængighed af stoffer og borgere med psykiske lidelser – og særligt når disse optræder samtidigt. Hvis opsporingen og visitationen til et samlet tilbud kommer til at foregå igennem de behandlingstilbud, som borgere allerede følger, er der en stor risiko for, at mange aldrig vil kunne blive visiteret til det samlede tilbud på trods af et stort behov for behandling, udelukkende fordi de ikke allerede er aktuelt i behandling.
   
   Vi foreslår, at der som led i et nyt samlet tilbud kommer en gennemgående forbedring af afdækningen af dobbeltdiagnoser på tværs af systemerne, et systematisk fokus på opsporing af de borgere, der endnu ikke følger et behandlingstilbud, samt opsøgende og fleksibel udredning og behandling af disse borgere. Uden dette risikerer et nyt samlet tilbud fortsat at tabe alt for mange borgere mellem systemerne til store menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser.
    
2. Behandlingen i et samlet regionalt tilbud skal også tage højde for borgeres sociale problemer.
   
   Det andet opmærksomhedspunkt handler om at sikre, at et forløb i et samlet tilbud ikke kun omfatter behandling af rusmiddelafhængigheden og den psykiske lidelse, men at der er et samtidigt fokus på at afklare andre mulige sociale problemer så som bolig, økonomi, netværk, beskæftigelse, fysisk sundhed m.m. – og på at have en koordineret plan for disse forhold ved afslutningen af forløbet.
   
   Vi foreslår, at der sikres en systematisk opfølgning, hvor det regionale tilbud og den relevante kommune samarbejder med henblik på at sikre et længerevarende stabiliserende forløb efter endt behandling. En vej til dette er de koordinerede indsatsplaner, der siden 2014 har været et værktøj til at understøtte, at borgerne får en relevant og sammenhængende behandling med en plan under og efter behandling. Uanset må ingen borgere kunne udskrives fra det samlede tilbud uden en plan for opfølgning og evt. videre behandling.
    
3. Behov for løbende opfølgning og måling af effekt.
   
   For at sikre, at vi denne gang laver en indsats, der hjælper borgerne, skal der måles på, om indsatsen har den ønskede kvalitet og effekt. Derfor foreslår vi, at der sættes en baseline, og at indsatsen følges af forskning, ligesom man gør ved andre behandlingsindsatser i sundhedsvæsenet, inden et nyt samlet tilbud træder i kraft, så effekten løbende kan måles. Det er afgørende for at sikre kvaliteten i indsatsen, så vi ikke får en ny forskningsrapport, der om 15-20 år igen viser, at vi ikke er nået længere.
   
   Denne gang skal vi have sat borgernes behov i forsædet frem for systemets – også borgere i socialt udsatte positioner. For at nå det mål er det nødvendigt, at organisationer, der repræsenterer brugere og praktikere, bliver inddraget i processen omkring udviklingen af et nyt samlet tilbud. Kun sådan kan vi sikre, at indsatsen bliver indrettet på patienternes præmisser, og ikke udelukkende på systemets.

Vi står selvfølgelig til rådighed til yderligere drøftelser af vores betragtninger.

Venlig hilsen

Vibe Klarup,
Formand for Rådet for Socialt Udsatte

Kira West,
Formand for Udsatterådet i Region Hovedstaden & medlem af Rådet for Socialt Udsatte

¹ Guldager, S., I. H. Linneberg & M. Hesse (2011): Order of age at onset for substance use, substance use disorder, conduct disorder and psychiatric illness, Mental Health and Substance Use.
² Socialt Udviklingscenter SUS (2019): Indsatser til mennesker med psykiske vanskeligheder og misbrug. Screening af indsatser på botilbud og på boformer for hjemløse
³ Hove Thomsen, Rask og Bilenberg (red.) (2019): Børne- og ungdomspsykiatri
⁴ VIVE (2018): Når udsatte borgere møder velfærdssystemet.
⁵ AKF (2003): Hænger det sammen? Sammenhængen i indsatsen for mennesker med hjemløshed, misbrug og/eller sindslidelse som problem, s. 216