Rådet for Socialt Udsatte udgiver sin sidste årsrapport

Rådet for Socialt udsatte udgiver sin sidste årsrapport, som sammenfatter de dagsordner Rådet har arbejdet med det forgange år. I stedet vil Rådet for Socialt Udsatte fremover udgive løbende og aktuelle onlineudgivelser, analyser og anbefalinger.

Nyhed

Rådet for Socialt Udsatte offentliggør i dag årsrapporten over sit arbejdet for det forgange år.

- 2021 bød på endnu et år med pandemi, som rammer socialt udsatte mennesker særligt hårdt, samtidig med at andre socialpolitiske dagsordner, i forbindelse med den øvrige udvikling i samfundet, også påvirker hverdagen for mennesker i social udsathed, siger Kira West nyudnævnt formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Året har også betydet nogle ændringer i Rådets kommunikationsstrategi, og i den forbindelse vil Rådet for Socialt Udsatte fremover ikke længere udgive én årsrapport, men i stedet fokusere på løbende og aktuelle onlineudgivelser, analyser og anbefalinger.

Rådets fokusområder

I den sidste årsrapport fra Rådet for Socialt Udsatte kan man læse om Rådets dagsordner i 2021. Blandt andet:

  • Digitaliseringen og dens positive og negative påvirkninger for mennesker i social udsathed
  • Behovet for et nyt ydelsessystem, så socialt udsatte mennesker ikke ender på ydelser, der ikke er indrettet til dem og deres komplekse livssituationer
  • Socialt udsatte menneskers vanskeligheder i psykiatrien, og hvordan deres vilkår kan forbedres i regeringens kommende reform af psykiatriområdet
  • Sundhedsvæsnets behandling af socialt udsatte mennesker, som generelt har et meget højere forbrug af sundhedsydelser end den øvrige befolkning
  • Hjemløshed og Rådets opfølgning på hjemløsereformen, som november 2021 blev aftalt mellem regeringen, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og Kristendemokraterne

En ny socialpolitik

Som en del af udarbejdelsen af det nye kommissorium har Rådet for Socialt Udsatte især brugt 2021 på at udvikle Rådets bud på fremtidens socialpolitik.

Resultatet er udgivelsen Forandringskraft, som er blevet til med deltagelse af lokale udsatteråd, offentlige og private sociale organisationer og aktører, samt politikere og nøglepersoner både inden for og uden for socialpolitiske kredse.

Forandringskraft definerer fire forudsætninger for social forandring.

  1. Fra intention til beslutning: Vi har brug for at træffe beslutninger om social forandring på samfundsniveau
  2. Fra lindring til forandring: Vi har brug for en forståelse af udsathed, der muliggør social forandring
  3. Fra systemets ydelser til menneskers liv: Vi har brug for en hjælp, der rammer behovet
  4. Fra inddragelse til deltagelse: Vi har brug for, at alle oplever, at de har selv- og medbestemmelse

Du kan læse mere om de fire forudsætninger i publikationen Forandringskraft og i denne pressemeddelelse.

Det gennemgående budskab er, at social forandring fordrer, at mennesker deltager i løsningerne på sociale problemer og får medbestemmelse i udviklingen af politikker og tilbud på socialområdet.

- Der er brug for at vi alle sammen, herunder ikke mindst beslutningstagere, bliver bedre til at bringe socialt udsatte menneskers viden og erfaringer i spil, og ser deres viden som en ligeså vigtig komponent i den sociale innovation, som den viden eksperter, fagfolk, embedsmænd og NGO’er biddrager med, siger Kira West.

Rådet for Socialt Udsatte vil de kommende år derfor arbejde for at deltagelse af socialt udsatte mennesker, bliver normen i socialpolitikken og den sociale innovation.

Men forandringskraft kræver også handlekraft, og hvis vi som samfund ønsker reelle sociale forandringer for mennesker i social udsathed, er det første skridt, at vi sammen beslutter os for, at det kan lade sig gøre at lykkes.

- Social forandring er mulig, hvis vi har ambitiøse og klare mål, en realistisk tidshorisont for målene og ikke mindst udviser viljen til at nå dem, siger Kira West.

Billede af forsiden på rapporten: Lene, som selv har erfaringer med psykiatrien, står foran Huset for Psykisk Sundhed i København i blomstret/farvet kjole
Årsrapport

I denne udgave af Rådet for Socialt Udsattes årsrapport kan du læse om de dagsordener, Rådet især har beskæftiget sig med i 2021. Endnu vigtigere kan du læse om, hvilke forslag Rådet har til forbedringer på forhold, der har betydning for mennesker i social udsathed.

Rådet for Socialt Udsatte